Problemet med sideeffekter og tredjepart

Produktion og forbrug indebærer både brug af ressourcer og udledning af affaldsstoffer. Det kan give anledning til to former for problemer: For det første kan ressourcerne bliver overudnyttet, og for det andet kan affaldsstofferne fra processen have skadevirkninger. Ingen af delene kan siges at være formålet med processen, så de må siges at være utilsigtede sideeffekter. Disse sideeffekter vil ofte ramme personer, der ikke har nogen glæde af den produktions- og forbrugsproces, der har givet anledning til problemerne. I så fald taler man om, at sideeffekterne rammer tredjepart. Med tredjepart tænkes der her på mennesker og ikke på skader på dyr eller planter, medmindre skaderne har betydning for mennesker (perspektivet er altså antropocentrisk, jf. temaet om natursyn og etik).

Forureningsproblemer vil ofte være sideeffekter, der rammer tredjepart. Det klassiske eksempel er, at en virksomhed udleder affaldsstoffer til søer eller vandløb, og at disse stoffer skader fiskebestanden og dermed fiskernes muligheder for at fange fisk. Det samme gælder naturligvis udledningen af spildevand fra byerne og udvaskning af næringsstoffer fra landbrugets gødning, ligesom forureningen også rammer andre interesser end fiskeriet, for eksempel mulighederne for at bade. Som man kan læse om i Engbergs bog, er den danske miljøhistorie rig på konflikter omkring forurening af vandløbene, og det fortsætter den dag i dag.

Helt frem til nyere tid er den type konflikter først og fremmest blevet reguleret gennem lovgivning med forbud og påbud, ofte efter lange tovtrækkerier. Lovgivningen forbyder forskellige ting som for eksempel at bruge bestemte giftige stoffer i produktionen, ligesom loven påbyder virksomheder at udføre bestemte opgaver på fastsatte måder. Der er også omfattende regulering af produkterne, sådan at brugerne ikke får stød af el-artikler eller bliver syge af at spise fødevarerne, og sådan at husene ikke falder sammen. På den måde tøjles fristelsen for producenterne til at gøre tingene billigst muligt uden hensyn til eventuelle sideeffekter for tredjepart.

Siden 1980’erne er det blevet stadig mere almindeligt også at bruge andre redskaber til at regulere konflikterne, særligt økonomiske styringsmidler. Især økonomer har argumenteret for, at det nogle gange er bedre at lægge en afgift for eksempel på udledninger af skadelige stoffer i stedet for at fastsætte regler om, hvor meget der må udledes. Det går selvfølgelig ikke, hvis det er et stof, der helt skal undgås, men hvis det handler om at begrænse mængderne, kan en afgift være nyttig. For det første kan det samlet set være billigere for samfundet, fordi afgiften får virksomhederne til at reducere udledningerne, hvis det er relativt let for dem at gøre det, mens udledningerne kan fortsætte i de virksomheder, hvor det er besværligt, og det derfor vil være billigere at betale afgiften. For det andet giver afgiften et incitament til teknisk udvikling, der på længere sigt kan mindske udledningerne på en mere effektiv måde. Endelig kan afgiften for det tredje skaffe penge til statskassen, der for eksempel kan bruges til at løse nogle af de problemer, som sideeffekterne giver anledning til.

Inden for mainstreamøkonomi kaldes sideeffekterne for eksternaliteter eller eksterne effekter, fordi de er eksterne i forhold til de faktorer, der indgår i beslutningstagerens overvejelser. En virksomhed interesserer sig for eksempel for de indtægter og omkostninger, den selv må indføre i sit regnskab, men ikke for de effekter, der rammer andre. I miljøsammenhæng er de eksterne effekter ofte negative, men det kan også være positive effekter. Det klassiske eksempel er biavl, hvor andre end ejeren af bistaderne kan have glæde af biernes bestøvning af blomsterne. Inden for mainstreamøkonomi er brugen af eksternalitetsbegrebet ofte forbundet med en forestilling om, at man i princippet kan beregne den økonomiske værdi af eksternaliteten, og at en afgift af den rigtige størrelse kan sikre et ”optimalt” resultat. Inden for økologisk økonomi giver den tankegang ingen mening, fordi markedspriser ikke ses som et relevant udtryk for, hvad noget er værd (jf. temaet om politiske beslutninger, afsnittet om værdi og priser). Men økologiske økonomer tilslutter sig, at det i nogle sammenhænge er nyttigt at bruge afgifter som styringsmiddel – de må bare fastsættes ud fra andre overvejelser end en idé om optimalitet.

