Drivkræfter og fordeling

Fordeling af brugsværdierne i et samfund

Inge Røpke

Som omtalt i temaet om vækst kan økologisk økonomi tilslutte sig en forestilling om, at et samfund i løbet af et år fremstiller en ”real kage”, en mængde af brugsværdier, som samfundet enten kan forbruge i årets løb eller investere i fremtidige forbrugsmuligheder. Selvom produktionsresultatet ikke kan måles på en meningsfuld måde, har vi alligevel en klar forestilling om, at det bliver ulige fordelt. Nogle grupper i samfundet får bedre mad, har større boliger, er mere mobile osv. end andre. Fordelingen af goderne er et aspekt af den måde, samfundet og de økonomiske aktiviteter er organiseret på.

Fordelingsspørgsmål ses som politiske spørgsmål, som mainstreamøkonomer ofte vil søge at undvige ved at henvise til politikerne. Mange mainstreamøkonomer mener, at deres egne teorier om, hvordan økonomien fungerer, er værdifri og kan bruges som et neutralt grundlag for politiske debatter. Det synspunkt finder økologiske økonomer helt misvisende og fremhæver i stedet, at værdier er integreret i de begreber og perspektiver, man anvender. Inden for økologisk økonomi meldes der klart ud omkring fordeling: Anerkendelsen af biofysiske grænser kombineres med et ønske om at omfordele til fordel for de fattige. Vi lever i dag i en verden med store uligheder og udbredt fattigdom, og der er i høj grad brug for at forbedre levevilkårene for de dårligt stillede. De biofysiske grænser indebærer, at det er umuligt at løse fattigdomsproblemerne alene gennem vækst. Nok kan teknologisk udvikling gøre det muligt at få mere brugsværdi og højere levestandard ud af ressourcerne, men det vil alligevel være utilstrækkeligt. Hvis man kombinerer denne opfattelse af situationen med en værdimæssig forestilling om, at alle mennesker bør sikres gode levevilkår, så fører det til en etisk fordring om at omfordele til fordel for de fattige.

Grundmodel for fordeling
I den traditionelle neoklassiske kredsløbsmodel, hvor virksomheder sælger varer og tjenester til husholdningerne, som på deres side sælger produktionsfaktorer til virksomhederne, ligger en forestilling om, at produktionsfaktorerne aflønnes i forhold til deres bidrag til produktionen. Teorien udgør dermed en form for legitimering af uligheden som et resultat af de anonyme markedskræfter. Inden for økologisk økonomi er grundmodellen anderledes: Der er ikke noget kredsløb, der går op. I stedet er der på den ene side en produktionsproces, hvor mange forskellige økonomiske enheder (virksomheder, husholdninger, offentlige institutioner, lokalsamfund, fællesskaber, organisationer osv.) bidrager til at fremstille produktionsresultatet – den reale kage af brugsværdier – hvoraf kun nogle handles på markeder. På den anden side er der en fordelings- og forbrugsproces, hvor samfundets medlemmer gennem en række metoder skaffer sig adgang til brugsværdierne. For at blive i kage-metaforen er der ikke nogen generel forbindelse mellem personernes bidrag i bageriet og deres adgang til at spise kagen. Tilegnelsesmekanismerne er langt mere komplekse og baseret på en lang historie af konflikter og magtforhold, der har udkrystalliseret sig i de nuværende institutioner og mekanismer.

Fordelingsmekanismer
Det mest afgørende for den enkeltes adgang til brugsværdier er, hvor personen er født eller evt. opholder sig. Branco Milanovic, der er ekspert i studiet af fordeling, kalder det ”citizenship rent”, at den enkeltes levestandard afhænger mere af, hvor man befinder sig, end af, hvad man laver. Man kan være nok så hårdtarbejdende i et udviklingsland og alligevel få meget lidt ud af det, både fordi ens redskaber og samfundets infrastruktur er ringe (som neoklassiske økonomer ville fremhæve), og fordi lokale og globale magtforhold placerer en i en svag position i fordelingskampen. Det er ikke ens personlige indsats, der er mest afgørende for ens udbytte.

Det er nærliggende at opdele et samfunds fordelingsmekanismer i to brede grupper, afhængig af om de er knyttet til markeder eller ej. På markeder er adgangen til goder bestemt af, om man har købekraft i form af penge, mens adgangen i andre sammenhænge afgøres af andre typer institutioner. For eksempel er fordelingsmekanismerne inden for en husholdning som regel baseret på konventioner omkring, hvem der har ret til hvad, og der er et stort element af omsorg knyttet til konventionerne. I relation til den offentlige sektor er tildelingen af goder ofte baseret på rettigheder. Det kan være rettigheder til overførsler af købekraft i form af for eksempel pensioner eller uddannelsesstøtte, eller det kan være adgang til at bruge goder som lægehjælp eller uddannelse, som det offentlige stiller til rådighed.

