Eksternaliteter

Som nævnt andet steds er det først og fremmest tilgængeligheden af billige fossile brændsler, der har muliggjort den kraftige vækst i verdens befolkning og i levestandarden i den rige del af verden. Fossile brændsler udruster os med et stort antal ”energi-slaver”, der anvendes til mekanisering af produktionsprocesserne og muliggør store stigninger i arbejdsproduktiviteten, dvs. i fremstillingen af varer per arbejdstime. Brændslerne har indtil for nylig som regel været relativt billige, fordi det har været billigt at udvinde dem – men priserne har også svinget og i perioder været stærkt påvirket af specielle politiske forhold. Derimod afspejler priserne kun i meget begrænset omfang den lange række af miljømæssige og sociale omkostninger, som udvinding og brug af fossile brændsler giver anledning til – som fx mineulykker, olieudslip, forsuring, partikelforurening og global opvarmning. I miljøøkonomisk teori bruges begrebet eksternaliteter (eller eksterne omkostninger) om sådanne samfundsmæssige omkostninger, som producenterne ikke betaler for, og som derfor ikke afspejles i priserne på produkterne. I miljøøkonomi bruges eksternalitetsbegrebet til at begrunde, at det kan være nyttigt med statslig intervention: markeder fungerer ikke ordentligt, når de private omkostninger for producenterne ikke afspejler de samfundsmæssige omkostninger, og det kan der rettes op på fx ved at lægge en miljøskat på produktionen. Miljøøkonomer har en forestilling om, at man på en meningsfuld måde kan beregne størrelsen af eksternaliteterne og dermed den ”optimale” beskatning. Som vi skal komme tilbage til senere, er økologiske økonomer uenige i denne forestilling om optimalitet, men de vil som regel være enige i behovet for at beskatte produktion og forbrug af fossile brændsler. Samtidig vil de understrege, at de aktuelle eksternaliteter kun udgør en begrænset del af udfordringen. Det mere vidtgående problem er, at priserne på fossile brændsler har været for lave i næsten to århundreder, og dermed er samfundets fysiske og sociale strukturer blevet opbygget på ”falske forudsætninger”. Eksempelvis er udviklingen af privatbilismen og de dertil knyttede vejsystemer, forstadsbebyggelser og indkøbscentre baseret på lave benzinpriser, så samfundets strukturer nu afspejler ”akkumulerede eksternaliteter”, der ikke kan begrænses med beskatning alene.