Natur og økofilosofi

Emil Urhammer

Ved første tanke er ordet natur muligvis ikke så kompliceret. Naturen, det er skove, bjerge, floder, vilde dyr og planter. Men hvis man tænker nærmere over det, er det måske alligevel ikke så nemt at definere, hvad natur egentlig er for noget. Er en kornmark, dyrket af mennesker, en skov, plantet af mennesker, eller en å, hvis slyngninger er blevet genoprettet af mennesker, natur? Det er der nok ikke noget entydigt svar på. Nogle ville sige ja, fordi de mener, at alt er natur. I denne forståelse ses menneskenes kultur, byer, og teknologi også som en del af naturen. Denne opfattelse kaldes også dybdeøkologi eller økofilosofi. Ifølge den afdøde norske økofilosof Arne Næss er mennesket en del af naturen, og den moralske grundværdi for menneskeheden er at opnå en situation, hvor mennesket lever i økologisk balance med sine omgivelser. Næss mente nemlig, at mennesket er den første art på jorden, som er i stand til at forholde sig bevidst til sin egen rolle i naturen. Mennesket er for eksempel i stand til at vurdere, hvorvidt det samlede antal mennesker er for stort til, at vi kan leve i balance med resten af livet på jorden. Dette giver mennesket en moralsk forpligtelse, som andre arter ikke har. Den aktuelle situation taget i betragtning kan man spørge sig selv, hvor gode vi mennesker egentlig er til at varetage denne forpligtelse.

I forlængelse af dette er der flere, som fremhæver, at der er opstået en adskillelse mellem menneskenes samfund og naturen. Biologen Rasmus Ejrnæs siger for eksempel: ”Separationen mellem natur og menneske kræver nu, at vi enten begærer permanent skilsmisse, fordi det er blevet for besværligt at leve sammen, eller at vi indstiller os på fredelig sameksistens og satser på biodiversitet” (i bogen Natur, Tænkepauser – viden til hverdagen, Århus Universitetsforlag 2013). Ejrnæs er biolog og arbejder med artsmangfoldighed, også kaldet biodiversitet. Det filosofiske spørgsmål om, hvorvidt mennesket er en del af naturen eller ej, er her nok ikke hans vigtigste overvejelse. Han kan bare konstatere, at den måde, mennesket i øjeblikket lever på, er i alvorlig konflikt med de fleste andre arter på kloden, hvorfor han opfordrer os til at indse, at vi er nødt til at finde en måde at leve i fredelig sameksistens på, hvis vi ønsker at bevare artsmangfoldigheden. På denne måde er Ejrnæs’ opfattelse måske ikke så langt fra Næss’ drøm om en menneskehed, som lever i økologisk balance med sine omgivelser.

Befolkning
Når talen falder på balance og fredelig sameksistens mellem mennesket og andre arter, kommer spørgsmålet om befolkning til at spille en central rolle. Nogle mener, at det ikke er noget problem, at menneskeheden kommer op på 10-11 milliarder individer, mens andre mener, at de ca. 7 milliarder, vi er nu, allerede er langt over, hvad der er gavnligt for både mennesker og andre arter. Diskussionen af dette spørgsmål er yderst kompliceret og involverer både moralske og mere tekniske overvejelser. Hvis man altid tænker ”menneske først”, kan vores store antal ses som et tegn på menneskehedens styrke og overlegenhed. Har man denne holdning, betyder det måske ikke det store, at en masse arter uddør for at give plads til menneskelige aktiviteter. Mener man derimod, at alle andre arter i princippet også har ret til at leve, må det anses for meget problematisk, at vi efterhånden er blevet så mange mennesker og fylder så meget.

Den mere tekniske side af sagen handler om, at vi mennesker nok kunne lære at lægge beslag på en del mindre plads og ressourcer, hvis bare vi tænkte os lidt om og organiserede os anderledes. For eksempel mener flere miljøforkæmpere, at vi, hvis vi holdt op med at spise kød, lettere kunne give plads til andre arters livsudfoldelse. Grunden til dette er, at kødproduktion lægger beslag på meget land, fordi dyrene, som vi spiser, skal have meget store mængder vand og foder. På denne måde bruger vi enorme mængder jord til at dyrke foder til de dyr, vi spiser. Hvis vi ikke spiste animalske produkter, ville dette areal kunne reduceres og overgives til andre arters brug.