For at sikre sig goder via markeder er købekraft som sagt afgørende. I moderne samfund er langt de fleste afhængige af at skaffe sig købekraft. Nok bliver en del af brugsværdierne skabt inden for husholdningerne, når vi for eksempel dyrker grøntsager i haven, laver mad, gør rent og passer børn. Men husholdningerne har også brug for meget, som de ikke selv kan fremstille, ligesom de må hente råvarer og udstyr fra andre dele af økonomien til deres egen produktion. Hvordan skaffer de sig købekraft? I vores samfund er de fleste nok tilbøjelige til først at tænke på arbejde som adgangen til at skaffe sig købekraft: Ved at være med til at fremstille den reale kage får vi løn. Købekraft kan også opnås i kraft af ejendomsret til de aktiver, der bruges i produktionen, som for eksempel jord, bygninger, maskiner, patenter, varemærker og andre rettigheder. Aktiverne kan være ejet af personer direkte eller indirekte gennem deres ejerskab af for eksempel aktier i en virksomhed. Finansiering af produktionen gennem udlån kan også give adgang til betaling i form af renter.

I den neoklassiske kredsløbsmodel går det op: Når virksomhederne sælger varerne, kommer der et beløb ind, som aflønner produktionsfaktorerne i form af løn, renter på lån, betaling for brug af patenter, aktieudbytter mv. Imidlertid går det ikke op, blandt andet fordi købekraft også opstår i form af kapitalgevinster. Hvis en virksomhed har succes med sine varer, eller hvis den ejer et vigtigt patent, kan kursen på dens aktier stige. Det kan ejerne omsætte til købekraft for eksempel gennem belåning. Købekraft kan også opstå i relation til ejerskab af andre aktiver, idet ejerrettigheder nogle gange kan give et særlig stort udbytte som følge af forandringer i samfundet. Da jernbanerne i sin tid blev etableret, blev grundene i nærheden af de nye stationer for eksempel mere værd. Den form for samfundsskabt indtjening kaldes på engelsk ”rent” eller ”unearned income”. På dansk bruges udtrykket jordrente, men fænomenet er mere generelt. Som parallel til ”unearned income” kan det kaldes ufortjent indkomst – en gevinst, som ejeren af aktivet kun får i kraft af ejerskab og ikke i kraft af en indsats. Et nyere dansk eksempel kunne være de kapitalgevinster, som mange boligejere fik som følge af indførelsen af nye lånetyper i starten af 00’erne. Aktiver kan også tabe i værdi, som det for eksempel sker, når grunde og huse taber i værdi som følge af opførelsen af vindmøller eller anlæg af motorveje i nærheden.

Fordelingen af købekraften mellem samfundets borgere beror i høj grad på styrkeforhold og de dertil knyttede institutioner. Styrkeforhold er afgørende ikke mindst for forholdet mellem, hvad der kan tjenes på henholdsvis arbejde og ejendomsret til aktiver. I samfund med stærke organisationer for lønmodtagere kan der tjenes relativt mere gennem lønnet arbejde end i samfund med svag organisering. De historiske betingelser spiller en stor rolle for styrkeforholdene, sådan som det for eksempel afspejles i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor de store ofre under krigen gav en stærk ideologisk opbakning til opbygning af et velfærdssamfund for alle, blandt andet baseret på formueskat og et højt skattetryk på høje indkomster. Etableringen af velfærdsstatens ydelser lagde også en bund under, hvor hårdt lønmodtagerne kunne presses. I mange lande blev dette sociale kompromis aktivt angrebet fra 1980’erne og frem, så ejerne af aktiver kom til at stå langt stærkere i fordelingskampen. Det har efterhånden afspejlet sig i ændrede skattesystemer og et svagere socialt sikkerhedsnet. Desuden har privatisering åbnet for etablering af privat ejendomsret til aktiver, der tidligere var fælleseje eller offentligt eje. Det gælder for eksempel forskellige former for infrastruktur og ressourcer som fisk. Endvidere er der åbnet for patentering på nye områder som software og genmodificerede organismer.

Købekraft gennem kredit
I moderne samfund spiller kredit en stor rolle for fordelingen af købekraften og for forholdet mellem strømmen af købekraft og den reale kage. I samfund med et veludviklet banksystem er det muligt for virksomheder og folk med nye idéer at sætte noget i gang uden selv at have den fornødne købekraft. De er heller ikke afhængige af at kunne låne købekraft fra andre, der så må afgive købekraft, for bankerne (og staten) er i stand til at skabe ny købekraft. I praksis foregår det på den måde, at banken giver virksomheden et lån på for eksempel 1 million kroner ved dels at oprette et lånedokument (hvor der står: Virksomheden skylder banken 1 million kr., og pengene skal forrentes og betales tilbage på en bestemt måde), dels at øge det beløb, der står på virksomhedens konto i banken, med 1 million kr. Beløbet kommer ikke et andet sted fra, men skabes i det øjeblik, status på kontoen forhøjes. Beløbet er nu penge – det vil sige et alment accepteret betalingsmiddel. Der er visse grænser for, hvor mange penge en bank kan skabe på den måde, men der er et stort spillerum for at skabe ny købekraft. At penge kan skabes gennem kredit, giver store muligheder for at sætte ny produktion i gang og dermed for at øge den reale kage. Samtidig skaber processen nogle nye krav på den reale kage. For det første skal lånet betales tilbage og tilmed forrentes. For det andet har ejerne, der for eksempel kan være gået ind med aktiekapital, en forventning om forrentning. Samfundets institutioner kan sagtens være indrettet sådan, at långivere og ejere kan opnå en forrentning af deres aktiver, der øger købekraften mere, end den reale kage øges, som følge af det nye initiativ (hvis man ellers kunne måle væksten i den reale kage).

