Idéen om at måle et samfunds samlede økonomiske aktivitet er ikke ny; den strækker sig helt tilbage til det 17. århundrede, hvor økonomer og andre lærte begyndte at udvikle sådanne mål. Man skal dog helt frem til det 20. århundrede og tiden omkring den store depression i 1930’erne, før udviklingen af det vi i dag kalder BNP tog sin begyndelse.

Efter det store Wall Street krak i 1929 og den efterfølgende eksplosive arbejdsløshed havde de vestlige regeringer i 1930’erne brug for detaljerede statistikker for samfundsøkonomien. I USA fik økonomen Simon Kuznets derfor til opgave at udarbejde et mål for den samlede amerikanske økonomis tilstand, hvilket førte til den første version af det vi i dag kalder BNP. Kuznets’ oprindelige ambition var at lave et mål for økonomisk velfærd, men denne ambition blev ikke tilfredsstillet, og det mål han endte med at udvikle var et mål som sammenregnede alle økonomiske aktiviteter uden hensyn til om disse faktisk bidrog til samfundets velfærd. Endvidere talte ikke-økonomiske bidrag til samfundets velfærd, såsom husholdning og forældres børneopdragelse, ikke med i opgørelsen. Denne arv fra Kuznets er videreført til det moderne BNP som stadig bærer på disse uløste problemer.

I BNP-målets tidlige fase var det egentlig ikke ment som en indikator for økonomisk vækst. Denne funktion fik målet først i løbet af 50’erne og 60’erne, hvor Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) var en af hoveddrivkræfterne i at gøre BNP til et mål for økonomisk vækst og økonomisk vækst til en topprioritet for den økonomiske politik.