Teorier om bæredygtig omstilling

Jens Stissing Jensen

Igennem de seneste 15 år har den politiske interesse for bæredygtig omstilling skabt grobund for etableringen af et nyt, selvstændigt forskningsfelt med interesse for, hvordan samfundsmæssige systemer opstår og udvikler sig – samt hvordan sådanne systemer kan forandres. Dette forskningsfelt tager udgangspunkt i, at samfundsmæssige systemer typisk har en tendens til at fastholde og udbygge de løsninger og teknologier, som historisk set har været dominerende. Erfaringen viser således, at etablerede samfundsmæssige systemer har en tendens til at opbygge en ’blindhed’ eller ’fjendtlighed’ over for nye teknologier og løsninger. Et eksempel er dominansen af forbrændingsmotoren inden for det moderne transportsystem. I den tidlige udvikling af det moderne transportsystem var denne teknologi langtfra dominerede. I amerikanske byer spillede eldrevne biler eksempelvis en central rolle i begyndelsen af det 20. århundrede. Forbrændingsmotoren blev først central i forbindelse med Første Verdenskrig, da teknologien blev udviklet og standardiseret i forbindelse med militær anvendelse. Da teknologien imidlertid først havde vundet dominans som følge af den militære udvikling, blev den altdominerende, og talrige forsøg på at udvikle og promovere alternative teknologier har siden slået fejl.

Niche, regime og landskab
Inden for omstillingsforskningen er det blevet udbredt at dele undersøgelserne op i tre niveauer: niche, regime og landskab:

  • Niche betegner et udsnit af et samfundsmæssigt system, hvor der foregår en nyudvikling − ofte kaldet innovation. Et eksempel på en niche kunne være det økologiske landbrug, hvor der er etableret en alternativ produktionsform inden for landbrugets bredere samfundsmæssige system.
  • Regime betegner et samfundsmæssigt systems mest udbredte funktionsform, som i tilfældet landbrug kendetegnes ved det konventionelle pesticidbaserede landbrug. Endelig betegner landskabsniveauet en overordnet kontekst for det samfundsmæssige system.
  • På landskabsniveauet findes blandt andet tværgående økonomiske strukturer, politiske strømninger og større miljømæssige omstændigheder. I forhold til landbruget kan landskabsniveauet indeholde landbrugets generelle økonomiske tilstand præget af høj gæld og hård konkurrence, bestemte interesseorganisationers forsøg på at fremme en bestemt politisk dagsorden samt de fremadskridende klimaforandringer.

Selektion
Inden for forskningslitteraturen forklares samfundsmæssige systemers tendens til at fastholde og udbygge etablerede teknologier og løsninger typisk ved hjælp af evolutionære systemlogikker. Inden for samfundsvidenskaben blev disse evolutionære systemlogikker i første omgang udviklet af innovationsøkonomer op gennem 1980’erne og 1990’erne.

Økonomerne antog, at økonomiske systemer i lighed med biologiske systemer udvikler sig gennem evolutionære selektions- og variationsprocesser. I lighed med økologiske systemer, der skaber varians gennem mutationer i forbindelse med forplantning, antog økonomerne, at økonomiske systemer løbende skaber nye variationer, når virksomheder og andre entreprenører finder på nye produkter, ydelser, processer og forretningsmodeller. For at forklare, hvilke variationer der overlever, uddør og spreder sig, antog økonomerne endvidere, at økonomiske systemer i lighed med økologiske systemer udgør såkaldte selektionsmiljøer. Analogt til selektionsmiljøet på savannen eller i regnskoven, der udgøres af eksempelvis tørke, kulde, tilgængeligheden af føde, sygdomme og rovdyr, identificerede økonomerne de centrale udvælgelsesmekanismer i de økonomiske systemers selektionsmiljøer. De pegede eksempelvis på, at fysisk infrastrukturer, tekniske standarder, offentlig regulering, industrielle strukturer samt etablerede professioners vidensbase og arbejdsdeling udgør selektionsmekanismer, som er centrale for, hvorvidt nye variationer overlever og spreder sig.

På baggrund af denne forklaringsmodel argumenterede økonomerne for, at kun innovationer, der er konkurrencedygtige i forhold til det samlede system af selektionsmekanismer, er levedygtige inden for et økonomisk system. Dette forklarede, hvorfor etablerede økonomiske systemer typisk er fjendtlige over for radikalt nye løsninger, fordi sådanne løsninger ofte forudsætter en grundlæggende anderledes sammensætning af det etablerede økonomiske systems selektionsmekanismer – eksempelvis ny regulering, en tilpasning af den etablerede infrastruktur og helt ny industrielle standarder. Den evolutionære forklaringsmodel beskrev således innovation som ’sti-afhængig’, hvor kun mindre radikale variationer, der støtter sig tæt op ad det økonomiske systems etablerede selektionsmekanismer, overlever og spreder sig.

