Specifikke miljøproblemer

Specifikke miljøproblemer opstår på mange forskellige måder. Et klassisk problem består i, at en vigtig ressource bliver overudnyttet. Som et dansk eksempel har historikeren Thorkild Kjærgaard i sin disputats, Den danske revolution 1500-1800. En økohistorisk tolkning (1991), beskrevet, hvordan Danmark i første halvdel af 1700-tallet løb ind i en økologisk krise, især fordi skovene var ved at forsvinde. Mens 20-15 % af landet havde været skovdækket omkring 1600, var skovdækningen faldet til kun 8-10 % af landet omkring 1750 (s. 23). Da træ var den vigtigste råstof- og energikilde, var faldet i sig selv et problem, og dertil kom forværringen af sandflugten og flere andre problemer, der var konsekvenser af skovfældningerne. Der var mange samvirkende faktorer, der bidrog til en økologisk genopretning. Samtidig skabte de grundlaget for en senere tids miljøproblemer, ikke mindst knyttet til den øgede brug af fossile brændsler.

Andre klassiske problemer knytter sig til samfundsmæssige forandringer som hastig urbanisering, hvor planlægningen af infrastruktur ikke kan følge med, og den teknologiske udvikling fører til hidtil ukendte sideeffekter. I historikeren Jens Engbergs bog Det heles vel. Forureningsbekæmpelsen i Danmark fra loven om sundhedsvedtægter i 1850’erne til miljøloven 1974 (1999) kan man læse om de horrible levevilkår i København i midten af 1800-tallet, hvor befolkningen var vokset fra ca. 100.000 indbyggere i 1801 til ca. 155.000 i 1860 (s. 23), affald af alle slags hobede sig op, og dødeligheden var meget høj. Bogen belyser også de mange nye problemer, der opstod som følge af den begyndende industrialisering i samme periode, og de problemer, der fra 1930’erne fulgte i kølvandet på brugen af nye bekæmpelsesmidler i landbruget. Forsøgene på at etablere en regulering af miljøproblemerne kom til at tage lang tid – og da nye problemer hele tiden kommer til, er vi fortsat i gang med processen.

Erkendelse af miljøproblemer
Det første skridt i retning af at håndtere et problem består i at anerkende noget som et problem. Gennem historien har der ofte været lang vej fra, at de første kritiske røster er begyndt at tale om noget som et problem, til de første forsøg på at gøre noget ved det. Det tog for eksempel lang tid, før de første faresignaler førte til anerkendelse af problemerne med bly i benzinen, asbest i byggeriet, sammenbrud i fiskeriet og pesticiders betydning for mænds fertilitet (en lang række casestudier er samlet i to rapporter fra det europæiske miljøagentur, European Environment Agency, med titlen Late lessons from early warnings, 2001, 2013). Nogle problemer kan være svære at få øje på, fordi de skadelige effekter af en aktivitet først viser sig langt senere eller langt væk, og fordi årsagssammenhængene kan være svære at udrede. Men andre gange kan der være solid dokumentation, der alligevel ikke fører til handling, enten fordi det kommer på tværs af magtfulde særinteresser, fordi det ”kun” rammer svage grupper i samfundet, eller fordi samfundets flertal prioriterer andre hensyn. Modstanden mod at gøre noget kan afspejle sig i mod-dokumentation, men den strategi er selvfølgelig vanskelig i de situationer, hvor sammenhængene er åbenbare. Meget synlige problemer kan derfor være lettere at få gjort noget ved, især når de samtidig rammer brede grupper i samfundet.

Interessemodsætninger og afvejninger
I en dansk sammenhæng er den lange proces henimod moderne miljøregulering som sagt beskrevet i Engbergs bog. Bogen illustrerer, at mange miljøproblemer – knyttet til for eksempel affaldshåndtering, vandforsyning, spildevand, brugen af giftstoffer i landbruget og forskellige industriers forurening – har en lang historie, og at bestræbelserne på at regulere ofte er stødt ind i stor modstand. Et af de centrale problemer er, at miljømæssige forbedringer ofte kræver indgreb i ejendomsretten, det vil sige ejerens ret til at gøre med sin ejendom, hvad vedkommende selv finder for godt. Da lægerne i 1850’erne forsøgte at forbedre sundhedstilstanden i København og mindske risikoen for epidemier, så de ingen anden vej: ”den frie afbenyttelse af huse og grundstykker bør indskrænkes så vidt, at ikke den enkeltes vilkårlighed eller egennytte kan gribe forstyrrende ind i det heles vel” (Engberg, s. 47). Dette synspunkt kom dengang såvel som nu i konflikt med den traditionelle juridiske forståelse af retssikkerhed, der fokuserer på at beskytte ejere over for indgreb fra statens side. Derfor har det været et vigtigt led i den senere udvikling af faget miljøret at argumentere for et andet retssikkerhedsbegreb med fokus på at beskytte de interesser, der kan blive ramt af ejeres brug af deres ejendom.

Ud over de utallige eksempler på særinteresser leverer historien også mange eksempler på det dilemma, som samfundet mere generelt står over for, fordi forureningsbekæmpelse ikke er gratis. For eksempel skrev socialdemokraten Erling Olsen i 1969 under forberedelserne til en samlet lovgivning om forureningsbekæmpelse: ”Hvad vil vi helst have? Mere tøj? Bedre mad? Bedre og flere møbler? Flere og længere ferier? Større biler? Farvefjernsyn? Eller frisk luft, rent vand og mindre larm i dagligdagen?” (Engberg, s. 378). Når man læser om datidens danske debat, er det let at se parallellerne til den aktuelle debat i Kina, hvor de akutte og påtrængende miljøproblemer står over for ønskerne om stigende levestandard. I Danmark har både miljøproblemerne og forbrugsønskerne ændret sig, men problemstillingen er fortsat aktuel.

Næste afsnit: Ejendomsret og fælleder