Systemtænkning
Emil Urhammer
Blandt økologiske økonomer er det meget udbredt at bruge ordet system. Ifølge systemteoretikeren Donella Meadows består et system af en mængde sammenhængende og vekselvirkende elementer, som er organiseret på en måde, så de opnår noget bestemt. I nogle tilfælde er systemer organiseret med et bestemt formål for øje fra begyndelsen, mens organiseringen andre gange bare er opstået hen ad vejen. I kraft af sin indre organisering kan et system opretholde sin eksistens ved hjælp af en række mekanismer udført i et samspil mellem dets forskellige dele.
Ifølge Meadows er de fleste systemteoretikere enige om følgende tre overordnede egenskaber ved systemer. (1) Systemers virkemåde er bestemt af deres indre struktur. Udefrakommende påvirkninger kan ændre et systems virkemåde, men systemets forskellige virkemåder ligger gemt som potentialer i selve systemet. (2) Det er meget svært at afgrænse et system. I de fleste tilfælde vil der ikke være nogen reel systemgrænse. I stedet defineres grænsen mellem system og omverden af den analyse, man udfører. (3) Systemer kan meget ofte ses som systemer inden i større systemer. På denne måde er systemer ofte karakteriseret ved et hierarki, hvor et system faktisk består af en række mindre undersystemer, som er indlejret i og virker som elementer i det større system.
Af ovenstående meget brede karakteristik fornemmer man, at systemer kan være mange forskellige ting. En lille skovsø med fisk og vandplanter kan for eksempel ses som eksempel på et system − et økosystem, hvor forskellige dyre- og plantearter lever og indgår i samspil med hinanden. Men det er ikke kun i naturens verden, at vi finder systemer. Et samfunds transport kan for eksempel også ses som et system − transportsystemet − og samfundsøkonomien bliver af mange også opfattet som et system. I alle disse eksempler kan man identificere en hierarkisk organisering. Skovsøen er et undersystem af hele skovens økosystem, togdriften er et undersystem af det samlede transportsystem, og transportsystemet kan ses som et undersystem af det samlede økonomiske system.
Gennem samspillet mellem forskellige elementer kan et system opnå en bestemt tilstand, som kan ændre sig over tid. I tilfældet med skovsøen kan en bestemt art for eksempel sørge for, at vandet i søen er klart ved at spise alger, som ellers ville gøre vandet grumset. Skubbes der nu til systemet udefra, kan tilstanden ændre sig. Måske er der en landmand, som leder næringsstoffer ud i søen, så algerne får masser at spise, eller den art, som holder algemængden nede, forsvinder på grund af fiskeri. Begge dele kan være med til at ændre balancen i søen. Sådanne ændringer er tit meget svære at forudsige, fordi de ofte er afhængige af komplekse samspil mellem systemets indre elementer, som vi ikke forstår eller kender til.
Som beskrevet ovenfor kan man se på mange forskellige ting med systembriller, og samspil mellem arter i naturen, transportformer og økonomiske enheder kan alle ses som systemsamspil med forskellige feedbackmekanismer. Man kan altså bruge systemtænkningen på tværs af skel mellem natur, samfund og økonomi, og det er derfor også, som allerede nævnt, meget svært at adskille forskellige systemer fra hinanden. Den lille skovsø er koblet til økonomien, fordi landmandens økonomiske aktiviteter virker ind på dens tilstand, mens økonomien er koblet til transportsystemet, fordi varer og mennesker skal transporteres rundt, for at økonomien kan fungere. En af de store udfordringer i systemtænkningen er derfor at afgrænse det system, man ønsker at undersøge. Dette kan dog blandt andet gøres ved at simplificere undersøgelsen og udelade forskellige forbindelser til andre systemer.
Inden for systemtænkningen og i særdeleshed i spørgsmål om bæredygtighed er begrebet modstandskraft (også kaldet resiliens) et vigtigt begreb. Modstandskraft handler om et systems evne til at bevare en bestemt tilstand på trods af udefrakommende indvirkninger. Ser vi på skovsøens evne til at holde vandet klart, kan man sige, at modstandskraften er lav, hvis landmanden kun kan tilføre meget små mængder af næringsstoffer, før vandet bliver grumset. På samme måde kan man sige, at modstandskraften er høj, hvis man kan fange en meget stor mængde af de fisk, som holder algebestanden nede, før søen bliver grumset. I det sidste tilfælde kan modstandskraften ligge i, at der er andre fiskearter i søen, som også er med til at holde algemængden nede. Når en art bliver presset, kan andre arter altså tage over og udføre samme opgave. Denne egenskab er vigtig for modstandskraften og en af grundene til, at man fremhæver biodiversitet som vigtigt for økosystemers overlevelse.
Systemteoretikere taler også ofte om såkaldte tipping-points eller vendepunkter. Et vendepunkt er det punkt, hvor systemet går fra en tilstand til en anden. Tager vi skovsøen igen, er der et vendepunkt netop der, hvor mængden af tilførte næringsstoffer overskrider systemets evne til at holde vandet klart, og vandet bliver grumset. Kigger man på økonomien, kan der for eksempel være et vendepunkt netop der, hvor en boligboble ikke længere kan holdes oppustet, og boligmarkedet kollapser i styrtdykkende boligpriser, konkurser og tvangsauktioner.