Overtalelsesredskaber
Emil Urhammer
I dette afsnit vil vi prøve at beskrive en egenskab ved de økonomiske målinger og modeller, som ikke har været genstand for megen forskning − hverken inden for mainstream eller i økologisk økonomi. Det er de imidlertid blevet i de såkaldte ’videnskabs- og teknologistudier’, hvor man taler om, at økonomiske målinger og modeller ikke er passive afspejlinger af en færdigbygget økonomisk virkelighed, men tager del i at skabe og fremstille de økonomiske realiteter på bestemte måder. På denne måde kan økonomiske målinger og modeller ses som politiske overtalelsesredskaber, som har stor indflydelse på samfundsmæssige forhold. Eksempler på dette er BNP, som er med til at definere, hvad der er god og ønskelig samfundsudvikling, cost-benefit-analyser, som har betydning for vigtige politiske beslutninger, og Finansministeriets makroøkonomiske modeller, som bruges til at vejlede regeringens økonomiske politik. Disse redskaber er farvet af et bestemt syn på økonomien, hvor markeder og priser er de dominerende faktorer, mens økosystemer og etik ikke rigtig spiller nogen rolle. Kampen om den økonomiske politik kan således også ses som en kamp imellem forskellige overtalelsesredskaber, hvor mainstreamøkonomi lægger vægt på BNP og cost-benefit-analyser, mens andre økonomiske skoler anvender biofysiske indikatorer og fremhæver fordeling mellem forskellige grupper i samfundet som afgørende.
Samfundsmæssige måleredskaber: styring og performativitet
Jens Stissing Jensen
Samfundsmæssig udvikling handler i høj grad om styring af processer og systemer som eksempelvis ’samfundsøkonomien’, ’fødevaresystemet’ eller ’transportsystemet’. Disse systemer er imidlertid fænomener, som ikke kan iagttages eller sanses på samme umiddelbare måde som et hus eller et dyr. Samfundsmæssig styring forudsætter ikke desto mindre, at sådanne systemer og processer alligevel bliver gjort synlige. Til dette formål er der over tid udviklet en lang række ’måleredskaber’, som forsøger at identificere sundhedstilstanden og udviklingen i disse samfundsmæssige processer og systemer. Sådanne måleredskaber udgør en slags udvidet sanseapparat, som politikere, planlæggere og embedsfolk anvender til at vurdere nødvendigheden og effekten af nye politikker og strategier. Den økonomiske virkelighed gøres eksempelvis synlig som et styrbart politisk og administrativt objekt i form af løbende målinger af BNP, arbejdsløshed og inflation.
Måleinstrumenter giver imidlertid aldrig fuldstændige repræsentationer af den samfundsmæssige virkelighed, fordi de kun kan måle på udvalgte og afgrænsede parametre. Samfundsmæssig styring kan derfor fejle, hvis de parametre, som instrumenterne måler, ikke er hensigtsmæssigt afgrænsede. Målingen af inflation bruges eksempelvis typisk til at vurdere overophedninger i økonomien. Inflationsmålingerne var imidlertid ikke i stand til at identificere den økonomiske overophedning, som førte til finanskrisen i 2008. Dette skyldtes blandt andet, at inflationen alene måles på prisudviklingen på forbrugsgoder. Måleinstrumentet identificerede derfor ikke de eksplosive prisstigninger på boliger, aktier og finansielle produkter som tegn på spekulativ økonomisk overophedning. Den økonomiske overophedning blev således ikke opfanget af det måleinstrument, som traditionelt anvendes til at identificere dette fænomen. En udfordring for samfundsmæssig styring er således løbende at indstille måleinstrumenterne således, at de giver en hensigtsmæssig repræsentation af den samfundsmæssige virkelighed.