Ikke kun biologisk liv
I diskussionen om menneskets plads i naturen taler man ofte om mennesket i forhold til andet biologisk liv, men spørgsmålet er mere omfattende end det. I princippet vedrører disse overvejelser også bjerge, floder og havet for eksempel. Hvad betyder det, at vi sprænger bjergtoppe i stykker for at finde kul? Hvad betyder det, at vi dæmmer en flod op? Og hvad betyder det, at vi fylder havet med plasticaffald? Blandt oprindelige folkestammer er det ikke ualmindeligt at opfatte et bjerg eller en flod som noget levende, som også har rettigheder. Hvis man forstår verden på denne måde, har det meget stor betydning, hvordan man behandler bjergene, floderne, havet og luften, som ofte opfattes som bevidste og hellige væsner. I et sådant perspektiv er det altså ikke kun mennesker, som har rettigheder, også bjerge og floder opfattes som levende væsner med særlige rettigheder. Dette ser man for eksempel i Sydamerika, hvor naturens rettigheder er blevet forsøgt skrevet ind i visse landes forfatninger.

 

Natursyn

Filosoffen Hans Fink har beskæftiget sig indgående med begrebet natur og fundet frem til syv forskellige udbredte forestillinger om dette begreb. Disse forestillinger kan ses som forskellige måder at opfatte natur på. Her følger en kort beskrivelse af hver af disse forestillinger.



  1. Naturen som ’det uberørte’ er forestillingen om naturen som det, der er helt uberørt af mennesker. På denne måde bliver natur det, som har bevaret en oprindelig tilstand uspoleret af menneskelig påvirkning. En øde ørken eller en uberørt urskov kan i denne opfattelse altså ses som natur.

  2. Naturen som ’det vilde’ er forestillingen om naturen som det, der ikke er dyrket af mennesker. Denne forestilling knytter sig altså til forskellen mellem det dyrkede og ikke-dyrkede land. I denne forestilling er natur: ødemark, urskov, bjerge, ørkener, moser, tundra og vildnis, som er svært tilgængelige for mennesker. Men også skove, heder og strande, hvor mennesker færdes og udnytter naturen til jagt, fiskeri og indsamling af træ, kan i denne forestilling ses som natur. Modsætningen til natur er i denne forestilling kulturlandskabet, som er underlagt menneskers dyrkning og planlægning.

  3. Naturen som ’det landlige’ er forestillingen om naturen som alt det, der er ude på landet, altså uden for byerne. I denne forestilling er det lige meget, om landet er opdyrket eller ligger uberørt hen. Det vigtige er, at det ikke er by. Grænsen til naturen går altså ved udkanten af byen.

  4. Naturen som ’det grønne’ er forestillingen om naturen som det levende og organiske. Her går skillelinjen mellem natur og kultur altså på tværs af by og land og handler om forskellen mellem organisk og syntetisk. I denne forestilling er en ske af træ mere naturlig end en computer eller et menneskeskabt kemikalie. I denne forestilling kan også byens haver, parker og potteplanter ses som natur. Hvorimod betonbyggerier, asfaltveje og plasticflasker ikke er det.

  5. Naturen som ’det fysiske’ er forestillingen om naturen som det, naturvidenskaben beskæftiger sig med. Natur er altså fænomener som tyngdekraften, elektromagnetisme, atomer, sorte huller og energi. I denne forestilling er naturen det objektive i modsætning til det subjektive, sociale og kulturelle.

  6. Naturen som ’det jordiske’ er forestillingen om naturen som det, der er skabt af en guddommelig skaber, som er hævet over det skabte. I denne forestilling er naturen den materielle verden, vi lever i, i modsætning til det himmelske eller åndelige rige, hvor Gud befinder sig.

  7. Naturen som ’det hele’ er forestillingen om naturen som alt: verden, universet, kosmos, kort sagt det hele. I denne opfattelser er alt fra ørkener og dyrkede marker til elektronik og fikse idéer natur. Her tages på en måde alle de andre forestillinger og lægges sammen til en: Alt er natur.




Hør Hans Fink fortælle om de syv naturforestillinger i denne video.