De økonomiske styringsmidler omfatter også kvoter, der kan handles (som EU’s system med CO2-kvoter og det danske system med fiskekvoter), og støtteordninger, der for eksempel kan gives til udvikling af renere teknologier. Det kan også være betaling til landmænd eller skovejere for at drive deres erhverv på en særlig miljøskånsom måde. Den form for støtte kaldes betaling for økosystemtjenester (PES, Payment for Ecosystem Services). Ud over de økonomiske styringsmidler er der en lang række andre redskaber som miljømærkning af produkter, miljøcertificering af virksomheder, frivillige aftaler med industrien og meget andet, som det fører for vidt at komme ind på her (lidt mere kan findes i afsnittet om institutioner i temaet Teoretiske briller).

Godetyper og overudnyttelse af ressourcer
Ovenfor omtales især forureningsproblemer, men udnyttelse af ressourcer kan ses i det samme perspektiv, fordi udnyttelsen kan indebære sideeffekter, der går ud over tredjepart: Når regnskove fældes, går det ud over mange flere end dem, der har glæde af de fældede træer eller den ryddede jord. På kort sigt rammes de, der tidligere brugte skoven som livsgrundlag gennem indsamling af frugt, tapning af gummi og andre aktiviteter, og på længere sigt forværres klimaproblemet, der rammer os alle. Imidlertid diskuteres sideeffekterne ved brug af naturressourcer ofte i et supplerende perspektiv, der synliggør nogle særlige vanskeligheder for reguleringen.

Perspektivet tager udgangspunkt i en klassifikation af goder ud fra to dimensioner. Den ene dimension drejer sig om, hvorvidt én persons forbrug af et gode mindsker, hvad der er til rådighed for andre. I så fald kaldes det konkurrerende eller rivaliserende forbrug. Et klassisk eksempel er et stykke brød – hvis du spiser et stykke brød, er der ikke andre, der også kan spise brødet (med mindre brødstykket deles). Et klassisk eksempel på et ikke-rivaliserende forbrug er forbruget af tv- signaler, som når vi ser fjernsyn – en husstands tv-forbrug begrænser ikke andre husstandes muligheder for også at se fjernsyn.

Den anden dimension drejer sig om, hvorvidt det er let eller svært at udelukke nogen fra at bruge godet. Hvis en person for eksempel ikke vil betale for et gode, kan det så rent praktisk lade sig gøre at udelukke vedkommende fra at bruge det? De goder, der sælges i butikker, er beskyttet af overvågning og af lovgivning om, at man bliver straffet, hvis man stjæler dem. Men i andre tilfælde er det svært at udelukke nogen fra at bruge et gode, fordi godet ikke kan hegnes ind eller beskyttes på anden måde. Det kan for eksempel være svært at holde øje med, om folk henter brænde i skovene, selvom det ikke er tilladt. Særlig vanskeligt er det at hindre nogen i at bruge et gode, der ikke kan deles op, sådan som for eksempel ren luft eller adgangen til at se signalerne fra et fyrtårn.

Ud fra de to dimensioner kan goder klassificeres i fire forskellige godetyper, som det fremgår af tabellen nedenfor:

