Selvom økologisk økonomi har rødder langt tilbage i historien, bliver denne teoretiske retning først en del af den økonomiske teorihistorie fra slutningen af 1960erne. Bortset fra fysiokraterne hører de fleste forløbere til inden for andre videnskabsgrene end økonomi, fx kemien. Feltet adskiller sig fra de øvrige økonomiske teorier ved at tildele det naturmæssige grundlag for økonomien en meget mere fremtrædende rolle i den teoretiske tænkning. Samtidig falder den moderne version af økologisk økonomi inden for rammerne af den heterodokse tendens i økonomisk teori – i modsætning til miljøøkonomisk teori, der er baseret på en neoklassisk forståelse.

At økologisk økonomi etablerer sig som teoretisk felt netop i 1960erne, kan ses som udtryk for en historisk tendens til, at gennembruddet for økonomiske teorier ofte er betinget af samfundsmæssige udviklinger. I 1930erne var depressionen med til at bane vej for Keynes’ teorier, og i 1960erne kom miljø- og ressourceproblemer for alvor i offentlighedens søgelys, hvilket banede vejen og gav behov for nye teorier, som kunne forklare og perspektivere disse fænomener. En lignende tendens kan spores i nutiden, hvor kriser på mange områder kalder på udviklingen af nye forklaringsmodeller. Dette giver grund til at forvente forstærket fremgang for økologisk økonomi og lignende forståelser.

Økonomi handler om at holde hus: hvordan fremskaffer mennesker deres livsgrundlag, hvordan anvendes ressourcerne, hvilke sociale institutioner indgår i processen med at skaffe livsgrundlaget og fordele udbyttet. Der har formentlig i hele menneskehedens historie været tænkt tanker om sådanne spørgsmål, men de kan først karakteriseres som økonomisk teori efter etableringen af en forestilling om, at ’økonomien’ kan udskilles som et særligt fokusområde, et særligt samfundsmæssigt system eller et særligt aspekt af det samfundsmæssige system, der kan studeres i sin egen ret. Denne forestilling etableres først for alvor i 1600-1700-tallet. Bøger om økonomisk teoris historie trækker som regel nogle tråde helt tilbage til de gamle grækere og beskriver merkantilister og fysiokrater som tidlige økonomiske teoretikere, mens historien først for alvor starter med de klassiske økonomer som Smith, Malthus og Ricardo.

Uden at gå ind i den teorihistoriske udvikling kan det konstateres, at der siden etableringen af neoklassisk økonomi fra omkring 1870 kan identificeres to forskellige tendenser i økonomisk teori. Neoklassiske økonomer sigtede på at udvikle økonomisk teori som et videnskabeligt felt, der var inspireret af Newtonsk fysik med udledning af almene love baseret på abstraktion og anvendelse af matematiske modeller. Forudsætningerne for modellerne omfatter typisk rationelle agenter, gennemsigtighed og fuld information om fremtiden. Modellerne er baseret på det metode-individualistiske princip, hvor forklaringer i sidste ende skal kunne føres tilbage til agenternes motiver, der er bestemt uden for modellen (eksogene præferencer). Da denne tænkning er dominerende inden for økonomisk teori, refereres der ofte til den som mainstream, mens den sideløbende modtendens omtales som heterodoks økonomi. Modtendensen tager udgangspunkt i, at økonomien hele tiden udvikler sig, og at ’almene’ love sjældent giver mening ud over meget afgrænsede felter inden for mikroøkonomien. Fokus rettes derfor mod den konkrete historiske udvikling af socio-økonomiske institutioner og deres betydning for økonomiske processer. Samtidig lægges der vægt på at forklare agenternes motiver inden for modellen i samspil med institutionelle forandringer (endogene præferencer). Der er mange forskellige skoler eller forskningsprogrammer, der kan siges at falde ind under heterodoks økonomi, såsom institutionel, evolutionær, post-keynesiansk og marxistisk økonomi samt økonomisk sociologi.

<