Ud over at skabe styrbarhed har måleinstrumenter også en såkaldt performativ funktion, hvilket betyder, at de aktivt er med til at forme den måde, hvorpå planlæggere og politikere opfatter samfundsmæssige problemstillinger. Dette skyldes, at måleinstrumenter kan indstilles til at gøre den samfundsmæssige virkelighed synlig på mange forskellige måder. De etablerede økonomiske måleinstrumenter måler eksempelvis primært på, om der er balance i økonomien i monetære termer: Er der balance i de offentlige finanser? Hvor stor er den private gældsætning? Stiger investeringerne i produktionsapparater? I og med at det er disse monetære balancer, som gøres synlige gennem målinger, er det også disse balancer, som bliver de fremtrædende problemstillinger i den politiske virkelighed. Dermed udelukker måleinstrumenterne en række væsentlige faktorer ved eksempelvis ikke at inddrage målene for økonomiens biofysiske udvikling.
Måleinstrumenter kan også anvendes ’performativt’, det vil sige til at redefinere, hvilke fænomener og relationer der gøres synlige og usynlige, og dermed hvilke problemstillinger det politiske system er i stand til at få øje på. Eksempelvis har måleinstrumenter spillet en performativ rolle i planlægningen af cykelinfrastrukturen i København over de seneste 20 år. Indtil midten af 1990’erne baserede planlægning sig primært på målinger af cykelulykker. Derfor handlede størstedelen af planlægningen om at reducere cykelulykker. Siden udviklede man et nyt måleinstrument (det såkaldte cykelregnskab), som også registrerede cyklisternes oplevelse af tryghed, komfort og bekvemmelighed. Under indflydelse af denne synlighed begyndte planlægningen at fokusere på at skabe gode og attraktive cykeloplevelser. Senest har Københavns Kommune udviklet endnu et måleinstrument, som fokuserer på cyklingens sundhedsfremmende effekter. Denne synlighed har være central for etableringen af regionale supercykelstier. Udviklingen af nye måleinstrumenter har således bidraget til at ’genbeskrive’ cykling fra at handle om ulykker til at handle om gode oplevelser og sundhedsfremme.
Samfundsmæssig styring og udviklingen er således tæt knyttet til anvendelsen af måleredskaber. Måleredskaber er nødvendige for at beskrive og identificere sundhedstilstanden og udviklingen i samfundsmæssige processer og systemer, som ikke kan erfares i deres helhed gennem vores umiddelbare sanseapparat. Som en slags udvidet sanseapparatur kan samfundsmæssige måleredskaber også bruges til at påvirke, hvilke problemstillinger det politiske system er i stand til at få øje på, ved at gøre visse objekter og relationer synlige og skjule andre.
Institutioner
Susse Georg
Vi taler ofte om forskellige slags institutioner, for eksempel børneinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, fængselsinstitutioner eller helt generelt om offentlige institutioner. Samtidig er der også mange, der bruger begrebet om betydningsfulde organisationer, som for eksempel FN, der er en international politisk institution, eller Verdensbanken, som er en stor international finansiel institution. I disse betydninger kan en institution enten være et sted, hvor man opholder sig, eller en organisation, der varetager bestemte opgaver. Men institution kan også betyde noget helt tredje, nemlig social orden eller et socialt mønster, der opretholdes igennem menneskers interaktioner. Ud fra denne definition regulerer institutioner menneskers adfærd og er derfor afgørende for en bæredygtig omstilling af samfundsudviklingen.
Begrebet institutioner kommer af det latinske ord instituere, som betyder at ”indrette eller etablere”. Selvom institutioner ofte tages for givet, er de ikke noget, der bare er der. De er socialt skabte. Tænk på mange af vores hverdagshandlinger, for eksempel det at spise middag sammen. Det er noget, mennesket altid har gjort, og det er noget, man gør på mange forskellige måder, men fælles for alle er, at det at spise middag sammen er en tillært handling. I de fleste familier er det de voksne, der bestemmer, hvornår og hvor familien skal spise (for eksempel ved spisebordet fremfor foran fjernsynet), og børnene retter bare ind. Mens de voksne nok er bevidste om vanerne, de etablerer, er børnene (særligt de mindre) ikke bevidste herom. For dem er det bare den måde, tingene foregår på. Når børnene engang flytter hjemmefra og stifter egne familier, er det ret sandsynligt at de viderefører mange af de samme vaner, som de er vokset op med i deres familier. Over årene er der sket en gradvis institutionalisering af den måde, hvorpå ’man’ spiser middag. Ifølge sociologerne Berger og Luckmann består denne institutionaliseringsproces af tre trin: Først skal vanerne etableres. I relation til ovenstående eksempel sker det ved, at de voksne udvikler deres spisevaner (sandsynligvis før de får børn), og at de gensidigt anerkender disse spisevaner. Denne gensidige anerkendelse betegner Berger og Luckmann som ’typificering’. Når børnene kommer til, opleves disse vaner som en kendsgerning – som en udefrakommende kraft, som de skal rette ind efter. Vanen, der er skabt af forældrene, bliver børnenes objektive virkelighed. Dette trin betegnes som ’objektivisering’. Det sidste trin, ’internalisering’, er, når børnene reproducerer ’det, de har lært hjemmefra’.