Misforholdet mellem vækst i købekraft og vækst i den reale kage skærpes, når bankerne skaber købekraft for at låne ud til anskaffelse af eksisterende aktiver som for eksempel boliger. Handel med eksisterende aktiver øger ikke den reale kage (dog i nogle tilfælde nytten af den), men fordringerne på kagen øges, når strømmen af købekraft øges. Det samme sker, når samfundsudviklingen skaber ufortjent indkomst i form af kapitalgevinster. Dertil kommer, at den finansielle sektor siden 1980’erne i stigende grad har udviklet komplekse mekanismer, der øger strømmen af købekraft uden at bidrage til den reale kage. Resultatet er, at de samlede købekraftkrav på den reale kage vokser langt mere end kagen selv, og at en stigende andel af kravene tilegnes af de grupper, der i forvejen er bedst stillet.

Den stigende ulighed er i sig selv problematisk, ikke mindst i en verden med biofysiske begrænsninger. Desuden bidrager skævhederne til at skabe økonomiske kriser, og de finansielle mekanismer skaber bobler med stigende priser på aktiver samt bjerge af gæld, der udløses i finansielle kriser.

Konsekvenser af skæv fordeling
Forskellige institutioner og mekanismer bidrager til at forstærke ulighed, når den først er opstået. For eksempel betyder mulighederne for at arve, at nye generationer i rige familier ikke skal starte på en frisk, men kommer ind i fordelingskampen med gode kort på hånden. Samtidig giver store formuer særlige muligheder for at opnå en højere forrentning end andre og for at udnytte skattely, ligesom virksomheder med stærke positioner kan udnytte dem til at blive endnu stærkere. Især i USA diskuteres det i stigende grad, om den store ulighed undergraver det politiske system, fordi penge er blevet så vigtige for at få politisk indflydelse.

Indretningen af fordelingsmekanismerne forsvares til tider med, at de bidrager til at understøtte den teknologiske udvikling. For eksempel skal patentsystemet gøre det muligt at tjene pengene ind igen, når man har investeret store summer i udviklingsarbejde, men systemet bliver i stigende grad kritiseret for at være alt for lukrativt og i nogle tilfælde for snarere at være en hæmsko for udvikling. Mere generelt kan det give mening at have incitamenter, der fremmer nyskabelser, men den aktuelle indretning af fordelingssystemerne fører til resultater, der er helt ude af proportioner.

Ønsket om at fremme innovation hænger ofte sammen med forestillingen om, at det øger den reale kage, der er til fordeling. Det er bestemt også rigtigt, at innovation kan bidrage til at øge mængden af brugsværdi, der kommer ud af ressourcerne, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Her er det vigtigt at være opmærksom på den mere generelle pointe, at både innovationens retning og kagens sammensætning i det hele taget er stærkt påvirket af fordelingen af købekraft. Kagen bliver ikke først bagt og fordelt bagefter. Tværtimod bestemmer især købekraften, hvilken kage der bliver bagt.

[otw_shortcode_info_box border_type="bordered" border_style="bordered"]Eflornithin og sovesyge
I dette tema argumenteres der for, at den betalingsdygtige efterspørgsel har indflydelse på, hvad samfundskagen kommer til at bestå af. Her vil vi give et eksempel på dette fra de to økologiske økonomer Herman Daly og Joshua Farleys lærebog om økologisk økonomi.
For nogle årtier siden udviklede medicinalfirmaet Aventis et lægemiddel kaldet Eflornithin, som kunne helbrede afrikansk sovesyge. Der var stor efterspørgsel efter lægemidlet blandt fattige afrikanere, men desværre havde disse mennesker ikke købekraft nok til at sikre en for Aventis tilfredsstillende indtjening på produktet. I stedet for at markedsføre produktet til bekæmpelse af afrikansk sovesyge valgte Aventis derfor at sælge patentet til et andet medicinalfirma, som brugte Eflornithin som et middel mod uønsket ansigtsbehåring til kvinder. Dette nye produkt havde en købestærk efterspørgsel blandt velhavende vesterlændinge, og på denne måde blev købekraften udslagsgivende for, hvilket produkt der endte med at komme på markedet og dermed blive en del af samfundskagen.
Historien sluttede dog godt, idet organisationen Læger uden Grænser truede med at offentliggøre den, hvilket fik Aventis til at genoptage produktionen af Eflornithin som middel imod sovesyge til fattige afrikanere. [/otw_shortcode_info_box]

Se også: Opgaver til temaet Drivkræfter og fordeling

by ecomacundervisning

Handel og globalisering

Inge Røpke

Forestillingen om, at frihandel er godt, kan ses som en af de idéer, der understøtter vækstmotoren. Men den forestilling udfordres, når man anlægger et økologisk økonomisk perspektiv. Dette afsnit giver et eksempel på, hvordan man ser noget andet gennem biofysiske briller end med mere traditionelle økonombriller.

