Vækstens fordeling
Som det fremgår ovenfor, sikrer de politisk-økonomiske mekanismer ikke en fordeling af væksten, der for alvor bidrager til udligning mellem rige og fattige. Ganske vist har væksten i international handel og industrialiseringen i nogle fattige lande bidraget til at forbedre levestandarden for store grupper i de fattige lande, men forbedringerne opstår i et samspil med fortsat vækst i de rige lande, og desuden uddybes ulighederne internt både i de rige og de fattige lande. I en biofysisk begrænset verden er det problematisk, hvis øget levestandard i de fattige lande er betinget af vækst i de rige lande – hvis fx kinesernes forbedrede levestandard er knyttet til eksport af meget billige varer til de rige lande, som dermed stimuleres til et stort forbrug af ressourcer og en køb-og-smid-væk praksis. Denne dynamik er yderligere problematisk, fordi fx den kinesiske produktion typisk har større miljøomkostninger end tilsvarende produktion i Europa, bl.a. som følge af brugen af kul i energisystemet. Det bør være en vigtig målsætning for strukturelle forandringer af systemerne for international handel, at de fattige kan sikres udvikling uden at eksportere billige varer til de rige.