Der findes mange andre former for institutioner end dem, der regulerer den måde, vi indtager vores aftensmad på. De etableres, opretholdes og udvikles i de situationer, hvor mennesker interagerer gentagne gange. Institutioner er simpelthen nødvendige, for at vi kan koordinere og styre tingene. Ifølge sociologen Richard Scott består institutioner af kognitive, normative og regulative strukturer, der giver social adfærd stabilitet og mening.
De kognitive strukturer vedrører de forhold, der kan påvirke vores tænkevaner og forståelser. Sproget er særlig vigtigt i denne henseende. Sproget er et system af tegn, som gør det muligt for mennesker at udtrykke sig, og er dermed vigtigt for den ovennævnte objektivisering af hverdagens virkelighed. Symboler, mere generelt – uanset om det er ord, tegn eller fagter – er alle med til at påvirke vores forståelse af, hvad der foregår omkring os. De påvirker, hvordan vi skaber mening, og bidrager til etablering af det, nogle kalder vores ’kognitive landkort’ – de forståelsesrammer, hvorigennem vi skaber mening. Meningsdannelsen foregår individuelt såvel som kollektivt – det foregår i en konkret sammenhæng og er dermed også præget af den kulturelle kontekst, man befinder sig i. Og i enhver sammenhæng er der nogle grundlæggende regler for, hvordan man kategoriserer ting, relationer og processer, det vil sige for, hvordan man ordner ovennævnte symboler. Tager vi spørgsmålet om klimaforandringer som et eksempel, er der store forskelle i folks forståelse af situationens alvor. Mens langt de fleste mennesker nu anser klimaforandringerne for at være menneskeskabte, er der klimaskeptikere, der mener, at dette ikke er tilfældet. I deres verdensbillede er klimaforandringer noget, der altid har været. De mange videnskabelige rapporter, der på forskellig vis dokumenterer situationens alvor, har ikke formået at ændre deres opfattelse af, hvad der er ’virkeligt’.
De normative strukturer omfatter forskellige former for forskrifter for, hvordan man bør opføre sig. Det vil sige, at de angiver, hvad der er korrekt eller passende, samtidig med at de indebærer vurderinger af, om man nu lever op til normen. Der er et element af tvang, fordi man forventes at leve op til normerne. Normer kan dreje sig om mange ting, for eksempel om, hvad der anses for en passende omgangsform over for ældre eller udlændinge, acceptabel adfærd på en arbejdsplads eller passende brug af mobiltelefonen. Overholder man ikke normerne, kan man blive mødt med forskellige former for sanktioner – lige fra et hævet øjenbryn og hovedrysten til påtaler og skideballer. Mobning kan betragtes som en særlig ondsindet form for sanktionering af, at man ikke passer ind i forhold til nogle af klassekammeraternes normer for den rette måde at være på.