Det er en meget udbredt opfattelse, at frihandel er godt. Det vigtigste argument er, at handel giver større muligheder for arbejdsdeling og specialisering. Dermed bliver den samlede produktion større, fordi ressourcerne udnyttes på den mest effektive måde. Hvert land kan specialisere sig i de brancher, det er bedst udrustet til, og gennem handel få adgang til en større mængde goder, end landet kunne have fremstillet i isolation. Især i små lande kan det være problematisk, hvis adgangen til større markeder hæmmes af barrierer, fordi det nationale marked kan være for lille til udnyttelse af stordriftsfordele. Desuden er det et argument for frihandel, at alle bliver udsat for konkurrence og dermed tvinges til at øge produktiviteten.

Forestillingen om frihandel som et gode for alle er blevet grundigt kritiseret, også uafhængigt af et biofysisk perspektiv. For eksempel kan forestillingen kritiseres for at tage udgangspunkt i et statisk perspektiv ved at fremhæve de fordele, der på et givet tidspunkt knytter sig til den aktuelle arbejdsdeling og specialisering. I modsætningen hertil vil et dynamisk perspektiv fremhæve handelens betydning for et lands udvikling over tid. For at gennemføre overgangen fra landbrugs- til industrisamfund er det i sagens natur afgørende at opbygge industri. Det kan være svært, hvis opbygningen ikke beskyttes mod konkurrence fra mere avancerede lande. Hvis overvejende råvareproducerende lande tvinges til frihandel, risikerer de at havne i en specialiseringsfælde, som kan være svær at komme ud af. Det er derfor ikke mærkeligt, at langt de fleste lande med en succesfuld industrialisering har gennemført den under beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Efterhånden som industrien bliver stærkere, kan landet åbne for konkurrence og dermed øge presset for effektivisering. Det kan også være afgørende for en succesfuld industrialiseringsproces, at staten regulerer sammensætningen af importen, så for eksempel maskiner til industrien får højere prioritet end forbrugsvarer. Det gjorde Danmark for eksempel efter Anden Verdenskrig.

Processen kan vanskeliggøres på mange måder. For eksempel har de industrialiserede lande benyttet sig af en form for asymmetrisk liberalisering af handelen ved at undlade at lægge told på import af råvarer som bomuld fra ulande, mens de lagde høj told eller mængdemæssige begrænsninger på import af færdigvarer som bomuldstøj fra de samme lande, som derved fik sværere ved at industrialisere. Også for eksempel EU’s statsstøtte til egen landbrugsproduktion og -eksport har gjort det svært for nogle ulande at videreudvikle deres landbrug. Samtidig har lokale magthavere internt i nogle ulande prioriteret at berige sig selv gennem råvareeksport frem for at satse på økonomisk udvikling.

Gennem de seneste årtier er det lykkedes for en del ulande at industrialisere og bruge handel som redskab i processen. Man hører ofte det argument, at handel og globalisering har bidraget til at bringe 300 millioner kinesere ud af fattigdom. Det er rigtigt, at reguleret handel (ikke frihandel) har været et vigtigt led i industrialiseringen af ikke mindst Kina, der har haft brug for at importere avanceret teknologi fra andre lande og har skaffet midlerne til importen gennem eksport af den type industrivarer, der kræver meget arbejdskraft (tekstiler, samling af elektronik, husholdningsredskaber, værktøj, legetøj). Fra et biofysisk perspektiv er det imidlertid problematisk, at udviklingsprocessen på den måde blev knyttet sammen med, at befolkningen i de rige lande øgede deres materielle forbrug. På grund af de meget lave lønninger i de nyindustrialiserede lande blev mange produkter meget billige, hvilket bidrog til at fremme brug-og-smid-væk-kulturen i de rige lande og til, at et givet beløb i kroner kan mobilisere en større mængde materielle ressourcer. Ydermere betød det for mange produkters vedkommende, at fremstillingen førte til mere forurening, fordi den kinesiske energiproduktion var baseret på kul fra mindre effektive kraftværker. Meningen med dette perspektiv er ikke at argumentere for, at Kina og andre lande ikke skulle industrialisere og bringe befolkningen ud af fattigdom, men derimod at vise absurditeten i, at det nuværende system kun muliggør processen ved at gøre de rige rigere og ved at undergrave miljøet. Et mere miljømæssigt rationelt og mere etisk forsvarligt system ville bringe folk ud af fattigdom uden at øge forbruget hos dem, der allerede har meget.

