Natursyn og etik

Naturen - i menneskets tjeneste

Susse Georg

Der er mange måder at karakterisere naturen på, men det er efterhånden blevet udbredt at have et ’ressourcesyn’ på naturen. Her betragtes naturen som leverandør af de råstoffer eller ressourcer, herunder også den energi, vi bruger for at opretholde samfundslivet. Blandt de kritiske råstoffer er for eksempel rent drikkevand, landbrugsjord, sjældne jordarters metaller og forskellige former for energibærere såsom træ, kul og olie. Nogle af disse materialer er fornybare, det vil sige, at de kan gendannes (inden for en overskuelig fremtid), mens andre ikke kan og betragtes som ikke-fornybare. Træ betragtes som fornybart, fordi en skov kan vokse op igen. Kul, gas og olie – de fossile brændstoffer – der er dannet, ved at organisk materiale (planter og alger) har ligget i pres under jorden i mange millioner år, betragtes derimod ikke som fornybare råstoffer.

Mennesker bruger utrolige mængder af råstoffer. Af samme grund er man særlig interesseret i at kende til størrelsen af råstoflageret og til, hvordan naturens stofstrømme foregår. Set i lyset af klodens voksende befolkning er det blevet et vigtigt spørgsmål, om der er råstoffer nok til at opretholde vores voksende forbrug, således at fremtidige generationer også vil have en mulighed for at kunne bruge af naturens råstoffer. Der er intet simpelt svar på dette spørgsmål. Nogle har fremhævet, at der er ’grænser for vækst’, mens andre hævder, at vi som følge af den teknologiske udvikling vil kunne finde på alternativer og dermed mindske eller helt fjerne vores afhængighed af bestemte, begrænsede råstoffer. Selv om dette givetvis er muligt i mange tilfælde, er der tilsyneladende nogle råstoffer, som ikke lader sig erstatte af andre. Det drejer sig for eksempel om fosfor, som spiller en afgørende rolle i planters fotosyntese og i fødevareproduktionen.

Man kan også anlægge et såkaldt processyn på naturen, hvor det særligt er stof- og energistrømmene og deres samspil med levende organismer, der står centralt. Dette samspil mellem levende organismer og deres fysiske omgivelser – mellem det biotiske og det abiotiske – udfolder sig i økosystemer, hvis udvikling bestemmes af den gensidige påvirkning og afhængighed organismerne og omgivelserne imellem. Der er således tale om biologiske, fysiske og kemiske processer, som indgår i en lang række sammenhængende kredsløb.

Fra et menneskeligt perspektiv betegnes resultatet af disse processer ofte som økosystemtjenester, og de er helt afgørende for livets opretholdelse. Man skelner mellem fire typer af økosystemtjenester:

1. Forsyningstjenester som for eksempel tilvejebringelse af fødevarer og træ til møbelproduktion og byggeri. Disse tjenester baseres ikke udelukkende på naturens råstoffer og materiale-/energistrømme, men beror også på brugen af menneskelig arbejdskraft, maskiner m.m.
2. Regulerende tjenester, som knyttes til økosystemernes evne til for eksempel at omsætte (og tilbageholde) næringsstoffer i jorden eller vandet, og som herigennem kan påvirke jord- og vandkvaliteten. Bestøvning af planter er en anden meget vigtig reguleringstjeneste, da det påvirker fødevareproduktionen. Bestøves planterne ikke, falder produktionen. Faldet i antallet af bier har fået særlig megen opmærksomhed i den forbindelse.
3. Kulturelle tjenester er de oplevelser, mennesker kan få fra økosystemerne, for eksempel i forbindelse med fritidsaktiviteter som at gå en tur i skoven, plukke blomster og bær. Landskaber kan også levere sådanne tjenester ved at indeholde ting, som anses for værdifulde og bevaringsværdige, for eksempel geologiske formationer som klinter eller forskellige former for kulturarv som gravhøje.
4. De understøttende tjenester er tjenester, som understøtter tilvejebringelsen af de andre tjenester. Eksempler på sådanne understøttende tjenester er fotosyntesen, næringsstoffernes kredsløb og forskellige jordbundsforhold.