Fælles for alle normer er, at de hviler på nogle underliggende værdier om, hvad der er ønskeligt. Dette kommer til at blive en ’standard’, som menneskers adfærd bliver vurderet ud fra. Normer udtrykker bestemte forventninger til, hvordan vores mellemmenneskelige relationer skal være – de angiver den korrekte måde at gøre ting på. I forlængelse heraf kan man sige, at normer definerer, hvad der er passende – eller legitime – midler til at nå et givent mål. Legitimitet er noget, de fleste organisationer efterstræber – det er deres ”licence to operate”. Ser man på de sidste 40 års udvikling inden for industrien, er der gradvist – og stærkt understøttet af miljø-, arbejdsmiljø- og arbejdsmarkedslovgivningen (se nedenfor) – udviklet normer for virksomheders sociale ansvar (CSR, Corporate Social Responsibility, på engelsk). Hvad CSR mere konkret kan indebære, er imidlertid noget, mange konsulentvirksomheder gerne vil rådgive industrivirksomhederne om. Konsulentvirksomhederne lever blandt andet af at udarbejde forskrifter, vejledninger og frivillige standarder for, hvad ansvarlig virksomhedsdrift omfatter. Udbredelsen af sådanne forskrifter og standarder er med til at definere, hvad der betragtes som legitim virksomhedsadfærd. For at kunne bevare sin legitimitet skal man kunne retfærdiggøre sine valg/handlinger over for sine omgivelser. Dette har eksempelvis VW-koncernen haft meget svært ved oven på de gentagne skandaler i 2016 om, at deres biler forurener meget mere, end virksomheden selv har angivet.
De regulative strukturer omfatter lovgivning, regler, kontrakter og andre former for formelle aftaler samt de nødvendige overvågnings- og sanktionssystemer, der skal til for at sikre, at reglerne overholdes. Dette kræver en instans med den fornødne kapacitet til at: (1) etablere reglerne, (2) undersøge og overvåge, om andre lever op til reglerne, og (3) om nødvendigt skride til sanktioner – enten ved straf eller belønning – med henblik på at påvirke andres handlinger. Fælles for de regulative strukturer er en angivelse af, hvad de involverede parter må og ikke må, og at der er en eller form for sanktion, hvis disse angivelser ikke følges.
Udviklingen inden for miljøområdet tjener som et interessant eksempel på sammenfiltringen af de regulative, normative og kognitive strukturer. Miljøbeskyttelsesloven skal medvirke til at sikre, at samfundsudviklingen sker på et bæredygtigt grundlag ved at få virksomheder til at begrænse forureningen af luft, vand, jord og undergrund. Virksomhederne er således underlagt en række regler, som de skal overholde. Sker det ikke, kan de politianmeldes og eventuelt få en bøde. I løbet af miljøbeskyttelseslovens godt 40-årige historie er der sket to markante ændringer i lovens ’mål og midler’: Fra at have fokuseret på miljøbeskyttelse er målet ændret til også at omfatte forebyggelse af, at problemerne opstår. Samtidig er de gængse midler (godkendelser af virksomhedernes produktion og udledninger) blevet suppleret med en øget brug af frivillige miljøledelsesstandarder (selvregulering) til at fremme virksomhedernes miljøarbejde. Denne udvikling skal ses i lyset af den store politiske interesse for at forenkle lovgivningen og effektivisere det offentlige, som knyttes til introduktionen af New Public Management i den offentlige sektor fra midten af 80’erne og frem. Myndighedernes begrænsede ressourcer til at kontrollere virksomhederne var en af de ting, der var med til at legitimere en øget brug af selvregulering. Samtidig var der mange, der mente, at man på denne måde ville kunne opnå bedre (miljø)resultater, fordi virksomhederne ville være mere motiverede og have nemmere ved at overholde forhold, som de selv havde været med til at aftale. De tre former for institutioner – kognitive, normative og regulative – understøtter hinanden: Miljøledelsesstandarder er normative forskrifter for, hvordan virksomheders miljøarbejde bør tilrettelægges. Introduktionen af disse spiller sammen med forestillinger om, hvad der bedst kan tilskynde virksomheder i deres miljøarbejde, og med forestillinger om nødvendigheden af en effektivisering af den offentlige sektor. Tilsammen retfærdiggør disse anvendelsen af normative virkemidler som supplement til den retslige regulering.