Det biofysiske perspektiv tilføjer også andre kritikpunkter. Det er for eksempel oplagt at bemærke de miljømæssige aspekter af transport. Den kraftige vækst i den globale handel er blandt andet baseret på lave og faldende transportomkostninger, fordi der er sket store effektiviseringer især i form af arbejdsbesparende teknologi. Selvom energiforbruget pr. transporteret enhed også er faldet, er energiforbrug og forurening ved godstransport betydelig – og disse omkostninger betales der ikke for. Hvis man skulle betale for miljøomkostningerne ved transport, ville handel ikke kunne betale sig i samme omfang som nu. De globale handelsstrømme bidrager også til at vanskeliggøre cirkulær økonomi for biomasse. For eksempel er det ikke særlig rationelt at eksportere soja fra Latinamerika som foder til danske grise med det resultat, at næringsstofferne ender i danske vandløb.

Økologisk økonomi har også fremhævet det problematiske i, at handel bidrager til at skjule de biofysiske grænser. På den ene side kan det ses som en fantastisk fordel, at landene komplementerer hinanden i biofysisk forstand. Når den økonomiske vækst i et land støder ind i biofysiske grænser – mangel på jord, vand, skov, mineraler, energi – så gør handel det muligt at overvinde barrieren og fortsætte væksten. På den anden side betyder denne proces, at alle ressourcer udnyttes til det yderste, og at menneskeheden nærmer sig mange biofysiske grænser på én gang. Muligheden for at omgå grænserne gør, at vi overser de faresignaler, der ellers kunne have været en feedbackmekanisme, som fik os til at ændre kurs.

Hidtil er handel blevet beskrevet, som om den foregår mellem lande, men det meste handel foregår mellem virksomheder. Staterne kan regulere rammerne, men efterhånden er mange virksomheder så store, at de har stor indflydelse på rammerne og kan spille stater ud imod hinanden. Teorien om, at handel er til gavn for alle involverede lande, er baseret på den forudsætning, at produktionsfaktorer som arbejde og kapital er bundet til et bestemt land på samme måde som råvarer. Men med den stigende liberalisering af især de internationale kapitalbevægelser siden 1980’erne er den forudsætning i stadig mindre grad opfyldt. De store transnationale selskaber organiserer forsyningskæder i hele verden, udnytter de absolutte fordele, der knytter sig til forskellige steder, og organiserer kapitaloverførsler, så deres skattebetaling minimeres. Globaliseringen udfordrer i høj grad de enkelte staters muligheder for at regulere produktstandarder og miljøforhold, ligesom fagforeningernes muligheder for at forsvare løn- og arbejdsforhold undergraves. Desuden prøver virksomhederne at gøre stadig flere områder til genstand for privatisering, så der kan tjenes penge på for eksempel vandforsyning, uddannelse og sundhedsvæsen, der i mange lande er eller har været organiseret kollektivt. Moderne diskussioner om handelsaftaler handler kun i begrænset omfang om at nedbringe toldsatser og fjerne mængdemæssige begrænsninger. Det handler mere om at udvide spillerummet for de transnationale selskaber, gøre flere områder til genstand for privatisering, hindre staterne i at stramme op på produkt- og miljøregulering og sikre virksomhedernes indtjening på intellektuelle rettigheder.

Selvom det gamle frihandelsargument er blevet undergravet af kapitalens mobilitet, vil liberalister fastholde, at frihandel er til gavn for alle, fordi det gør varerne billigst mulige: De bliver produceret der, hvor omkostningerne er lavest, og konkurrencen sørger til stadighed for at øge produktiviteten mest muligt. Der kan sikkert sættes spørgsmålstegn ved, om det holder i praksis, men vigtigere er det, at store omkostninger holdes uden for regnskabet: Miljøet lider skade, arbejdsforholdene undergraves, og velfærdsstaterne kan ikke finansieres. For den enkelte kan det opleves som en gevinst, at man kan flyve billigt med lavprisselskaber, men de kollektive omkostninger er klimaødelæggelse, forringede arbejdsforhold og afvikling af velfærdsstaterne.

Effekterne på fordelingen er kompleks. På den ene side kan det ses som et fremskridt, at indkomsten er steget for store grupper i fattige lande, men på den anden side har globaliseringen øget uligheden i mange industrialiserede lande, ikke mindst i USA og UK, hvor de rigeste er blevet rigere, mens middelklassen har tabt terræn. Når det ikke for længe siden har udløst protester, skyldes det formentlig kombinationen af lave priser på mange varegrupper og den kraftige kreditvækst, der har gjort det muligt at opretholde levestandarden – indtil den finansielle krise satte en stopper for det.

På længere sigt vil en økologisk økonomisk tilgang lægge op til, at økonomierne i biofysisk forstand bør blive mere selvbærende, så kredsløbene lettere kan lukkes, transporten reduceres, og begrænsningerne gøres mere synlige. På mange punkter har både den demografiske og den teknologiske udvikling gjort handel uundgåelig – i nogle områder kan der kun skaffes tilstrækkelig mad på den måde, og i Danmark er det for eksempel svært at forestille sig en økonomi uden elektronisk udstyr, som vi ikke selv har ressourcerne til at fremstille. Men regulering af miljø, arbejdsforhold, kapitalbevægelser og meget andet er nødvendig for at sikre, at handelen foregår på rimelige vilkår, og at vi ikke får varerne alt for billigt.

