Som beskrevet ovenfor består et etableret samfundsmæssigt system af en lang række forskellige komponenter (infrastruktur, regulering, brugerpraksisser, industriel arbejdsdeling) som over tid er blevet vævet sammen i en relativt fasttømret struktur. Disse systemstrukturer udgør stiafhængige selektionsmiljøer, der i reglen er fjendtlige over for radikale innovationer. Samtidig er de forskellige systemkomponenter sjældent kontrolleret af en enkelt aktør eller organisation, som på eget initiativ kan igangsætte en koordineret omstilling af systemet ud fra langsigtede samfundsmæssige hensyn.

Kan bæredygtige systemomstillinger så overhovedet designes, styres eller påvirkes?

Den dominerede strategiske forestilling om, hvordan omstillingen af etablerede samfundsmæssige systemer kan påvirkes, fokuserer på at understøtte eksperimentelle nicher, der giver radikale innovationsprocesser mulighed for at udvikle sig relativt afskærmet fra det samfundsmæssige systems normale selektionsmiljø. Denne strategi handler altså om at kultivere teknologiske eller organisatoriske variationer, der ellers ikke ville være mulige.

Inden for transportsystemet er gunstige skatteregler og fordelagtige parkeringsmuligheder for elbiler eksempler på sådan afskærmningsstrategier. Formålet med disse ordninger er at understøtte udviklingen og udbredelsen af elbiler på trods af elbilens forskellige ulemper i forhold til traditionelle benzin og diselbiler så som høje produktions- og udviklingsomkostninger, relativt korte rækkevidde og manglende infrastruktur for opladning eller batteriskift.

Denne strategi har to komponenter. Den ene komponent handler om at afskærme nye innovationer fra det etablerede systems selektionsmiljø.  Den anden komponent handler om at udnytte dette afskærmede rum til at modne den nye innovation bedst muligt.

Den tidlige litteratur om strategiske nicher identificerede især offentlige udviklingsprogrammer som et værktøj til at afskærme radikale innovationer fra etablerede systemers normale selektionsmekanismer. Historiske studier peger imidlertid på, at radikale innovationer sjældent kan regne med at offentlige udviklingsprogrammer sikrer den nødvendige langsigtede afskærmning for at de kan modnes og påvirke et overordnet samfundsmæssigt system. Dette skyldes blandt andet, at flere forskelige innovationer typisk konkurrerer om de begrænsede ressourcer, der er til rådighed til at understøtte udviklingen af et samfundsmæssigt system. Inden for energisystemet konkurrerer teknologier som vindkraft, solceller, biogas, og CCS (Carbon capture and storage) eksempelvis i øjeblikket om at definere retningen for omstillingen.

Typisk er afskærmningsstrategier således kortsigtede, omskiftelige og genstand for intense kontroverser. Et illustrativt eksempel på dette er dokumenteret i et studie af solcelleteknologiens udvikling i Storbritannien. I 1970’erne blev denne teknologi i første omgang promoveret som en storskalateknologi af etablerede energiselskaber. Dette sikrede teknologien en række mindre statslige støtteordninger, som imidlertid hurtigt blev afviklede. Derefter lykkedes det en række forskningsmiljøer at tiltrække yderligere støtte til teknologiudvikling gennem materialeforskningsprogrammer. Denne forskningsorienterede nicheudvikling blev senere afløst af en mere praktisk anvendelse i arbejdet med udviklingslande, hvor teknologien blev promoveret i områder uden centrale energisystemer. Senere blev teknologien igen introduceret på det britiske marked – denne gang som en integreret bygningskomponent i byggeindustrien. Herefter blev teknologien endnu engang promoveret som stor-skala teknologi, der skulle organiseres i store sol-farme. Senest er teknologien blevet promoveret som en lokal og decentral energiteknologi, dvs. som et alternativ til det centraliserede energisystem. Støtteordninger er derfor i øjeblikket rettet mod mindre decentrale systemer. Eksemplet illustrerer at nye innovationer sjældent har mulighed for at udvikle sig i et lineært og sammenhængende udviklingsforløb i stabile nicher. Typisk er udviklingen af radikale innovationer derimod betinget af politisk lobbyarbejde, der i begrænsede perioder formår at sikre afskærmning fra etablerede selektionsmiljøer ved at identificere og opdyrke anvendelsesområder der på specifikke tidspunkter er opportune.

