Hvis man primært fokuserer på pengeudvekslinger og markedspriser, er der stor risiko for at man overser vigtige miljømæssige og sociale aspekter af produktion og handel. Lad os tage handel mellem rige og fattige lande som et eksempel. Ser man kun på pengeudvekslinger og markedspriser vil handel med råvarer og andre produkter mellem rige og fattige lande fremstå som et lige bytte; der er jo tale om noget-for-noget, handel til markedspriser. Men i en økologisk-økonomisk forstand kan det lige bytte i penge udmærket mod­svares af et økologisk set ulige bytte. De miljømæssige og sociale konsekvenser af udvindingen af råstoffer og produktionen af billige råvarer er nemlig ofte ikke synlig i markedsprisen.

Udvindingen af råstoffer som olie, mineraler og gas medfører i mange tilfælde destruktion af økosystemer, forurening, overudnyttelse af vandressourcer samt slavelignende arbejdsforhold og fordrivelse af lokale befolkninger. Produktion af kød og andre fødevarer kræver jord, hvilket ofte betyder at værdifulde levesteder for mange arter bliver ryddet for at give plads til fremstilling af produkter som soja, palmeolie og kød til de rige lande. For at imødegå og bringe dette ulige bytte frem i lyset er det derfor vigtigt ikke kun at se på markedspriserne men også på materialestrømme, forurening, ødelæggelser af levesteder, arbejdsforhold og social uretfærdighed, når man beskæftiger sig med international handel.

Markedet indebærer, at de købedygtige forbrugere i rige lande kan spise meget kød og mange bananer, drikke kaffe og te, gå i bomuldstøj osv., fordi de kan betale for, at jorden i fattige lande beslaglæg­ges til dette formål i stedet for til produktionen af fødevarer til de fattige landes egne befolkninger. Denne arealan­vendelse er også betinget af den ulige fordeling internt i de fattige lande, så de store jordejere kan vælge at satse på eksportaf­grøder frem for fødevarer til lokalt forbrug.