Økosystemtjenesterne er således afgørende for vores velbefindende – vores indbyrdes relationer, helbred, livskvalitet og sikkerhed. Af samme grund skal disse tjenester også beskyttes eller forvaltes på en måde, så de ikke ødelægges af forurening og overudnyttelse. For eksempel kan kemikalier sive ned til grundvandet og ødelægge vores drikkevand, landbrugsjorde kan udpines, så det ikke er muligt at opretholde en landbrugsproduktion, og bestøvende insekters levesteder kan forsvinde, så bestanden af sådanne insekter går ned eller helt forsvinder.

Imidlertid er der meget, der tyder på, at vores brug af økosystemtjenester har taget overhånd. I løbet af de sidste 50 år er økosystemerne ifølge Millennium Ecosystem Assessment-rapporten fra 2005 ændret så meget, at de enten er overbelastede eller ved at blive ødelagt. Det vil sige, at menneskeheden er godt i gang med at undergrave samfundenes fremtidige udviklingsmuligheder, idet der er fare for hurtige, uoprettelige ændringer af økosystemerne, som kan få alvorlige konsekvenser for vores velbefindende. Det er på baggrund heraf, at mange er begyndt at tale om, at der er grænser for, hvad planetens økosystemer kan klare – de såkaldte planetære grænser (se infoboks om ’planetære grænser’ i tema 3, ’vækst og miljø’).

De to oven for beskrevne perspektiver på menneskets favntag med naturen leverer to forskellige, beskrivelser af de udfordringer, som vi står over for. Ud fra et ressourceperspektiv er det vigtigt at afklare, hvor mange råstoffer vi har tilbage, hvor de befinder sig, og hvor tilgængelige de er. Det bekymrende i den forbindelse er, om og hvornår vi løber tør for bestemte råstoffer, om det er muligt at finde passende alternativer og hvis ikke, hvad bliver så de sociale, politiske og økonomiske konsekvenser. I procesperspektivet er det ikke de enkelte råstoffer eller ressourcer, opmærksomheden rettes mod, men derimod det dynamiske samspil, der er mellem (biologiske) organismer og deres omgivelser og mellem forskellige økosystemer. Der er således tale om et systemisk perspektiv, hvor bekymringen er, at ikke alene vil samfundsudviklingen føre til ressourceknaphed, men den vil også føre til forandringer i økosystemernes dynamik og dermed deres modstandskraft. Også her kan man tale om grænser for vækst; grænser, der knytter sig til ødelæggelsen af økosystemernes sårbare balancer, som, hvis de skubbes for langt eller decideret ødelægges, vil underminere livsbetingelserne. Omstillingen af samfundsudviklingen i en mere bæredygtig retning kræver således en forsigtighed i vores omgang med naturen – i såvel vores brug af råstoffer som vores brug af økosystemtjenesterne.

Næste afsnit: Miljøetik

by ecomacundervisning

Natur og økofilosofi

Emil Urhammer

Ved første tanke er ordet natur muligvis ikke så kompliceret. Naturen, det er skove, bjerge, floder, vilde dyr og planter. Men hvis man tænker nærmere over det, er det måske alligevel ikke så nemt at definere, hvad natur egentlig er for noget. Er en kornmark, dyrket af mennesker, en skov, plantet af mennesker, eller en å, hvis slyngninger er blevet genoprettet af mennesker, natur? Det er der nok ikke noget entydigt svar på. Nogle ville sige ja, fordi de mener, at alt er natur. I denne forståelse ses menneskenes kultur, byer, og teknologi også som en del af naturen. Denne opfattelse kaldes også dybdeøkologi eller økofilosofi. Ifølge den afdøde norske økofilosof Arne Næss er mennesket en del af naturen, og den moralske grundværdi for menneskeheden er at opnå en situation, hvor mennesket lever i økologisk balance med sine omgivelser. Næss mente nemlig, at mennesket er den første art på jorden, som er i stand til at forholde sig bevidst til sin egen rolle i naturen. Mennesket er for eksempel i stand til at vurdere, hvorvidt det samlede antal mennesker er for stort til, at vi kan leve i balance med resten af livet på jorden. Dette giver mennesket en moralsk forpligtelse, som andre arter ikke har. Den aktuelle situation taget i betragtning kan man spørge sig selv, hvor gode vi mennesker egentlig er til at varetage denne forpligtelse.

