Ejendomsret og fælleder

De forskellige godetyper klassificeres ud fra rent praktiske vurderinger af deres karakteristika: Er det praktisk muligt at udelukke nogen fra brug, hvis de for eksempel ikke vil eller kan betale? Vil den enes forbrug af godet rent praktisk formindske andres muligheder for at bruge det? Godetyperne er derimod ikke defineret ud fra, hvordan ejendomsretten til dem er organiseret. Nogle goder er svære at gøre til privat ejendom, hvis man ikke kan finde på metoder til at udelukke andre fra brugen, når de ikke betaler, men for andre goder er der mange muligheder for organisering af ejendomsretten. Et gode som en hospitalsbehandling er et privat gode, fordi brugere kan udelukkes, og fordi der er knaphed på godet, men der er stor forskel på, hvordan forskellige lande organiserer forsyningen med godet: Mens hospitalsvæsenet i Danmark i høj grad er offentligt, er det privat i USA. På miljøområdet er det en central diskussion, hvordan ejendomsretten til naturressourcer bedst organiseres, hvis man gerne vil undgå overudnyttelse. Meget af debatten har taget udgangspunkt i begrebet fælleder.

De fleste kender nok til Fælledparken som det sted i København, hvor mange fejrer 1. maj. Denne meget velbesøgte park var oprindeligt et fælles græsningsareal for kreaturer. Fra en gang i 1400-tallet til tidligt i 1700-tallet havde de omkringboende fælles brugsret til området. Hver bonde kunne sætte et vist antal kreaturer på græs efter et nøje aftalt system. Der var således ikke tale om, at man havde fri adgang til uhindret brug af fælleden. Der var snarere tale om en form for kvoteordning. Fra tidligt i 1700-tallet og de næste to hundrede år frem blev fælleden brugt til militære formål, indtil arealet blev overtaget af Københavns Kommune og anlagt som en park (1908-12).

Fælleder var imidlertid ikke kun et københavnsk fænomen, men fandtes i mange landsbyer rundt omkring i landet. Deres brug blev reguleret af sædvaneregler – regler, som gradvist er udviklet i landsbyfællesskaberne med henblik på at sikre sig mod overudnyttelse af arealerne. Ved udskiftningen (i midten af 1700-tallet) begyndte fælledernes afvikling, samtidigt med at man begyndte at udskille de enkelte lodsejeres jorde inden for landsbyen.

Nu er sådanne landsbyfælleder – eller ’commons’, som de hedder på engelsk – for længst afviklet her i landet. Men fænomenet tiltrækker sig stadig megen opmærksomhed, blandt andet fordi mange naturressourcer er fællesressourcer, men også fordi der opstår nye former for fælleder som følge af samfundsudviklingen.

En af de dominerende fortællinger om fælleder er, at de er ensbetydende med tragedier; en kobling, der blev etableret i artiklen ”The Tragedy of the Commons” udgivet i det meget velansete tidsskrift Science i 1968. Artiklen tager udgangspunkt i, at der er et fælles græsningsareal, der er tilgængeligt for alle. Tragedien opstår ifølge forfatteren, fordi det mest rationelle for den enkelte bonde er at udnytte græsningsarealet mest muligt (til græsning for hans dyr), og når alle agerer på samme måde, vil ”frihed i en fælled bringe ødelæggelse til alle” (Hardin, s. 1244). Implicit i Hardins argument er en antagelse om, at tragedien kunne undgås ved at indføre privat ejendomsret. Kun herved ville bønder få incitament til at passe på (deres respektive del af) græsningsarealet.

Der skulle gå mange år, før denne fortælling blev problematiseret. Nobelpristageren Elinor Ostrom og hendes forskningsgruppe har dokumenteret, hvordan lokalsamfund mange steder rundt om i verden faktisk har udviklet forskellige måder at styre deres fælles brug af græsningsarealer og andre former for fællesressourcer på, som for eksempel skove, fiskepladser og grundvandsmagasiner. På denne baggrund har de kunnet afsløre de skjulte antagelser i Hardins fortælling. Endvidere har de påpeget, at Hardins fortælling slet ikke drejer sig om fælleder (commons), men om græsning i et tilfælde, hvor der er fri adgang til den begrænsede ressource (’open acess’ og dermed ingen social kontrol). Han havde således overset den mulighed, at folk faktisk samarbejder om at finde løsninger på deres fælles udfordringer.

