Ovenfor er de forskellige mål for metabolisme forklaret med udgangspunkt i den globale økonomi som helhed. Det bliver lidt mere kompliceret, når man fx gerne vil måle metabolisme på nationalt eller regionalt niveau, eller hvis man vil se på den metabolisme, der knytter sig til en enkelt persons forbrug. Her bliver det nødvendigt at se på strømmene af energi og materialer internt i verdensøkonomiens metaboliske organisme og ikke bare på input og output i forhold til biosfæren. Hvis man fx vil måle en enkelt persons energiforbrug, kan man ikke nøjes med at se på det direkte energiforbrug i form af elektricitet, benzin, varme osv., men må også inddrage det indirekte energiforbrug, der er blevet anvendt til at fremstille og transportere de øvrige varer og tjenester, personen anskaffer sig. Bag det ligger som regel en lang produktionskæde med mange led. I princippet kan man analysere hver af disse produktionskæder (det gøres nogle gange i forbindelse med livscyklusanalyser, når man vil undersøge miljøeffekterne af specifikke produkter fx i forbindelse med miljømærkning), men det bliver alt for omstændeligt, når man skal analysere det samlede forbrug for en person eller en gruppe. I stedet benytter man sig af input-output tabeller, der viser, hvor meget forskellige brancher i økonomien leverer til hinanden målt i værdi. Det kan fx beregnes, hvor stor en produktion forskellige brancher skal levere for at muliggøre 100 kroners forbrug af en bestemt varegruppe som IT-udstyr eller svinekød. Denne beregning kan så kombineres med data om energiforbruget i de forskellige brancher, så man kan anslå det samlede energiforbrug, der knytter sig til 100 kroners forbrug af IT-udstyr eller svinekød. Ud over de værdibaserede input-output tabeller findes der også fysiske input-output tabeller, der viser, hvor meget forskellige brancher leverer til hinanden målt i vægt.

Denne type data om produktionskæderne gør det muligt at beregne metabolisme på nationalt niveau, for en by eller for en husholdning. På nationalt niveau er det fx interessant at se, hvor mange ressourcer et lands befolkning lægger beslag på, når man tager højde for, hvad der bliver importeret og eksporteret. Hvis der fx ses på materialestrømme, skal man ikke kun medregne vægten af de produkter, der krydser grænsen i forbindelse med handel, men også vægten af de ressourcer, der er medgået til fremstillingen og transporten af produktet, før det krydser grænsen. Det samme gælder, når man regner på ”embodied HANPP”, dvs. den mængde biomasse der er medgået til fremstilling af fx en fødevare. Gennem de sidste 30-40 år (?) er der sket en kraftig stigning i international handel, ikke kun målt i penge, men også i biofysiske termer, dvs. målt i materialestrømme, energi, biomasse eller arealforbrug (figurer). Ikke mindst Europa har underskud på den biofysiske ”betalingsbalance”: vi importerer langt flere ressourcer, end vi eksporterer.

I en verden hvor den økonomiske udvikling støder ind i biofysiske grænser, har regeringerne på det nationale niveau et dobbelt ansvar. Det er vigtigt at forbedre effektiviteten i brugen af ressourcerne og at omstille produktionssystemerne, så de kan fungere med færre ressourcer. Samtidig er det ligeså vigtigt at begrænse det samlede forbrug af ressourcer, som befolkningen lægger beslag på, hvad enten forbruget er knyttet til indenlandsk eller udenlandsk produktion. Danmarks position i forhold til dette dobbelte ansvar er tvetydig: på den ene side klarer vi os bedre end mange andre lande mht. omstillingen af energisystemet (og mindre godt for forskellige andre forsyningssystemer), og på den anden side er vores samlede ressourceforbrug pr. person højere end i de fleste andre lande. Hvis vi skal påtage os vores del af ansvaret, er det vigtigt at formulere målsætninger for både produktion og forbrug. Indtil videre kniber det meget med at få forbrugssiden på dagsordenen.