Institutioner er vigtige kilder til magt: De kognitive strukturer præger vores forståelsesrammer, vores opfattelser af, hvad er der virkeligt og vigtigt. Vores fortolkninger af det, der sker (eller er sket) omkring os, afhænger af vores viden og de forståelsesmodeller, vi benytter os af. Og her spiller de normative strukturer – opdragelse, skolegang, uddannelsesvalg m.m. – ind og former vores syn på, hvordan man bør opføre sig, og hvordan udviklingen bør være. De kognitive og normative strukturer er således samvirkende i at skabe vores forståelse og forventninger og har herigennem en vis ’definitionsmagt’. De regulative strukturer er måske mere håndgribelige, i og med at de nedfældes i love og kontrakter. Ved at angive, hvem der har ret til hvad, kan man forsøge at sikre ’ro og orden’ og at beskytte de forskellige parters interesser. Det er imidlertid ingenlunde sikkert, at alle interesser vægtes lige højt. Som følge heraf etableres en ’positionel magt’, hvor nogle har mere ret eller flere rettigheder end andre. Sådanne magtbastioner er langtfra sikre eller stabile – de kan og bliver udfordret af folk, der tænker og handler anderledes, end institutionerne foreskriver.
I og med at institutioner er socialt konstruereret, er de også foranderlige. Tingene kan være anderledes. Ofte kan introduktion af ny teknologi være anledningen til, at institutioner ændres. Tænk bare på udviklingen af internettet og de muligheder, det har givet for at skaffe information og for at være i kontakt over store afstande. Samtidig har det betydet ændringer i vores opfattelser og normer. For 10 år siden var det måske ikke utænkeligt, men i hvert fald ikke velanset, at man læste avis i timerne, mens undervisningen foregik. I dag udfordres lærerne af elevernes/de studerendes brug af Facebook og andre sociale medier i timerne. På tilsvarende vis var det utænkeligt for ganske få år siden, at man åbnede og læste sin (papir)post, mens man var til møde på sin arbejdsplads. Det gjorde man bare ikke. Men i dag er det at tjekke sin e-post, mens man er til møde, nærmest normalt. Disse skred i, hvad der betragtes som acceptabel adfærd, vidner om, at institutioner kan ændres (relativt) hurtigt.
Sikring af en bæredygtig omstilling kræver ændringer af mange institutioner, lige fra vores opfattelser af, hvad det menneskelig samfund er (en metabolisk organisme), og hvad det kan tåle/klare, til vores normer for, hvordan vi bør omgås hinanden og naturen, til lovgivningen, der skal udformes med henblik på at fremme transformationen af vores energisystemer m.m.
Systemtænkning
Emil Urhammer
Blandt økologiske økonomer er det meget udbredt at bruge ordet system. Ifølge systemteoretikeren Donella Meadows består et system af en mængde sammenhængende og vekselvirkende elementer, som er organiseret på en måde, så de opnår noget bestemt. I nogle tilfælde er systemer organiseret med et bestemt formål for øje fra begyndelsen, mens organiseringen andre gange bare er opstået hen ad vejen. I kraft af sin indre organisering kan et system opretholde sin eksistens ved hjælp af en række mekanismer udført i et samspil mellem dets forskellige dele.
Ifølge Meadows er de fleste systemteoretikere enige om følgende tre overordnede egenskaber ved systemer. (1) Systemers virkemåde er bestemt af deres indre struktur. Udefrakommende påvirkninger kan ændre et systems virkemåde, men systemets forskellige virkemåder ligger gemt som potentialer i selve systemet. (2) Det er meget svært at afgrænse et system. I de fleste tilfælde vil der ikke være nogen reel systemgrænse. I stedet defineres grænsen mellem system og omverden af den analyse, man udfører. (3) Systemer kan meget ofte ses som systemer inden i større systemer. På denne måde er systemer ofte karakteriseret ved et hierarki, hvor et system faktisk består af en række mindre undersystemer, som er indlejret i og virker som elementer i det større system.
Af ovenstående meget brede karakteristik fornemmer man, at systemer kan være mange forskellige ting. En lille skovsø med fisk og vandplanter kan for eksempel ses som eksempel på et system − et økosystem, hvor forskellige dyre- og plantearter lever og indgår i samspil med hinanden. Men det er ikke kun i naturens verden, at vi finder systemer. Et samfunds transport kan for eksempel også ses som et system − transportsystemet − og samfundsøkonomien bliver af mange også opfattet som et system. I alle disse eksempler kan man identificere en hierarkisk organisering. Skovsøen er et undersystem af hele skovens økosystem, togdriften er et undersystem af det samlede transportsystem, og transportsystemet kan ses som et undersystem af det samlede økonomiske system.
