Bæredygtig omstilling

Teorier om bæredygtig omstilling

Jens Stissing Jensen

Igennem de seneste 15 år har den politiske interesse for bæredygtig omstilling skabt grobund for etableringen af et nyt, selvstændigt forskningsfelt med interesse for, hvordan samfundsmæssige systemer opstår og udvikler sig – samt hvordan sådanne systemer kan forandres. Dette forskningsfelt tager udgangspunkt i, at samfundsmæssige systemer typisk har en tendens til at fastholde og udbygge de løsninger og teknologier, som historisk set har været dominerende. Erfaringen viser således, at etablerede samfundsmæssige systemer har en tendens til at opbygge en ’blindhed’ eller ’fjendtlighed’ over for nye teknologier og løsninger. Et eksempel er dominansen af forbrændingsmotoren inden for det moderne transportsystem. I den tidlige udvikling af det moderne transportsystem var denne teknologi langtfra dominerede. I amerikanske byer spillede eldrevne biler eksempelvis en central rolle i begyndelsen af det 20. århundrede. Forbrændingsmotoren blev først central i forbindelse med Første Verdenskrig, da teknologien blev udviklet og standardiseret i forbindelse med militær anvendelse. Da teknologien imidlertid først havde vundet dominans som følge af den militære udvikling, blev den altdominerende, og talrige forsøg på at udvikle og promovere alternative teknologier har siden slået fejl.

Niche, regime og landskab
Inden for omstillingsforskningen er det blevet udbredt at dele undersøgelserne op i tre niveauer: niche, regime og landskab:

• Niche betegner et udsnit af et samfundsmæssigt system, hvor der foregår en nyudvikling − ofte kaldet innovation. Et eksempel på en niche kunne være det økologiske landbrug, hvor der er etableret en alternativ produktionsform inden for landbrugets bredere samfundsmæssige system.
• Regime betegner et samfundsmæssigt systems mest udbredte funktionsform, som i tilfældet landbrug kendetegnes ved det konventionelle pesticidbaserede landbrug. Endelig betegner landskabsniveauet en overordnet kontekst for det samfundsmæssige system.
• På landskabsniveauet findes blandt andet tværgående økonomiske strukturer, politiske strømninger og større miljømæssige omstændigheder. I forhold til landbruget kan landskabsniveauet indeholde landbrugets generelle økonomiske tilstand præget af høj gæld og hård konkurrence, bestemte interesseorganisationers forsøg på at fremme en bestemt politisk dagsorden samt de fremadskridende klimaforandringer.

Selektion
Inden for forskningslitteraturen forklares samfundsmæssige systemers tendens til at fastholde og udbygge etablerede teknologier og løsninger typisk ved hjælp af evolutionære systemlogikker. Inden for samfundsvidenskaben blev disse evolutionære systemlogikker i første omgang udviklet af innovationsøkonomer op gennem 1980’erne og 1990’erne.

Økonomerne antog, at økonomiske systemer i lighed med biologiske systemer udvikler sig gennem evolutionære selektions- og variationsprocesser. I lighed med økologiske systemer, der skaber varians gennem mutationer i forbindelse med forplantning, antog økonomerne, at økonomiske systemer løbende skaber nye variationer, når virksomheder og andre entreprenører finder på nye produkter, ydelser, processer og forretningsmodeller. For at forklare, hvilke variationer der overlever, uddør og spreder sig, antog økonomerne endvidere, at økonomiske systemer i lighed med økologiske systemer udgør såkaldte selektionsmiljøer. Analogt til selektionsmiljøet på savannen eller i regnskoven, der udgøres af eksempelvis tørke, kulde, tilgængeligheden af føde, sygdomme og rovdyr, identificerede økonomerne de centrale udvælgelsesmekanismer i de økonomiske systemers selektionsmiljøer. De pegede eksempelvis på, at fysisk infrastrukturer, tekniske standarder, offentlig regulering, industrielle strukturer samt etablerede professioners vidensbase og arbejdsdeling udgør selektionsmekanismer, som er centrale for, hvorvidt nye variationer overlever og spreder sig.

På baggrund af denne forklaringsmodel argumenterede økonomerne for, at kun innovationer, der er konkurrencedygtige i forhold til det samlede system af selektionsmekanismer, er levedygtige inden for et økonomisk system. Dette forklarede, hvorfor etablerede økonomiske systemer typisk er fjendtlige over for radikalt nye løsninger, fordi sådanne løsninger ofte forudsætter en grundlæggende anderledes sammensætning af det etablerede økonomiske systems selektionsmekanismer – eksempelvis ny regulering, en tilpasning af den etablerede infrastruktur og helt ny industrielle standarder. Den evolutionære forklaringsmodel beskrev således innovation som ’sti-afhængig’, hvor kun mindre radikale variationer, der støtter sig tæt op ad det økonomiske systems etablerede selektionsmekanismer, overlever og spreder sig.