I forlængelse af dette er der flere, som fremhæver, at der er opstået en adskillelse mellem menneskenes samfund og naturen. Biologen Rasmus Ejrnæs siger for eksempel: ”Separationen mellem natur og menneske kræver nu, at vi enten begærer permanent skilsmisse, fordi det er blevet for besværligt at leve sammen, eller at vi indstiller os på fredelig sameksistens og satser på biodiversitet” (i bogen Natur, Tænkepauser - viden til hverdagen, Århus Universitetsforlag 2013). Ejrnæs er biolog og arbejder med artsmangfoldighed, også kaldet biodiversitet. Det filosofiske spørgsmål om, hvorvidt mennesket er en del af naturen eller ej, er her nok ikke hans vigtigste overvejelse. Han kan bare konstatere, at den måde, mennesket i øjeblikket lever på, er i alvorlig konflikt med de fleste andre arter på kloden, hvorfor han opfordrer os til at indse, at vi er nødt til at finde en måde at leve i fredelig sameksistens på, hvis vi ønsker at bevare artsmangfoldigheden. På denne måde er Ejrnæs’ opfattelse måske ikke så langt fra Næss’ drøm om en menneskehed, som lever i økologisk balance med sine omgivelser.

Befolkning
Når talen falder på balance og fredelig sameksistens mellem mennesket og andre arter, kommer spørgsmålet om befolkning til at spille en central rolle. Nogle mener, at det ikke er noget problem, at menneskeheden kommer op på 10-11 milliarder individer, mens andre mener, at de ca. 7 milliarder, vi er nu, allerede er langt over, hvad der er gavnligt for både mennesker og andre arter. Diskussionen af dette spørgsmål er yderst kompliceret og involverer både moralske og mere tekniske overvejelser. Hvis man altid tænker ”menneske først”, kan vores store antal ses som et tegn på menneskehedens styrke og overlegenhed. Har man denne holdning, betyder det måske ikke det store, at en masse arter uddør for at give plads til menneskelige aktiviteter. Mener man derimod, at alle andre arter i princippet også har ret til at leve, må det anses for meget problematisk, at vi efterhånden er blevet så mange mennesker og fylder så meget.

Den mere tekniske side af sagen handler om, at vi mennesker nok kunne lære at lægge beslag på en del mindre plads og ressourcer, hvis bare vi tænkte os lidt om og organiserede os anderledes. For eksempel mener flere miljøforkæmpere, at vi, hvis vi holdt op med at spise kød, lettere kunne give plads til andre arters livsudfoldelse. Grunden til dette er, at kødproduktion lægger beslag på meget land, fordi dyrene, som vi spiser, skal have meget store mængder vand og foder. På denne måde bruger vi enorme mængder jord til at dyrke foder til de dyr, vi spiser. Hvis vi ikke spiste animalske produkter, ville dette areal kunne reduceres og overgives til andre arters brug.

Ikke kun biologisk liv
I diskussionen om menneskets plads i naturen taler man ofte om mennesket i forhold til andet biologisk liv, men spørgsmålet er mere omfattende end det. I princippet vedrører disse overvejelser også bjerge, floder og havet for eksempel. Hvad betyder det, at vi sprænger bjergtoppe i stykker for at finde kul? Hvad betyder det, at vi dæmmer en flod op? Og hvad betyder det, at vi fylder havet med plasticaffald? Blandt oprindelige folkestammer er det ikke ualmindeligt at opfatte et bjerg eller en flod som noget levende, som også har rettigheder. Hvis man forstår verden på denne måde, har det meget stor betydning, hvordan man behandler bjergene, floderne, havet og luften, som ofte opfattes som bevidste og hellige væsner. I et sådant perspektiv er det altså ikke kun mennesker, som har rettigheder, også bjerge og floder opfattes som levende væsner med særlige rettigheder. Dette ser man for eksempel i Sydamerika, hvor naturens rettigheder er blevet forsøgt skrevet ind i visse landes forfatninger.

[otw_shortcode_info_box border_type="bordered" border_style="bordered"]Natursyn
Filosoffen Hans Fink har beskæftiget sig indgående med begrebet natur og fundet frem til syv forskellige udbredte forestillinger om dette begreb. Disse forestillinger kan ses som forskellige måder at opfatte natur på. Her følger en kort beskrivelse af hver af disse forestillinger.