Hardins artikel stiller to former for ejerrettighedssystemer op over for hinanden: privat, individuel ejendomsret, som var Hardins løsning på, hvordan man kan undgå overudnyttelse af en knap ressource, og ’open access’ – fri/åben adgang, som kendetegnes ved, at ingen har ejendomsretten (eller hvis nogen har den, så håndhæves den ikke), som var det (tragiske) fænomen, han egentlig beskrev. Men Ostrom har også identificeret to andre former for ejerrettighedssystemer (nogle kalder dem ejerrettighedsregimer), nemlig gruppeejendomsret, som udvikles i en gruppe med henblik på at regulere brugen og afholde andre fra at udnytte ressourcen, og så statsejendom, hvor det er staten, der har rettighederne til at udnytte ressourcen. Og et af resultaterne af hendes forskning er, at man ikke helt generelt kan sige, at ét ejerrettighedssystem er bedre end et andet til at regulere ressourceforbruget. Dette må undersøges konkret.

På baggrund af sine undersøgelser har Ostrom opstillet otte principper for, hvorledes fællesressourcer, commons, kan styres:

  1. Gruppen (der skal have adgang til fællesressourcerne) skal klart kunne afgrænses – når folk kender hinanden, er der større sandsynlighed for, at de får tillid til hinanden.
  2. ’Reglerne’ for folks brug af fællesressourcerne skal svare til lokale behov og forhold, ellers vil der være større risiko for, at folk ikke vil indordne sig under de fælles regler.
  3. Af samme grund skal man sørge for, at de, der berøres af reglerne, også har mulighed for at påvirke udviklingen af dem. Der skal være tale om en demokratisk proces.
  4. Lokalsamfundenes selvregulerende foranstaltninger skal respekteres af udefrakommende myndigheder.
  5. Man er nødt til at udvikle et system, som lokalsamfundets medlemmer kan bruge til at overvåge gruppemedlemmernes adfærd.
  6. Sanktioner over for dem, der overtræder fællesskabets regler, skal gradueres.
  7. Man skal udvikle/sikre tilgængelige og billige former for konfliktløsning.
  8. Ansvaret for reguleringen af ressourceforbruget skal bygges op nedefra.

Hermed ikke sagt, at det nødvendigvis vil lykkes for et lokalsamfund at finde frem til de regler eller mekanismer, der kan styre forbruget af en fællesressource, for der kan opstå mange problemer undervejs. For eksempel hvis nogle ikke vil indordne sig, nogle vil bestemme for meget (er mere magtfulde end andre), eller hvis der opstår andre former for konflikter.

Ikke desto mindre tjener fælled- eller commons-begrebet i dag som model for, hvordan man kan finde på nye måder at forvalte vores ressourcer på. For eksempel er der mange, der betragter byrummet som en form for commons – det er et sted, der er svært (og/eller omkostningsfuldt) at udelukke andre fra også at bruge, samtidigt med at den ene persons forbrug godt kan formindske andres muligheder for at nyde samme byrum, hvis personen for eksempel udøver hærværk. Nyttehaver i byen er noget, som alle forbipasserende kan nyde godt af, og de er vanskelige at beskytte mod hærværk, medmindre man i lokalområdet kan udvikle en norm om, at dette bare er ’a no go’ og på en eller anden måde gribe sanktionerende ind over for dem, der ødelægger haverne. For mange er spørgsmålet om at (gen-) indføre fælleder i byer et spørgsmål om beboernes demokratiske rettigheder til at påvirke udviklingen i deres nærområde.

Set i dette perspektiv omfatter fælleder mere end nogle biofysiske fællesressourcer (jf. byrummet eller nyttehaver i eksemplerne ovenfor). I disse eksempler knyttes fællederne også til grundlæggende forestillinger om, hvad det vil sige at have et godt byliv – det, nogle kalder ’livability’ –  og til idealer om at komme tættere på naturen. Samtidig er fællederne også involverende – folk bliver engageret i sikring af udviklingen i deres lokalområde – og dette kan være med til at påvirke folks identitet, deres følelse af, hvor de hører hjemme. Fælleder er socio-økonomiske, biofysiske systemer eller fællesskaber.

Næste afsnit: Problemet med sideeffekter og trediepart