Udover at afskærme radikale innovationer fra det samfundsmæssige systems etablerede selektionsmiljø, sigter nichestrategier også på at organisere udviklingen og modningen af den radikale innovation på den mest effektive måde. Disse aktiviteter handler især om at skabe sammenhæng mellem isolerede eksperimentelle aktiviteter og om at sikre, at innovationen ikke kun udvikles inden for en enkel dimension. Vindkraftens udvikling i Danmark er et eksempel på vellykket nicheudvikling. Mens vindmølleteknologien har været under eksperimentel udvikling igennem det meste af det 20. århundrede, tog udviklingen for alvor fart i begyndelsen af 1980’erne. Dette skete blandt andet fordi isolerede eksperimentelle aktiviteter inden for udvikling af vindmøller blev knyttet sammen gennem årlige vindmølletræf, hvor fælles problemstillinger og erfaringer kunne udveksles. Disse koordinerede læringsprocesser førte blandt andet til etableringen af et nationalt testcenter for vindmøller. De førte også til udviklingen af nye ejerskabsformer. Hvor vindmøller i begyndelsen af 1980’erne typisk var ejede af enkeltpersoner, blev ejerskabet op gennem 1980’erne i stigende omfang organiseret i vindmølle-laug. Dette sikrede en efterspørgsel efter stadig større og dyrere møller med en højere effektivitet. Denne ejerskabsmodel kulminerede med etableringen den halvcirkelformede vindmøllerpark på middelgrunden ud for Københavns kystlinje i midten af 1990’erne. Senere er opstillingen og driften af vindmøller i stigende grad blevet overtaget af kommercielle energiselskaber og produktionen er blevet organiseret i internationale koncerner. Det traditionelle energisystems interesse for vindmøller, har imidlertid været betinget at den niche-organiserede udvikling som fandt sted op gennem 1980’erne og 90’erne. Vindmølleeksemplet illustrerer således, hvordan langvarig nicheaktivitet kan være nødvendig før en radikal innovation er tilstrækkeligt udviklet til at blive accepteret som relevant af aktører, som opererer inden for et samfundsmæssigt systems etablerede selektionsmiljø.

Mens nichestrategierne tager udgangspunkt i aktører som typisk spiller en marginal rolle inden for det etablerede samfundsmæssige system, tager en anden strategisk tilgang til systemomstilling udgangspunkt i aktører, der allerede spiller en central rolle inden for et etableret samfundsmæssigt system. Filosofien bag denne strategi er at motivere disse aktører til gradvist at ’modulere’ det eksisterende selektionsmiljø i en mere bæredygtig retning. Denne modulering kan eksempelvis handle om at undgå bekostelig investeringer i infrastruktur, der risikerer at fastlåse det samfundsmæssige system i mange årtier ud i fremtiden. Et centralt element i denne strategi er at kombinere langsigtede, bæredygtige systemvisioner med en såkaldt back-casting metodologi. Strategien tager udgangspunkt i at etablerede systemaktører i fællesskab udvikler en langsigtet bæredygtig systemvision som typisk er radikalt forskellig fra det etablerede systemdesign. Herefter nedbrydes visionen gennem back-casting i kortsigtede og mindre radikale delmål, som kan håndteres af aktører, der arbejder inden for rammerne af det etablerede systems normale selektionsmiljø.

Omstillingsforskningen peger således på at systemomstillinger både handler om at kultivere variationer gennem niche-strategier og om at modulere det samfundsmæssig systems etablerede selektionsmiljø, således at systemet bliver mere åbent over for radiale innovationer. Forskningen peger således også på, at omstillinger sjældent kan planlægges i traditionel forstand, fordi systemernes udviklingsdynamikker sjældent kontrolleres af en enkelt aktør eller organisation.