Næste afsnit: Fordeling af brugsværdierne i et samfund

by ecomacundervisning

Vækstmotoren

Inge Røpke

Siden starten af industrialiseringen og især i perioden efter Anden Verdenskrig har vi i de rige lande kunnet øge vores materielle forbrug betydeligt. I figuren nedenfor er nogle af de centrale mekanismer bag det voksende forbrug skitseret. I den tilknyttede forklaring henviser tallene i parenteser til boksene i figuren. I dette afsnit belyses det, hvordan den ulige fordeling i sig selv bidrager til væksten i metabolismen.

De grundlæggende betingelser for forbrugsvækst
Der er to grundlæggende betingelser for den kraftige vækst i levestandarden i den rige del af verden. For det første ville den omfattende forbrugsvækst siden starten af industrialiseringen have været umulig uden adgang til billige fossile brændsler (1). Fossile brændsler udruster os med et stort antal ”energi-slaver”, der anvendes til mekanisering af produktionsprocesserne og muliggør store stigninger i arbejdsproduktiviteten, det vil sige i fremstillingen af varer per arbejdstime. Indtil for nylig har brændslerne som regel været relativt billige, fordi det har været billigt at udvinde dem – men priserne har også svinget og i perioder været stærkt påvirket af specielle politiske forhold. Derimod afspejler priserne kun i meget begrænset omfang den lange række af miljømæssige og sociale omkostninger, som udvinding og brug af fossile brændsler giver anledning til – som for eksempel mineulykker, olieudslip, forsuring, partikelforurening og global opvarmning. Da disse omkostninger ikke afspejles i prisen, kan den økonomiske vækst siges at hvile på ”falske forudsætninger”, og efter mere end halvanden hundrede år med disse forudsætninger er de blevet bygget ind i samfundets sociale og fysiske strukturer, som for eksempel udviklingen af privatbilismen og de dertil knyttede vejsystemer, forstadsbebyggelser og indkøbscentre baseret på lave benzinpriser.

Den anden grundlæggende betingelse for det høje forbrug knytter sig til de internationale relationer og styrkeforhold mellem landene i verdenssystemet, idet de tidligt industrialiserede lande opnåede en magtposition, der gjorde det muligt at fremskaffe råmaterialer og udnytte billig arbejdskraft i andre dele af verden (2). Da industrialiseringen udviklede sig, var de internationale relationer i forvejen præget af de europæiske landes kolonisering af andre dele af verden, og industrialiseringen forstærkede behovet for at hente råvarer i kolonierne. For eksempel skaffede England bomuld fra Indien til udvikling af sin tekstilindustri, samtidig med at den indiske tekstilproduktion blev undergravet gennem handelsrestriktioner. Ikke mindst ved hjælp af protektionisme lykkedes det en række europæiske lande, USA og Japan at indhente det engelske forspring i industrialisering, mens kolonierne blev fastholdt som råvareleverandører. Trods afkolonialiseringen efter Anden Verdenskrig spiller råvareeksport stadig en stor rolle for mange lande, blandt andet fordi mange mekanismer i de globale systemer for handel og kapitaloverførsler gør det vanskeligt at bryde mønstrene. Der er sket en vis industrialisering i forbindelse med udflytning af aktiviteter fra rige til fattige lande, og de globale fremstillingskæder sikrer billige varer fra arbejdet i ”the global sweatshop”. Desuden understøtter politiske interventioner adgangen til råvarer og landbrugsvarer på lidt mere elegante måder end det militærkup i Guatemala, der som beskrevet af den økologiske økonom Juliet Schor sikrede ”the cheap banana” i 1954. Som det belyses i afsnittet om handel og globalisering nedenfor, er det dog i nogle lande, som for eksempel Sydkorea og Kina, lykkedes at etablere en intern industriel dynamik og at ændre landenes position i verdenssystemet.

De globale styrkeforhold har gjort det muligt at skaffe billige råmaterialer fra miner, skove og landbrugsarealer i fattige lande, og efterhånden har den lavtlønnede arbejdskraft også leveret industriprodukter som tekstiler, elektronik, legetøj med mere til meget lave priser. I biofysiske termer har den voldsomme vækst i international handel siden Anden Verdenskrig bidraget til, at befolkningerne i de rige lande har kunnet øge deres materielle levestandard meget betydeligt: De lave priser betyder, at man får mange materielle ressourcer for pengene. Også i de fattige lande er nogle grupper blevet rigere, men mange steder er fagforeningsorganisering og sociale ordninger svage eller ikkeeksisterende, så store grupper får ikke megen del i resultaterne. Dertil kommer, at de miljømæssige omkostninger er enorme – med forurening, fældede skove, udpining af jord og vandressourcer – og mange steder er oprindelige folk blevet klemt, efterhånden som ressourcerne udvindes i stadig mere fjerntliggende områder. Inden for økologisk økonomi og politisk økologi er det et centralt forskningsfelt at belyse de miljøkonflikter, der opstår som følge af udvinding og forarbejdning af råstoffer og bortskaffelse af affald.

