Konflikter og Fordeling

Ovenfor er det beskrevet, hvad det biofysiske perspektiv i økologisk økonomi betyder for opfattelsen af de aktuelle udfordringer i relation til miljø og fordeling, og hvordan perspektivet kan operationaliseres med brug af biofysiske mål. Som det fremgår, må fordelingsproblemerne komme på dagsordenen i forhold til både nulevende og fremtidige generationer, fordi vi lever i en biofysisk begrænset verden. For at kunne diskutere hvordan udfordringerne kan håndteres, skal vi i det følgende først se nærmere på nogle af de samfundsmæssige dynamikker, der bidrager til den høje metabolisme og den ulige fordeling i den globale økonomi.