  • Er det nemt at udelukke andre fra at forbruge godet, samtidig med at en persons forbrug mindsker andres forbrug, kaldes det private goder. Typiske eksempler er vand på flaske, madvarer, tøj og mange andre former for varer. Hvis du drikker vandet eller spiser maden eller går med tøjet, er der ikke andre, der kan gøre det samme med disse varer.
  • I de tilfælde, hvor den enes forbrug kun i ringe grad eller slet ikke begrænser andres brug af samme gode, tales der om klubgoder (kaldes også billetgoder). Et klassisk eksempel herpå er, når fjernsynssignaler kobles sammen i ’pakker’ på kabel-tv, som man så skal betale for at se. De, der ikke betaler, kan ikke se de programmer, der er i pakken, men når du ser et program i pakken, vil dit forbrug ikke mindske andre betalende forbrugeres mulighed for også at se programmerne i den pågældende pakke.
  • Hvis det er vanskeligt at udelukke nogen fra at forbruge et gode, og der ikke er tale om konkurrerende forbrug, tales der om offentlige goder. Typiske eksempler er forebyggelse af kriminalitet eller forsvaret – de yder beskyttelse til alle inden for et nærmere afgrænset område. Da godet ikke kan deles op og sælges til dem, der vil betale, sikres det som regel ved skatteindbetalinger fra befolkningen i de pågældende områder. På den måde søger man at undgå situationer, hvor enkelte personer ’kører frihjul’, det vil sige søger at slippe for at betale, selvom de nyder godt af den beskyttelse, som andre i området betaler for.
  • Hvis der derimod er tale om et konkurrerende forbrug, og det samtidig er vanskeligt at udelukke nogen fra at forbruge godet, kaldes det fællesgoder (eller fællesressourcer, fra engelsk common-pool resources). Havenes fiskebestand og grundvandsressourcer kendetegnes ved netop disse karakteristika. Det er vanskeligt at forhindre folks forbrug af disse ressourcer, og når tilpas mange bruger dem, kan der opstå problemer med overforbrug.

I praksis er klassifikationen ikke så klar, som beskrevet ovenfor. Der er mange grænsetilfælde mellem de forskellige typer, og over tid kan placeringen af et gode ændre sig. For eksempel kan teknologiske forandringer påvirke mulighederne for at udelukke nogen fra at bruge et gode, sådan som GPS har gjort det lettere at kontrollere, hvem der fanger fisk i havene. Graden af knaphed ændrer sig også over tid, sådan at for eksempel naturgoder som rent vand kan ændre sig fra at være offentlige goder med ringe rivalisering i forbruget til at være fællesgoder.

grafI miljøsammenhæng giver fællesgoder og offentlige goder anledning til særlige problemer. Når der er hårdt pres på ressourcerne, kan fællesgoder let blive overudnyttet. Hvis man for eksempel overfisker, kan det føre til en gradvis underminering af fiskebestanden og dermed til en begrænsning af fiskeriet i fremtiden. Hvis man skal forsøge at komme sådanne overforbrugsproblemer til livs, er man nødt til at udvikle regler for, hvem der må fiske hvor meget, hvornår. Som hovedregel gælder det, at jo mindre skala og jo færre parter der er involveret, desto nemmere er det at nå frem til disse regler. I forhold til overudnyttelse af fiskebestanden kan man styre, hvem der kan få adgang (retten) til at fiske lokalt (i søer, åer eller de kystnære farvande) ved udstedelse af fisketegn. Er der tale om kommercielt fiskeri, hvor man fisker i bestemte havområder, forhandler landene, der har fiskeinteresser i disse områder, med hinanden om fiskekvoternes størrelse. Igennem disse forhandlinger afgøres det, hvilke lande der har adgang til at fiske i det pågældende havområde, og samtidig bestemmes det, hvor meget de må fiske.

Klimaproblemet kan ses som eksempel på, hvor svært det kan være at håndtere byrdefordelingen, når man vil tilvejebringe et offentligt gode, i dette tilfælde et klima, hvor temperaturstigningen begrænses til halvanden eller to grader. Vores lokale forbrug af fossile brændstoffer og den dertilhørende udledning af CO2 bidrager til drivhuseffekten og ændring af det globale klimasystem. Følgerne heraf mærkes ikke alene nu (for eksempel ved, at ekstreme vejrforhold forekommer hyppigere), men forventes også at påvirke fremtidige generationers levevilkår. Det vil være til gavn for alle at nedbringe CO2-udledningerne, men det har vist sig meget vanskeligt at nå til enighed om bindende aftaler om at gøre det. Dette skyldes flere forhold: Mange landes stærke afhængighed af fossile brændstoffer, forskelle i landenes udvikling – hvor udviklingslandene for eksempel frygter for, at deres muligheder for at forbedre levestandarden vil blive begrænset – og stærkt modstridende interesser inden for de enkelte lande, når det kommer til afviklingen af de fossile energikilder. Får vi ikke styr på CO2-udledningerne (og andre drivhusgasser), så regner man med en global temperaturstigning på helt op til seks grader. Det vil ifølge den kendte klimaforsker James Hansen føre til ”en helt anden planet”.

Næste afsnit: Ejendomsret og fælleder