Omstillingsforskningen peger således på, at systemomstillinger både handler om at kultivere variationer gennem niche-strategier og om at forandre det samfundsmæssig systems etablerede selektionsmiljø, således at systemet bliver mere åbent over for radikale innovationer. Forskningen peger således også på, at omstillinger sjældent kan planlægges i traditionel forstand, fordi systemernes udviklingsdynamikker sjældent kontrolleres af en enkelt aktør eller organisation.

Styring
Som beskrevet ovenfor består et etableret samfundsmæssigt system af en lang række forskellige komponenter (infrastruktur, regulering, brugerpraksisser, industriel arbejdsdeling), som over tid er blevet vævet sammen i en relativt fasttømret struktur. Disse systemstrukturer udgør sti-afhængige selektionsmiljøer, der i reglen er fjendtlige over for radikale innovationer. Samtidig er de forskellige systemkomponenter sjældent kontrolleret af en enkelt aktør eller organisation, som på eget initiativ kan igangsætte en koordineret omstilling af systemet ud fra langsigtede samfundsmæssige hensyn. Kan bæredygtige systemomstillinger så overhovedet designes, styres eller påvirkes?

Den dominerende strategiske forestilling om, hvordan omstillingen af etablerede samfundsmæssige systemer kan påvirkes, fokuserer på at understøtte eksperimentelle nicher, der giver radikale innovationsprocesser mulighed for at udvikle sig relativt afskærmet fra det samfundsmæssige systems normale selektionsmiljø. Denne strategi handler altså om at kultivere teknologiske eller organisatoriske variationer, der ellers ikke ville være mulige.
Inden for transportsystemet er gunstige skatteregler og fordelagtige parkeringsmuligheder for elbiler eksempler på sådanne afskærmningsstrategier. Formålet med disse ordninger er at understøtte udviklingen og udbredelsen af elbiler på trods af elbilens forskellige ulemper i forhold til traditionelle benzin- og dieselbiler, såsom høje produktions- og udviklingsomkostninger, relativt kort rækkevidde og manglende infrastruktur for opladning eller batteriskift.

Denne strategi har to komponenter. Den ene komponent handler om at afskærme nye innovationer fra det etablerede systems selektionsmiljø. Den anden komponent handler om at udnytte dette afskærmede rum til at modne den nye innovation bedst muligt.

Den tidlige litteratur om strategiske nicher identificerede især offentlige udviklingsprogrammer som et værktøj til at afskærme radikale innovationer fra etablerede systemers normale selektionsmekanismer. Historiske studier peger imidlertid på, at radikale innovationer sjældent kan regne med, at offentlige udviklingsprogrammer sikrer den nødvendige langsigtede afskærmning, så de kan modnes og påvirke et overordnet samfundsmæssigt system. Dette skyldes blandt andet, at flere forskellige innovationer typisk konkurrerer om de begrænsede ressourcer, der er til rådighed til at understøtte udviklingen af et samfundsmæssigt system. Inden for energisystemet konkurrerer teknologier som vindkraft, solceller, biogas og CCS (Carbon capture and storage) eksempelvis i øjeblikket om at definere retningen for omstillingen.

Typisk er afskærmningsstrategier således kortsigtede, omskiftelige og genstand for intense kontroverser. Et illustrativt eksempel på dette er dokumenteret i et studie af solcelleteknologiens udvikling i Storbritannien. I 1970’erne blev denne teknologi i første omgang promoveret som en storskalateknologi af etablerede energiselskaber. Dette sikrede teknologien en række mindre statslige støtteordninger, som imidlertid hurtigt blev afviklet. Derefter lykkedes det en række forskningsmiljøer at tiltrække yderligere støtte til teknologiudvikling gennem materialeforskningsprogrammer. Denne forskningsorienterede nicheudvikling blev senere afløst af en mere praktisk anvendelse i arbejdet med udviklingslande, hvor teknologien blev promoveret i områder uden centrale energisystemer. Senere blev teknologien igen introduceret på det britiske marked – denne gang som en integreret bygningskomponent i byggeindustrien. Herefter blev teknologien endnu en gang promoveret som storskalateknologi, der skulle organiseres i store sol-farme. Senest er teknologien blevet promoveret som en lokal og decentral energiteknologi, det vil sige som et alternativ til det centraliserede energisystem. Støtteordninger er derfor i øjeblikket rettet mod mindre decentrale systemer. Eksemplet illustrerer, at nye innovationer sjældent har mulighed for at udvikle sig i et lineært og sammenhængende udviklingsforløb i stabile nicher. Typisk er udviklingen af radikale innovationer derimod betinget af politisk lobbyarbejde, der i begrænsede perioder formår at sikre afskærmning fra etablerede selektionsmiljøer ved at identificere og opdyrke anvendelsesområder, der på specifikke tidspunkter er gunstige.