Gennem samspillet mellem forskellige elementer kan et system opnå en bestemt tilstand, som kan ændre sig over tid. I tilfældet med skovsøen kan en bestemt art for eksempel sørge for, at vandet i søen er klart ved at spise alger, som ellers ville gøre vandet grumset. Skubbes der nu til systemet udefra, kan tilstanden ændre sig. Måske er der en landmand, som leder næringsstoffer ud i søen, så algerne får masser at spise, eller den art, som holder algemængden nede, forsvinder på grund af fiskeri. Begge dele kan være med til at ændre balancen i søen. Sådanne ændringer er tit meget svære at forudsige, fordi de ofte er afhængige af komplekse samspil mellem systemets indre elementer, som vi ikke forstår eller kender til.
Som beskrevet ovenfor kan man se på mange forskellige ting med systembriller, og samspil mellem arter i naturen, transportformer og økonomiske enheder kan alle ses som systemsamspil med forskellige feedbackmekanismer. Man kan altså bruge systemtænkningen på tværs af skel mellem natur, samfund og økonomi, og det er derfor også, som allerede nævnt, meget svært at adskille forskellige systemer fra hinanden. Den lille skovsø er koblet til økonomien, fordi landmandens økonomiske aktiviteter virker ind på dens tilstand, mens økonomien er koblet til transportsystemet, fordi varer og mennesker skal transporteres rundt, for at økonomien kan fungere. En af de store udfordringer i systemtænkningen er derfor at afgrænse det system, man ønsker at undersøge. Dette kan dog blandt andet gøres ved at simplificere undersøgelsen og udelade forskellige forbindelser til andre systemer.
Inden for systemtænkningen og i særdeleshed i spørgsmål om bæredygtighed er begrebet modstandskraft (også kaldet resiliens) et vigtigt begreb. Modstandskraft handler om et systems evne til at bevare en bestemt tilstand på trods af udefrakommende indvirkninger. Ser vi på skovsøens evne til at holde vandet klart, kan man sige, at modstandskraften er lav, hvis landmanden kun kan tilføre meget små mængder af næringsstoffer, før vandet bliver grumset. På samme måde kan man sige, at modstandskraften er høj, hvis man kan fange en meget stor mængde af de fisk, som holder algebestanden nede, før søen bliver grumset. I det sidste tilfælde kan modstandskraften ligge i, at der er andre fiskearter i søen, som også er med til at holde algemængden nede. Når en art bliver presset, kan andre arter altså tage over og udføre samme opgave. Denne egenskab er vigtig for modstandskraften og en af grundene til, at man fremhæver biodiversitet som vigtigt for økosystemers overlevelse.
Systemteoretikere taler også ofte om såkaldte tipping-points eller vendepunkter. Et vendepunkt er det punkt, hvor systemet går fra en tilstand til en anden. Tager vi skovsøen igen, er der et vendepunkt netop der, hvor mængden af tilførte næringsstoffer overskrider systemets evne til at holde vandet klart, og vandet bliver grumset. Kigger man på økonomien, kan der for eksempel være et vendepunkt netop der, hvor en boligboble ikke længere kan holdes oppustet, og boligmarkedet kollapser i styrtdykkende boligpriser, konkurser og tvangsauktioner.
Næste afsnit: Overtalelsesredskaber
Introduktion: Teoretiske briller
En teori kan forstås som en bestemt type briller, der gør det muligt at se bestemte ting, mens andre ting forsvinder. Brillerne er altså afgørende for, hvad man ser. Mens de øvrige temaer præsenterer teoretiske briller, der fokuserer på, hvad man kunne kalde kernestoffet i økologisk økonomi, indeholder dette tema eksempler på teoretiske perspektiver, der ikke specifikt drejer sig om miljø. Økologisk økonomi er inspireret af og trækker på forskellige forståelser, der oprindelig er udviklet inden for andre teoretiske skoler. Det gælder både generelle forståelser som systemtænkning, der går på tværs af faglige discipliner, og mere specifikke teorier fra andre økonomiske skoler, der adskiller sig fra mainstream økonomisk teori som for eksempel klassisk institutionel økonomi.