1. Naturen som ’det uberørte’ er forestillingen om naturen som det, der er helt uberørt af mennesker. På denne måde bliver natur det, som har bevaret en oprindelig tilstand uspoleret af menneskelig påvirkning. En øde ørken eller en uberørt urskov kan i denne opfattelse altså ses som natur.
2. Naturen som ’det vilde’ er forestillingen om naturen som det, der ikke er dyrket af mennesker. Denne forestilling knytter sig altså til forskellen mellem det dyrkede og ikke-dyrkede land. I denne forestilling er natur: ødemark, urskov, bjerge, ørkener, moser, tundra og vildnis, som er svært tilgængelige for mennesker. Men også skove, heder og strande, hvor mennesker færdes og udnytter naturen til jagt, fiskeri og indsamling af træ, kan i denne forestilling ses som natur. Modsætningen til natur er i denne forestilling kulturlandskabet, som er underlagt menneskers dyrkning og planlægning.
3. Naturen som ’det landlige’ er forestillingen om naturen som alt det, der er ude på landet, altså uden for byerne. I denne forestilling er det lige meget, om landet er opdyrket eller ligger uberørt hen. Det vigtige er, at det ikke er by. Grænsen til naturen går altså ved udkanten af byen.
4. Naturen som ’det grønne’ er forestillingen om naturen som det levende og organiske. Her går skillelinjen mellem natur og kultur altså på tværs af by og land og handler om forskellen mellem organisk og syntetisk. I denne forestilling er en ske af træ mere naturlig end en computer eller et menneskeskabt kemikalie. I denne forestilling kan også byens haver, parker og potteplanter ses som natur. Hvorimod betonbyggerier, asfaltveje og plasticflasker ikke er det.
5. Naturen som ’det fysiske’ er forestillingen om naturen som det, naturvidenskaben beskæftiger sig med. Natur er altså fænomener som tyngdekraften, elektromagnetisme, atomer, sorte huller og energi. I denne forestilling er naturen det objektive i modsætning til det subjektive, sociale og kulturelle.
6. Naturen som ’det jordiske’ er forestillingen om naturen som det, der er skabt af en guddommelig skaber, som er hævet over det skabte. I denne forestilling er naturen den materielle verden, vi lever i, i modsætning til det himmelske eller åndelige rige, hvor Gud befinder sig.
7. Naturen som ’det hele’ er forestillingen om naturen som alt: verden, universet, kosmos, kort sagt det hele. I denne opfattelser er alt fra ørkener og dyrkede marker til elektronik og fikse idéer natur. Her tages på en måde alle de andre forestillinger og lægges sammen til en: Alt er natur.

https://youtu.be/MspVir4Qr04
Hør Hans Fink fortælle om de syv naturforestillinger i denne video.
[/otw_shortcode_info_box]

Næste afsnit: Naturen - i menneskets tjeneste

by ecomacundervisning

Miljøetik

Emil Urhammer

I dette afsnit vil vi introducere nogle begreber, som er vigtige i miljøetikken. Med disse begreber får man nogle redskaber til at tale om forskellige miljømæssige dilemmaer og konflikter.

Antropocentrisme og økocentrisme
Problemstillingerne i dette tema om natursyn og etik kan også anskues ved hjælp af de to begreber antropocentrisme og økocentrisme. Ordet antropocentrisme er en sammensætning af det oldgræske ord anthropos (menneske) og det latinske ord centrum og betegner den opfattelse, at den menneskelige art er centrum for verden og står over andre arter, og at hensynet til menneskearten er overordnet hensynet til andre arter. Flere miljøforkæmpere har brugt begrebet til at påpege, hvordan hensynet til menneskehedens overlevelse og velbefindende er kommet på kollisionskurs med de livsopretholdende systemer på jorden, til skade både for andre arter og menneskeheden selv.

I modsætning til antropocentrisme er økocentrisme, i lighed med økofilosofien, udtryk for den tanke, at mennesket blot er en af mange ligeværdige brikker i jordens samlede økosystem. Økocentrisme fremhæver på denne måde mennesket som en del af naturen og ikke som noget, der står uden for den. I et økocentrisk verdenssyn er andre arter ligeværdige med mennesket, og hensynet til andre arter er lige så vigtigt som hensynet til mennesket. I relation til dette skal det nævnes, at miljøetikeren Finn Arler har fremsat det argument, at økocentrisme også er antropocentrisk, fordi det ikke er muligt for mennesket at se ud over sin egen arts horisont. Vi mennesker vil altid have os selv som centrum for vores opfattelse af den omkringliggende verden. Dette kommer til udtryk i dilemmaer, hvor man, selv om man ønsker det bedste for alle arter, alligevel ender med at prioritere sine egne menneskelige hensyn højest. Rasmus Ejrnæs giver et humoristisk eksempel på sådan et dilemma i forbindelse med ’skadedyr’ som dræbersnegle. På den ene side kan man godt synes, at dræbersnegle har ret til at leve ligesom alle andre arter, men det kan blive nødvendigt at slå dem ihjel, når de æder ens hjemmedyrkede salat.