Ud over at afskærme radikale innovationer fra det samfundsmæssige systems etablerede selektionsmiljø sigter nichestrategier også på at organisere udviklingen og modningen af den radikale innovation på den mest effektive måde. Disse aktiviteter handler især om at skabe sammenhæng mellem isolerede eksperimentelle aktiviteter og om at sikre, at innovationen ikke kun udvikles inden for en enkelt dimension. Vindkraftens udvikling i Danmark er et eksempel på vellykket nicheudvikling. Mens vindmølleteknologien har været under eksperimentel udvikling igennem det meste af det 20. århundrede, tog udviklingen for alvor fart i begyndelsen af 1980’erne. Dette skete blandt andet, fordi isolerede eksperimentelle aktiviteter inden for udvikling af vindmøller blev knyttet sammen gennem årlige vindmølletræf, hvor fælles problemstillinger og erfaringer kunne udveksles. Disse koordinerede læringsprocesser førte blandt andet til etableringen af et nationalt testcenter for vindmøller. De førte også til udviklingen af nye ejerskabsformer. Hvor vindmøller i begyndelsen af 1980’erne typisk var ejet af enkeltpersoner, blev ejerskabet op gennem 1980’erne i stigende omfang organiseret i vindmøllelav. Dette sikrede en efterspørgsel efter stadig større og dyrere møller med en højere effektivitet. Denne ejerskabsmodel kulminerede med etableringen af den halvcirkelformede vindmøllepark på Middelgrunden ud for Københavns kystlinje i midten af 1990’erne. Senere er opstillingen og driften af vindmøller i stigende grad blevet overtaget af kommercielle energiselskaber, og produktionen er blevet organiseret i internationale koncerner. Det traditionelle energisystems interesse for vindmøller har imidlertid været betinget af den niche-organiserede udvikling, som fandt sted op gennem 1980’erne og 1990’erne. Vindmølleeksemplet illustrerer således, hvordan langvarig nicheaktivitet kan være nødvendig, før en radikal innovation er tilstrækkeligt udviklet til at blive accepteret som relevant af aktører, som opererer inden for et samfundsmæssigt systems etablerede selektionsmiljø.

Mens nichestrategierne tager udgangspunkt i aktører, som typisk spiller en marginal rolle inden for det etablerede samfundsmæssige system, tager en anden strategisk tilgang til systemomstilling udgangspunkt i aktører, der allerede spiller en central rolle inden for et etableret samfundsmæssigt system. Filosofien bag denne strategi er at motivere disse aktører til gradvist at omforme det eksisterende selektionsmiljø i en mere bæredygtig retning. Denne omformning kan eksempelvis handle om at undgå bekostelig investeringer i infrastruktur, der risikerer at fastlåse det samfundsmæssige system i mange årtier ud i fremtiden. Et centralt element i denne strategi er at kombinere langsigtede, bæredygtige systemvisioner med en såkaldt backcasting metodologi (begrebet skal ses som modsætning til forecasting, altså forudsigelse baseret på aktuelle tendenser). Strategien tager udgangspunkt i, at etablerede systemaktører i fællesskab udvikler en langsigtet bæredygtig systemvision, som typisk er radikalt forskellig fra det etablerede systemdesign. Herefter nedbrydes visionen gennem backcasting i kortsigtede og mindre radikale delmål, som kan håndteres af aktører, der arbejder inden for rammerne af det etablerede systems normale selektionsmiljø.

Omstillingsforskningen peger således på, at systemomstillinger både handler om at kultivere variationer gennem nichestrategier og om at modulere det samfundsmæssig systems etablerede selektionsmiljø, således at systemet bliver mere åbent over for radiale innovationer. Forskningen peger således også på, at omstillinger sjældent kan planlægges i traditionel forstand, fordi systemernes udviklingsdynamikker sjældent kontrolleres af en enkelt aktør eller organisation.