[otw_shortcode_info_box border_type="bordered" border_style="bordered"]Miljøkonflikter
De ulige globale styrkeforhold og store virksomheders aktiviteter rundt omkring på kloden giver ofte anledning til såkaldte miljøkonflikter, hvor lokalbefolkninger og andre aktivister kæmper imod en virksomheds eller en stats miljøskadelige aktiviteter. Ordet 'the commodity frontiers' (råvarefronterne) bruges til at betegne de brændpunkter, hvor sådanne miljøkonflikter opstår. 'The commodity frontiers' refererer således til de steder i verden, hvor der foregår udvinding og forarbejdning af råstoffer og bortskaffelse af affald.
I et stort internationalt forskningsprojekt ved navn EJOLT (Environmental Justice Organisations, Liabilities and Trade) har forskere og aktivister igennem en årrække kortlagt og beskrevet miljøkonflikter over hele verden i et interaktivt atlas kaldet Environmental Justice Atlas (se atlasset her http://ejatlas.org/). Formålet med atlasset er at give stemme til grupper, som kæmper for miljømæssig retfærdighed, og at sætte fokus på truede lokalsamfund, som ofte står magtesløse over for multinationale selskaber og nationalstaters politik og sjældent bliver repræsenteret i medierne. Endvidere er det projektets mål at gøre opmærksom på de negative konsekvenser af privatisering af naturgoder som for eksempel vand.
Atlasset giver flere forskellige muligheder for at finde og undersøge miljøkonflikter rundt omkring i verden. Der kan således søges efter konflikter, som involverer en bestemt ressource (vand eller guld for eksempel), eller efter konflikter, hvor en bestemt virksomhed (Shell for eksempel) er involveret. En af projektets konklusioner er, at de negative konsekvenser af udvinding og forarbejdning af råstoffer samt bortskaffelse af affald er uretfærdigt fordelt og oftest rammer: fattige, kvinder, minoriteter og i særdeleshed oprindelige folk.[/otw_shortcode_info_box]

Drivkræfterne bag forbrugsvækst
De grundlæggende betingelser for højt forbrug – billige fossile brændsler og adgang til andre billige ressourcer og arbejdskraft – suppleres af en stærk motor: markedsøkonomisk konkurrence (3). Kapitalistisk markedsøkonomi er baseret på konkurrence mellem producenterne, der hele tiden må bestræbe sig på at udvikle teknologiske og organisatoriske innovationer (4). Hvis ikke virksomhedens aktiviteter er tilstrækkeligt profitable, kan den ikke tiltrække kapital og sikre overlevelse på længere sigt, og fornyelse er afgørende for profitabiliteten. Innovationerne sigter på dels at reducere omkostningerne, dels at tilbyde forbrugerne nye og fristende varer og tjenester. Når energien er billig, vil bestræbelserne på at reducere omkostningerne koncentrere sig om at øge arbejdsproduktiviteten gennem mekanisering og automatisering, hvor energi i kombination med maskiner erstatter arbejdskraft (5). Dette fokus forstærkes, når det lykkes de ansatte at tilkæmpe sig højere løn og større social sikkerhed gennem dannelse af fagforeninger og etablering af et socialt sikkerhedsnet i velfærdsstaten (6). Sådanne styrkepositioner gør det muligt for de ansatte at få andel i udbyttet af den øgede arbejdsproduktivitet og opnå en stadig højere levestandard – en proces, der opfordrer til fortsat fokus på at øge arbejdsproduktiviteten. Det er imidlertid ikke alle produktionsprocesser, der er lige lette at mekanisere: Det er svært at frembringe visse arbejdsintensive tjenester som omsorg, reparation, hårklipning og teaterforestillinger mere effektivt gennem anvendelse af fossile brændsler, så de tenderer til at blive stadig dyrere sammenlignet med materielle goder. På den måde tilskyndes forbrugerne til at købe flere materielle goder snarere end at ”ofre” stadig flere af disse for at kunne købe arbejdsintensive tjenester.

Når det lykkes de ansatte at tilkæmpe sig højere løn, opstår der samtidig et marked for de produkter, som virksomhederne fremstiller, og forbrugernes købelyst stimuleres både af udbuddet af nye forbrugsgoder, af nye varianter af kendte goder (7) og af forskellige former for salgsfremme som reklamer og afbetalingssystemer (8). Hverdagslivet bliver i stigende grad indlejret i kommercielle tilbud, idet både tv og det offentlige rum visualiserer de mange fristende muligheder. Med undtagelse af de periodiske kriser forstærker udbud og efterspørgsel af forbrugsgoder således hinanden gensidigt: Stigende lønninger sikrer kundernes evne til at købe erhvervslivets produkter (9). Den gensidigt forstærkende spiral af udbud og efterspørgsel, produktivitetsvækst og stigende levestandard udgør en vækstmotor, der øger den biofysiske metabolisme over tid. Men udbud og efterspørgsel balancerer ikke altid på makroplan – efterspørgslen kan være utilstrækkelig, de profitable investeringsmuligheder for begrænsede, bobler i den finansielle sektor kan påvirke realøkonomien – så væksten i perioder afbrydes af økonomiske kriser med konkurser og arbejdsløshed.