Omstillingsdynamik i niche, regime og landskab. Kilde: Frank W. Geels & Johan Schot, "Typology of sociotechnical transition pathways", Research Policy 2007.
Omstillingsdynamik i niche, regime og landskab. Kilde: Frank W. Geels & Johan Schot, “Typology of sociotechnical transition pathways”, Research Policy 2007.

Omstillingsforskningen peger således på, at systemomstillinger både handler om at kultivere variationer gennem niche-strategier og om at forandre det samfundsmæssig systems etablerede selektionsmiljø, således at systemet bliver mere åbent over for radikale innovationer. Forskningen peger således også på, at omstillinger sjældent kan planlægges i traditionel forstand, fordi systemernes udviklingsdynamikker sjældent kontrolleres af en enkelt aktør eller organisation.

Styring
Som beskrevet ovenfor består et etableret samfundsmæssigt system af en lang række forskellige komponenter (infrastruktur, regulering, brugerpraksisser, industriel arbejdsdeling), som over tid er blevet vævet sammen i en relativt fasttømret struktur. Disse systemstrukturer udgør sti-afhængige selektionsmiljøer, der i reglen er fjendtlige over for radikale innovationer. Samtidig er de forskellige systemkomponenter sjældent kontrolleret af en enkelt aktør eller organisation, som på eget initiativ kan igangsætte en koordineret omstilling af systemet ud fra langsigtede samfundsmæssige hensyn. Kan bæredygtige systemomstillinger så overhovedet designes, styres eller påvirkes?

Den dominerende strategiske forestilling om, hvordan omstillingen af etablerede samfundsmæssige systemer kan påvirkes, fokuserer på at understøtte eksperimentelle nicher, der giver radikale innovationsprocesser mulighed for at udvikle sig relativt afskærmet fra det samfundsmæssige systems normale selektionsmiljø. Denne strategi handler altså om at kultivere teknologiske eller organisatoriske variationer, der ellers ikke ville være mulige.
Inden for transportsystemet er gunstige skatteregler og fordelagtige parkeringsmuligheder for elbiler eksempler på sådanne afskærmningsstrategier. Formålet med disse ordninger er at understøtte udviklingen og udbredelsen af elbiler på trods af elbilens forskellige ulemper i forhold til traditionelle benzin- og dieselbiler, såsom høje produktions- og udviklingsomkostninger, relativt kort rækkevidde og manglende infrastruktur for opladning eller batteriskift.

Denne strategi har to komponenter. Den ene komponent handler om at afskærme nye innovationer fra det etablerede systems selektionsmiljø. Den anden komponent handler om at udnytte dette afskærmede rum til at modne den nye innovation bedst muligt.

Den tidlige litteratur om strategiske nicher identificerede især offentlige udviklingsprogrammer som et værktøj til at afskærme radikale innovationer fra etablerede systemers normale selektionsmekanismer. Historiske studier peger imidlertid på, at radikale innovationer sjældent kan regne med, at offentlige udviklingsprogrammer sikrer den nødvendige langsigtede afskærmning, så de kan modnes og påvirke et overordnet samfundsmæssigt system. Dette skyldes blandt andet, at flere forskellige innovationer typisk konkurrerer om de begrænsede ressourcer, der er til rådighed til at understøtte udviklingen af et samfundsmæssigt system. Inden for energisystemet konkurrerer teknologier som vindkraft, solceller, biogas og CCS (Carbon capture and storage) eksempelvis i øjeblikket om at definere retningen for omstillingen.

Typisk er afskærmningsstrategier således kortsigtede, omskiftelige og genstand for intense kontroverser. Et illustrativt eksempel på dette er dokumenteret i et studie af solcelleteknologiens udvikling i Storbritannien. I 1970’erne blev denne teknologi i første omgang promoveret som en storskalateknologi af etablerede energiselskaber. Dette sikrede teknologien en række mindre statslige støtteordninger, som imidlertid hurtigt blev afviklet. Derefter lykkedes det en række forskningsmiljøer at tiltrække yderligere støtte til teknologiudvikling gennem materialeforskningsprogrammer. Denne forskningsorienterede nicheudvikling blev senere afløst af en mere praktisk anvendelse i arbejdet med udviklingslande, hvor teknologien blev promoveret i områder uden centrale energisystemer. Senere blev teknologien igen introduceret på det britiske marked – denne gang som en integreret bygningskomponent i byggeindustrien. Herefter blev teknologien endnu en gang promoveret som storskalateknologi, der skulle organiseres i store sol-farme. Senest er teknologien blevet promoveret som en lokal og decentral energiteknologi, det vil sige som et alternativ til det centraliserede energisystem. Støtteordninger er derfor i øjeblikket rettet mod mindre decentrale systemer. Eksemplet illustrerer, at nye innovationer sjældent har mulighed for at udvikle sig i et lineært og sammenhængende udviklingsforløb i stabile nicher. Typisk er udviklingen af radikale innovationer derimod betinget af politisk lobbyarbejde, der i begrænsede perioder formår at sikre afskærmning fra etablerede selektionsmiljøer ved at identificere og opdyrke anvendelsesområder, der på specifikke tidspunkter er gunstige.