Næste afsnit: Byer som omstillingsarenaer

by ecomacundervisning

Introduktion: Bæredygtig omstilling

I takt med at de miljømæssige konsekvenser af voksende økonomiske aktiviteter er blevet stadig mere alarmerende, er også behovet for bæredygtig omstilling vokset og blevet et mere fremtrædende tema i den offentlige debat. Det er således ikke længere ualmindeligt at høre politikere og meningsdannere tale om, at vores energisystem, landbruget og transporten skal omstilles til mere bæredygtige alternativer som vind- og solenergi, økologisk dyrkning, cyklisme og elbiler. For bedre at kunne forstå og diskutere sådanne omstillingsprocesser er det imidlertid nyttigt med nogle teoretiske begreber, som kan præcisere problemstillingerne. I dette tema vil vi derfor præsentere nogle grundlæggende begreber og illustrative eksempler til forståelsen af bæredygtig omstilling af samfundsmæssige systemer, som kan anvendes på mange forskellige cases.

Begrebet bæredygtig omstilling kan dække flere forskellige områder, og man kan både tale om bæredygtig omstilling af hele samfundets økonomiske metabolisme og om omstillingen af enkelte samfundsmæssige systemer. Begrebet samfundsmæssige systemer betegner systemer som energisystemet, landbruget, transporten og vandforsyningen. Sådanne systemer kaldes også socio-tekniske systemer eller forsyningssystemer, men i dette tema vil vi benytte ordet samfundsmæssige systemer. Et vigtigt fællestræk for sådanne systemer er, at de alle har et eller flere overordnede formål. I energisystemets tilfælde, for eksempel, er formålet at producere og distribuere energi til forskellige områder som husopvarmning, industriel produktion, og drift af vital infrastruktur. Et samfundsmæssigt system er endvidere kendetegnet ved at være sammensat af mange forskelligartede, interagerende komponenter og besidde en høj grad af kompleksitet. Et samfundsmæssigt system er således et system, som er sammensat af teknologier, infrastruktur, regulering, markeder, slutbrugerpraksisser, og som er under indflydelse af politiske, organisatoriske og økonomiske interesser.

Når talen falder på bæredygtig omstilling af sådanne systemer, er der imidlertid en tendens til ofte at fokusere snævert på de teknologiske eller markedsmæssige elementer i systemet, hvilket kan føre til en forsimplet forståelse og en urealistisk vurdering af mulighederne for omstilling. I dette tema vil vi forsøge at gøre forståelsen af bæredygtig omstilling lidt mere nuanceret. Der tages udgangspunkt i, at en lang række produktionsenheder og virksomheder har begrænsede muligheder for at agere på egen hånd, fordi de opererer inden for rammerne af overgribende samfundsmæssige systemer. Omstillingsperspektivet sætter således fokus på, hvordan individuelle virksomheder og produktionsenheder ofte er vævet ind i samfundsmæssige systemer, som typisk er vanskelige for den enkelte virksomhed eller produktionsenhed at forandre. Omstillingsperspektivet peger således på, at bæredygtighed i mange tilfælde ikke kan realiseres gennem ny teknologi på den enkelte fabrik eller produktionsenhed alene. Bæredygtighed forudsætter derimod ofte, at ny teknologi kombineres med ’systemiske’ (helhedsorienterede) forandringer af både regulering, infrastruktur, markeder og slutbrugerpraksisser knyttet til overgribende samfundsmæssige systemer.

Næste afsnit: Teorier om bæredygtig omstilling

by ecomacundervisning

Byer som omstillingsarenaer

Jens Stissing Jensen

Traditionelt har energisystemer, transportsystemer og vandsystemer primært været analyseret som nationalt afgrænsede systemer, mens eksempelvis byer eller regioner er blevet forstået som lokale knudepunkter, der er underlagt disse nationale systemer.

Igennem de senere år er et stigende antal studier imidlertid begyndt at anskue samfundsmæssige systemer som mere selvstændige regionale og bymæssige fænomener. Dette er der flere årsager til. For det første er både Danmark og resten af verden præget af en tiltagende urbanisering. Stadig flere mennesker lever i byer og betjener sig dermed af byens samfundsmæssige systemer. Byer bliver således stadig mere centrale i udviklingen af samfundsmæssige systemer, og de bymæssige investeringer i systemudvikling og systemomstilling er ofte betydelige.

For det andet er byer ofte præget af problemstillinger og udviklingsprocesser, der opererer på tværs af individuelle samfundsmæssige systemer. Når byområder udvikles, kræver det eksempelvis en koordineret planlægning af sammenhængen mellem de urbane praksisser og de samfundsmæssige systemer relateret til eksempelvis varme, energi, affald og mobilitet. Stedsspecifikke byudviklingsprocesser giver derfor ofte mulighed for at eksperimentere med, hvordan forskellige samfundsmæssige systemer kan organiseres og integreres på nye måder.