Iboende og instrumentel værdi
I miljøetik bruger man ofte begreberne iboende og instrumentel værdi til at tale om værdien af forskellige naturgoder. Hvis man mener, at en sjælden sommerfugl eller en særlig plante har værdi i sig selv − altså er noget værd, uafhængigt af om mennesker overhovedet kender til dens eksistens eller synes om den − kan man sige, at sommerfuglen eller planten har iboende værdi. Hvis man derimod mener, at den sjældne sommerfugl eller plante kun har værdi i kraft af, at mennesker har glæde af den eller kan bruge den til noget, kan man tale om, at sommerfuglen eller planten har instrumentel værdi. I det sidste tilfælde kunne sommerfuglens flotte farver eller plantens velsmagende bær være eksempler på instrumentelle værdier.

Når man diskuterer forskellige samfundsmæssige prioriteringer, kan sådanne værdiopfattelser også spille en rolle. Lidt forsimplet kan man sige, at der ofte er en tendens til at prioritere naturgoder højere, hvis de har instrumentel værdi, altså værdi for mennesker. Et uberørt naturområde vil i manges øjne have større værdi, hvis mennesker har adgang til det og kan udnytte det til rekreative formål end, hvis det bare ligger uberørt hen uden direkte at være til gavn for mennesker. Det uberørte område kan imidlertid være levested for mange arter og er derfor vigtigt at bevare af hensyn til artsmangfoldigheden.

Er man interesseret i bevarelsen af artsmangfoldigheden, kan det være påkrævet at fremhæve den iboende værdi af alle arter. Med denne tilgang kan man understrege, at en kedelig grå bille har lige så meget ret til at leve som en farverig sommerfugl eller et kæledyr. Rasmus Ejrnæs har fremført, at menneskeheden ikke har brug for særlig stor artsmangfoldighed for at overleve på jorden, hvilket betyder, at bevarelsen af artsmangfoldigheden kalder på andre moralske argumenter som for eksempel, at alle levende væsner har iboende værdi og dermed ret til at leve, uafhængigt af om vi mennesker kan bruge dem til noget eller ikke.

Hvis man tænker lidt mere over det, vil man opdage, at opfattelserne af iboende og instrumentel værdi ikke er adskilte eller udelukker hinanden. Det er således muligt at opfatte en ting som havende både iboende og instrumentel værdi på samme tid. Eksempelvis kan jeg samtidig glædes over en sommerfugls farver og mene, at sommerfuglen har værdi i sig selv, uanset om jeg har glæde af at kigge på dens farvepragt eller ej.

Idéen om iboende og instrumentel værdi kan også kobles til de mere overordnede verdensopfattelser antropocentrisme og økocentrisme på den måde, at instrumentel værdi, lidt generaliserende, kan forstås som en antropocentrisk værdiopfattelse, mens iboende værdi går godt i spænd med økocentrismens opfattelser. Der er dog ingen grund til at skelne skarpt mellem de to og sige, at antropocentrisme kun rummer instrumentelle værdiopfattelser og omvendt. Instrumentel værdi kan også opfattes økocentrisk, og iboende værdi kan også ses som en antropocentrisk forståelse. I det første tilfælde kan en blomst for eksempel have instrumentel værdi for en bi (i stedet for et menneske), og man kan sige, at det kun er mennesket, som er i stand til at forstå begrebet iboende værdi, og derfor er hele denne idé antropocentrisk.