Fastholdelse af forbrugsvækst: normalisering og binding
De fleste mennesker i det Globale Nord spiller villigt deres rolle som forbrugere i vækstmotoren og ser ikke sig selv som specielt ekstravagante. Det skyldes blandt andet de processer, der knytter sig til normalisering og binding (10). Når der er et økonomisk opsving, er der ofte en særlig mani for en bestemt type forbrugsgoder, sådan som det for eksempel illustreres af bølgen af boligforbedringer op til finanskrisen (først køkkener, siden badeværelser) og af anskaffelsen af fladskærme i 00’erne. Når opsvinget er i gang, kan forbedringerne forekomme ekstravagante og føles som forkælelse, men som tiden går, bliver de nye standarder normaliseret: Det bliver en del af de normale forventninger at have mere end et badeværelse i boligen og at have fladskærme i flere rum. Nogle normaliseringsprocesser involverer forandringer på flere planer, såsom ændringer i samfundsmæssige diskurser, politiske tiltag, institutionel fornyelse, udbygning af infrastrukturen og ny videnskabelig indsigt. Historien om spredningen af aircondition i en række lande er et interessant eksempel på en normaliseringsproces, der involverer alle disse aspekter, og for øjeblikket giver integrationen af informations- og kommunikationsteknologier i hverdagslivet mulighed for at studere sådanne processer i fuld udfoldelse.

Når nye produkter og en højere levestandard normaliseres, bliver de nye standarder bygget ind i samfundets sociale og materielle strukturer og kan dermed udvikle sig til en form for begrænsninger. I et bilbaseret samfund med vidtstrakte forstadsbebyggelser og et utilstrækkeligt udviklet kollektivt transportsystem bliver bilen en nødvendighed eller i hvert fald et gode, der er svært at undvære. På den måde bliver tvang bagsiden af frihedens medalje. Når der ikke længere er lokale butikker, bliver man nødt til at handle i supermarkedet; når huse bygges til brug af aircondition, kan de være ubeboelige uden, og når musik ikke længere kan købes på plader, må musikelskeren købe de nye medier. Ud over materielle begrænsninger og tilskyndelser kan forskellige institutionelle forhold også bidrage til at fastholde levestandard og forbrugsmønstre. For eksempel opmuntres biltransport af regulative institutioner som befordringsfradraget og kravet om, at arbejdsløse skal acceptere jobtilbud langt fra hjemmet. I samme retning virker normative og kognitive institutioner såsom opfattelsen af kørekortet som et rituelt skridt ved overgangen til voksenalderen og tendensen til at associere bilen med personlig frihed.

Generelt kan sociale og materielle stivheder bidrage at binde forbrugerne til ressourcekrævende levemåder. For eksempel opfordrer arbejdsmarkedsinstitutionerne i mange lande til fuldtidsbeskæftigelse, fordi reglerne gør det dyrere for arbejdsgiverne at have et større antal ansatte til at dele et givet antal arbejdstimer. Når systemet opfordrer til at vælge indkomst frem for fritid, igangsættes en proces, som Schor har kaldt en ”work-and-spend cycle” – en cyklus, der også stimuleres af travlheden i moderne familier og af udviklingen af shopping som en populær fritidsaktivitet.

Den ideologiske og politiske ramme for forbrugsvæksten
Forbrugets vækstmotor fungerer inden for en understøttende ramme af kognitive forståelser og politikker. De kognitive forståelser (11) omfatter forestillingen om økonomisk vækst som et absolut gode, uanset hvilken levestandard et samfund allerede har opnået. Dertil kommer mange andre idéer som for eksempel: Velfærd er direkte knyttet til indkomst; økonomisk vækst i rige lande har positive effekter i fattige lande gennem efterspørgslen efter deres produkter; frihandel er godt for alle involverede parter; markeder og sund konkurrence bidrager til det fælles bedste; teknologisk forandring er synonymt med socialt fremskridt; og miljøproblemer kan løses med mere effektive teknologier. Disse idéer er omstridte, men de er stadig dominerende og afspejler sig i forskellige politikker (12) for eksempel som fremme af frihandel (dog til tider undtaget handelsrestriktioner, der er gavnlige for de rige lande) og konkurrencedygtighed, privatisering og liberalisering af markeder, forbrugerpolitikker med fokus på at sikre lave priser, bygningen af stadig flere motorveje og fastholdelsen af lave energipriser.

Næste afsnit: Handel og globalisering

by ecomacundervisning

Introduktion: Drivkræfter og fordeling

I temaet om forholdet mellem vækst og miljø argumenteres der for, at der er miljømæssige grænser for vækst i levestandarden. Men det diskuteres ikke, hvad der driver væksten, og hvordan væksten er fordelt. I dette tema sættes der fokus på drivkræfterne bag den økonomiske vækst og på forholdet mellem vækst og fordeling. Fordeling drejer sig om, hvem der har gavn af væksten, og kommer her på dagsordenen på to måder. For det første er ulighed i sig selv en af drivkræfterne bag, at vi i de rige lande har kunnet øge vores materielle forbrug så meget. For det andet betyder grænserne for vækst, at der opstår en etisk fordring om at dele.

Næste afsnit: Vækstmotoren

by ecomacundervisning