Ud over at afskærme radikale innovationer fra det samfundsmæssige systems etablerede selektionsmiljø sigter nichestrategier også på at organisere udviklingen og modningen af den radikale innovation på den mest effektive måde. Disse aktiviteter handler især om at skabe sammenhæng mellem isolerede eksperimentelle aktiviteter og om at sikre, at innovationen ikke kun udvikles inden for en enkelt dimension. Vindkraftens udvikling i Danmark er et eksempel på vellykket nicheudvikling. Mens vindmølleteknologien har været under eksperimentel udvikling igennem det meste af det 20. århundrede, tog udviklingen for alvor fart i begyndelsen af 1980’erne. Dette skete blandt andet, fordi isolerede eksperimentelle aktiviteter inden for udvikling af vindmøller blev knyttet sammen gennem årlige vindmølletræf, hvor fælles problemstillinger og erfaringer kunne udveksles. Disse koordinerede læringsprocesser førte blandt andet til etableringen af et nationalt testcenter for vindmøller. De førte også til udviklingen af nye ejerskabsformer. Hvor vindmøller i begyndelsen af 1980’erne typisk var ejet af enkeltpersoner, blev ejerskabet op gennem 1980’erne i stigende omfang organiseret i vindmøllelav. Dette sikrede en efterspørgsel efter stadig større og dyrere møller med en højere effektivitet. Denne ejerskabsmodel kulminerede med etableringen af den halvcirkelformede vindmøllepark på Middelgrunden ud for Københavns kystlinje i midten af 1990’erne. Senere er opstillingen og driften af vindmøller i stigende grad blevet overtaget af kommercielle energiselskaber, og produktionen er blevet organiseret i internationale koncerner. Det traditionelle energisystems interesse for vindmøller har imidlertid været betinget af den niche-organiserede udvikling, som fandt sted op gennem 1980’erne og 1990’erne. Vindmølleeksemplet illustrerer således, hvordan langvarig nicheaktivitet kan være nødvendig, før en radikal innovation er tilstrækkeligt udviklet til at blive accepteret som relevant af aktører, som opererer inden for et samfundsmæssigt systems etablerede selektionsmiljø.

Mens nichestrategierne tager udgangspunkt i aktører, som typisk spiller en marginal rolle inden for det etablerede samfundsmæssige system, tager en anden strategisk tilgang til systemomstilling udgangspunkt i aktører, der allerede spiller en central rolle inden for et etableret samfundsmæssigt system. Filosofien bag denne strategi er at motivere disse aktører til gradvist at omforme det eksisterende selektionsmiljø i en mere bæredygtig retning. Denne omformning kan eksempelvis handle om at undgå bekostelig investeringer i infrastruktur, der risikerer at fastlåse det samfundsmæssige system i mange årtier ud i fremtiden. Et centralt element i denne strategi er at kombinere langsigtede, bæredygtige systemvisioner med en såkaldt backcasting metodologi (begrebet skal ses som modsætning til forecasting, altså forudsigelse baseret på aktuelle tendenser). Strategien tager udgangspunkt i, at etablerede systemaktører i fællesskab udvikler en langsigtet bæredygtig systemvision, som typisk er radikalt forskellig fra det etablerede systemdesign. Herefter nedbrydes visionen gennem backcasting i kortsigtede og mindre radikale delmål, som kan håndteres af aktører, der arbejder inden for rammerne af det etablerede systems normale selektionsmiljø.

Omstillingsforskningen peger således på, at systemomstillinger både handler om at kultivere variationer gennem nichestrategier og om at modulere det samfundsmæssig systems etablerede selektionsmiljø, således at systemet bliver mere åbent over for radiale innovationer. Forskningen peger således også på, at omstillinger sjældent kan planlægges i traditionel forstand, fordi systemernes udviklingsdynamikker sjældent kontrolleres af en enkelt aktør eller organisation.