Økosystemtjenester
Idéen om iboende og instrumentel værdi relaterer også til vores opfattelse af økosystemer og deres bevarelse. Har man et instrumentelt syn på økosystemer, kan man anskue et økosystem som noget, der yder mennesker en tjeneste. Dermed er det økosystemets funktion, fra et menneskeligt synspunkt, som giver økosystemet værdi. Som eksempel kan man sige, at en skov er et økosystem, som leverer forskellige tjenester til mennesker. Skoven kan rense regnvand på dets vej ned til grundvandet og dermed levere rent drikkevand. Den kan også levere tømmer, og den kan være et sted, hvor man kan finde fred eller motionere.

Når man taler om skoven på denne måde, er det nærliggende at tale om, at skovens tjenester kan tilskrives en pengeværdi. Nogle mener således, at skovens evne til at levere rent drikkevand har en pengeværdi, som kan bruges i argumenter for at bevare skoven. Andre mener at det er en farlig vej at gå, fordi den åbner op for, at andre tiltag, med en højere pengeværdi, kan trumfe målet om at bevare forskellige økosystemer. Lad os bruge en artsrig og mangfoldig skov som eksempel på dette problem og antage, at skovøkosystemets evne til at rense regnvand er 5 millioner kroner værd om året. Hvis jeg nu kan argumentere for, at det vil give 7 millioner kroner om året, hvis man fælder alle træerne og etablerer en industrielt dyrket plantage med kun en træart, så har jeg et stærkt argument for at fælde skoven. For ikke at åbne op for en sådan glidebane mener flere miljøforkæmpere, at man hellere skal understrege skovens unikke værdier og skønhed uden at forsøge at sætte en pengeværdi på dens tjenester.

Usammenlignelighed
Et af problemerne i diskussionen om værdi er spørgsmålet om værdiers sammenlignelighed eller mangel på samme. Giver det for eksempel mening at sammenligne værdien af en truet dyreart med værdien af et stort anlægsarbejde, som truer denne arts habitat (levested)? Og er det overhovedet muligt, i sådanne tilfælde, objektivt at afgøre, hvad der er mest værdifuldt og dermed bør prioriteres højest?

Som nævnt i det tidligere afsnit forsøger nogle at løse sådanne problemer ved hjælp af pengeværdi og mener, at markedspriser kan afgøre, hvad der er mest værdifuldt og bør prioriteres højest. I denne logik betragtes markedsprisen altså som et troværdigt udtryk for en tings værdi, hvilket betyder, at markedspriser muliggør sammenligning mellem meget forskellige ting. Blandt økologiske økonomer er der en udbredt skepsis over for denne opfattelse, og de foreslår i stedet, at vi må acceptere usammenligneligheden, og at der ikke findes et enkelt mål, hvormed vi kan sammenligne alle værdier. I stedet bør man udvikle demokratiske metoder til at diskutere værdi, prioriteringer og beslutninger fra mange forskellige vinkler og ikke blindt lade sig styre af, hvad markedspriserne dikterer.

Se også: Opgaver til temaet Natursyn og etik

by ecomacundervisning

Introduktion: Natursyn og etik

Begrebet natur spiller en vigtig rolle i forståelsen af bæredygtighed. Måden, vi opfatter naturen på, har betydning for, hvordan vi behandler alle de levende arter, som vi bor på denne jordklode sammen med. Opfatter man havet som et spisekammer for mennesker, er man måske mindre tilbøjelig til at tænke på, at livet i havet ikke nødvendigvis er til for menneskers overlevelse og tilfredsstillelse alene. Tænker man primært på sin egen nydelse ved at spise kød, er man måske mindre tilbøjelig til at overveje, at kødproduktion rejser dyreetiske spørgsmål og har konsekvenser for naturen omkring os. Kødproduktion medfører ofte, at dyr spærres inde på meget lidt plads, holdes fastspændte og påføres smerte. Og landbrug i det hele taget medfører, at områder med stor artsrigdom til stadighed bliver omdannet til såkaldt monokultur, hvor artsrigdommen er forsvundet, og kun få afgrøde vokser. Dette opfylder bestemte menneskelige behov, men er ikke til gavn for særlig mange andre arter på jorden. Etiske problemer af denne type er, gennem tiden, blevet genstand for filosofiske overvejelser om menneskets forhold til naturen. Sådanne overvejelser handler om natursyn og etik, hvor ordet etik betyder filosofiske overvejelser af moralsk karakter. I dette tema skal vi kort prøve at få en fornemmelse af nogle vigtige temaer inden for dette felt.

Næste afsnit: Natur og økofilosofi

by ecomacundervisning