De senere årtiers udvikling af Københavns Havn er et eksempel på, hvordan stedsspecifik byudvikling kan skabe omstillingsprocesser ved at etablere nye forbindelser mellem urbane systemer og den måde, byen anvendes på. Denne udvikling tog sin begyndelse i de tidlige 1980’ere, hvor havnen stadig var organiseret omkring industriel produktion. Havnen husede således en lang række industrielle produktionsvirksomheder, som både betjente sig af havnevandet som transportvej og som reservoir for giftigt spildevand fra produktionen. Derudover udgjorde havnen en integreret del af spildevandssystemet. I forbindelse med kraftig regn blev spildevand således ledt ud i havnen gennem en lang række overløbsanlæg for at undgå oversvømmelser i byen, når kapaciteten i kloaknettet blev overskredet.

Fra de tidlige 1980’ere begyndte den industrielle produktion imidlertid at flytte ud af havnen, og havnearealerne kom til at ligge hen som et forladt industriområde. Udflytningen af den industrielle produktion indledte en række udviklingsaktiviteter med henblik på at redefinere de samfundsmæssige systemer og de bymæssige aktiviteter i havnen. Fra begyndelsen af 1980’erne begyndte vandet i havnen således at blive defineret som ’biologisk vand’ frem for ’industrielt vand’, og den kommunale administration begyndte at måle den biologiske vandkvalitet i havnen. Fra begyndelsen af 1990’erne blev disse biologiske målinger omsat i strategiske mål for havnevandets biologiske kvalitet. Dette lagde pres på spildevandsystemet for at reducere overløbet af kloakvand til havnen. Derfor iværksatte kommunen betydelige investeringer i at forøge kapaciteten i spildevandssystemet.  Disse investeringer førte siden hen til nye ideer om, hvordan havnen kunne anvendes af byens borgere. Disse ideer forestillede sig havnen som et naturareal, der skulle tilbyde byens indbyggere et alternativ til byens fravær af natur. En plan gik eksempelvis ud på at etablere et såkaldt ’havneakvarium’ − i form af en glastunnel på bunden af havnen – der skulle tilbyde byboerne mulighed for at opleve det biologiske liv i havnen.

I de første år efter årtusindeskiftet blev visionen om naturhavnen imidlertid afløst af visionerne om ’bylivshavnen’, og planen om et havneakvarium blev derfor aldrig realiseret. Visionen om bylivshavnen tog imidlertid allerede sin begyndelse i de tidlige 1990’ere, hvor en langsigtet arealudviklingsplan for havnen blev vedtaget af kommunen. Et element i denne plan var at udvikle havnens rekreative potentiale. I den kommunale administration førte dette til et fokus på ’hygiejnisk vandkvalitet’ frem for ’biologisk vandkvalitet’. Dette fokus blev stadig mere centralt op gennem 1990’erne og førte til en yderligere udbygning af spildevandsinfrastrukturen med henblik på at reducere overløb fra kloaknettet til havnen. I 2002 havde vandkvaliteten nået et så højt niveau, at direkte kontakt med vandet sjældent var sundhedsfarligt for mennesker. På denne baggrund lykkedes det i 2002 at etablere et permanent havnebad ved Islands Brygge. Siden er flere havnebade åbnet, og spildevandssystemet er blevet yderligere udviklet på en sådan måde, at det meste af havnen i dag tilbyder hygiejnisk badevandskvalitet.

Udviklingen af ’bylivshavnen’ forbinder således investeringer i spildevandssystemet med rekreative urbane praksisser, såsom havnebadning, udspring og svømmestævner. Dette har vakt international opsigt og blev eksempelvis fremhævet, da København blev udnævnt til europæisk miljøhovedstad i 2014. Eksemplet viser, at systemer på det urbane niveau sommetider er mindre sti-afhængige end systemer, der fortrinsvis organiseres og kontrolleres af eksempelvis nationale aktører. Dette skyldes, at urbane systemer, som eksempelvis spildevandssystemet, sjældent har klart definerede grænser og funktioner. I forbindelse med udviklingen af havnen blev spildevandssystemet således tilskrevet nye funktioner. Først som leverandør af biologisk vandkvalitet og siden som leverandør af hygiejnisk badevand. Urbane systemer er således typisk mere formbare end nationale systemer, fordi de løbende tilpasses møderne med forskelligartede stedsspecifikke udviklingsprocesser.

Se også: opgaver til temaet Bæredygtig omstilling

by ecomacundervisning