Flere betingelser skal være opfyldt, for at mennesker kan overleve – fx et passende iltindhold i atmosfæren, tilgængelighed af ferskvand og tilførsel af energi og forskellige mineraler gennem føden. Energiindholdet i føden kommer i sidste ende fra fotosyntesen: planterne danner gennem fotosyntesen biomasse, som bliver føde for planteædere, der siden bliver levegrundlag for kødædere gennem fødekæden. Når organismerne dør, bliver de omsat af bakterier og andre organismer, så elementerne igen kan indgå i fødekæden. Kredsløbet går ikke nødvendigvis op, så alt bliver genbrugt. Fx blev de fossile energireserver dannet gennem en lagringsproces af plante- og dyrerester – så de siden blev tilgængelige som en slags lager af opsparet fotosyntese.

For at en art skal være overlevelsesdygtig, skal den kunne skaffe sig mere energi gennem føden end den mængde energi, der skal til at fremskaffe føden, ligesom der skal være et overskud til formering og til at klare det indhug, som artens ydre og indre fjender gør. Pga. den centrale betydning af energi vil et biofysisk perspektiv på menneskehedens historie fokusere på, hvordan mennesker gennem tiden har skaffet sig den nødvendige energi, om der har været et energioverskud, og hvordan det i så fald er blevet brugt. I den sammenhæng bruges begreberne endo- og exosomatisk energiforbrug. Det endosomatiske energiforbrug er den mængde energi, et menneske har brug for at indtage gennem føden for at klare sig. For et voksent menneske, der lever under favorable klimatiske forhold, udgør det daglige energibehov ca. 10 MJ energi. Det kaldes også en menneskelig energiækvivalent, HEE (Human Energy Equivalent). Det exosomatiske energiforbrug er den mængde energi, som mennesker lægger beslag på ud over dette behov, og det varierer betydeligt gennem historien.