Betingelserne for den markedsøkonomiske vækstmotor er meget forskellige i forskellige lande, og de indbyrdes relationer mellem landene har stor betydning for, hvordan vækstmotoren fungerer. Da industrialiseringen udviklede sig, var de internationale relationer i forvejen præget af de europæiske landes kolonisering af andre dele af verden, og industrialiseringen forstærkede behovet for at hente råvarer i kolonierne. Fx skaffede England bomuld fra Indien til udvikling af sin tekstilindustri, samtidig med at den indiske tekstilproduktion blev undergravet gennem handelsrestriktioner. Ikke mindst ved hjælp af protektionisme lykkedes det en række europæiske lande, USA og Japan at indhente det engelske forspring i industrialisering, mens kolonierne blev fastholdt som råvareleverandører. Trods afkolonialiseringen efter 2. verdenskrig spiller råvareeksport stadig en stor rolle for mange lande, bl.a. fordi mange mekanismer i de globale systemer for handel og kapitaloverførsler gør det vanskeligt at bryde mønstrene. Der er sket en vis industrialisering i forbindelse med udflytning af aktiviteter fra rige til fattige lande, men de globale fremstillingskæder har kun i begrænset omfang bidraget til udvikling af selvbærende økonomier i de fattige lande. Det betyder, at der ikke udvikles en intern industriel dynamik, hvor forskellige industrier udvikles i gensidigt samspil. Enkelte lande som Sydkorea, Singapore, Taiwan og Kina har haft succes med at etablere stærke vækstmotorer, ikke mindst baseret på protektionisme og statslig intervention, men i mange andre lande har svage og korrupte stater, store transnationale selskabers indflydelse, økonomiske vanskeligheder knyttet til lange perioder med faldende råvarepriser og øget gæld samt i nogle tilfælde politiske interventioner udefra vanskeliggjort en sådan udvikling.

For den økonomiske vækst og den stigende levestandard i de rige lande har de internationale relationer haft stor betydning. Det har været muligt at skaffe billige råmaterialer fra miner, skove og landbrugsarealer i fattige lande, og efterhånden har den lavtlønnede arbejdskraft også leveret industriprodukter som tekstiler, elektronik, legetøj med mere til meget lave priser. I biofysiske termer har den voldsomme vækst i international handel siden 2. verdenskrig bidraget til, at befolkningerne i de rige lande har kunnet øge deres materielle levestandard meget betydeligt: de lave priser betyder, at man får mange materielle ressourcer for pengene. Også i de fattige lande er nogle grupper blevet rigere, men mange steder er fagforeningsorganisering og sociale ordninger svage eller ikke-eksisterende, så store grupper får ikke meget del i vækstmotorens resultater. Dertil kommer, at de miljømæssige omkostninger er enorme – med forurening, fældede skove, udpining af jord og vandressourcer – og mange steder er oprindelige folk blevet klemt, efterhånden som ressourcerne udvindes i stadig mere fjerntliggende områder.

De internationale relationer har også betydning for vækstmotoren på en anden måde. Konkurrencen om adgangen til ressourcer og billig arbejdskraft drejer sig ikke kun om økonomi i snæver forstand, men også om brugen af politiske og militære midler. Rivaliseringen mellem stater udgør i sig selv en vigtig drivkraft bag innovation, som er afgørende for placeringen i det militære kapløb. I de lande, der er i front med fremstillingen af militært udstyr, bidrager den statsstøttede innovation til økonomisk vækst, bl.a. gennem afsmitning på teknologiudviklingen i resten af økonomien. Fx udspringer internettet fra militært udviklingsarbejde. I mange fattige lande, der primært er købere af militært isenkram, er militæret snarere en bremse på væksten, når ressourcerne går til oprustning i stedet for uddannelse og sundhed. Desuden sker der omfattende ødelæggelser, når konflikter spidses til i krige, og de har siden 2. verdenskrig næsten udelukkende været ført i fattige lande.