Produktkæder

Emil Urhammer

Cirkulær økonomi handler i høj grad om, hvordan såkaldte produktkæder kan omstilles således, at der skabes mere værdi med færre ressourcer og mindre forurening. Produktkæde er et begreb, som beskriver en vares livsforløb fra udvindingen af de materialer, den består af, og den energi, der er brugt til at fremstille den, frem til at den ender som affald på en losseplads eller, som den cirkulære økonomi kræver, bliver genbrugt eller recirkuleret. Et sådant forløb kaldes en produktkæde, fordi det kan ses som en sammenhængende kæde af værditilførsel igennem forarbejdning og design. Tager man kaffe som et simpelt eksempel, kan man sige, at den samlede produktkæde for kaffe går fra kaffeplantagen i Sydamerika eller Afrika til skraldespande i Danmark, hvor kaffegrumset ender, efter at kaffebønnerne er blevet høstet, ristet, pakket, transporteret, malet og brygget. I hvert skridt frem til kaffen er drukket, kan man sige, at der er foregået en værditilførsel, hvorefter værditilførslen stopper, når kaffen er blevet til grums. Kaffen er mere værd, når den er plukket, end når den hænger på træet, ligesom den ristede bønne er mere værdifuld end den ubehandlede bønne og så videre.

Kaffe er et imidlertid et meget simpelt eksempel, som primært skal illustrere princippet om værditilførsel, men selv for en så relativt simpel produktkæde som kaffens er der potentiale for at lave cirkulære opgraderinger. For eksempel er man i Danmark begyndt at anvende kaffegrums som grobund for dyrkning af svampe som østershat, som kan sælges og bruges i madlavning. Dette er et eksempel på, hvordan man kan forsøge at forlænge kaffens biologiske kredsløb.

Tager man nu mere avancerede produkter som mobiltelefoner for eksempel, bliver historien straks mere kompliceret, mens potentialet for cirkulære opgraderinger dog også forøges. En mobiltelefon er sammensat af en stor mængde forskellige materialer som metaller, mineraler og plastic, som i den lineære produktkæde ender på en losseplads eller i et forbrændingsanlæg, hvis da ikke telefonen ender på et loft til ingen nytte. I den cirkulære tænkning er det imidlertid meningen, at alle disse materialer skal indgå i nye produktkæder og dermed blive i økonomien i stedet for at blive til affald eller ligge ubrugte hen. Den simpleste måde at gøre dette på er ved at gøre mobiltelefonens levetid så lang som mulig, således at køberen beholder den så længe som muligt og i stedet for at smide den væk sælger den eller giver den til en anden, når hun ikke selv ønsker at beholde den længere. Næste mulighed er at dekomponere telefonen i mindre dele, som så hver især kan indgå i nye produkter. Denne tilgang kræver imidlertid et gennemtænkt design, hvor der på forhånd er tænkt over, hvordan telefonens enkelte komponenter kan tages ud og indgå i andre produkter. Endelig kan telefonens grundbestanddele som metaller, mineraler og plastic ‘udvindes’ fra telefonen og indgå i helt nye produktkæder. Problemet med denne tilgang er dog, at det kan være meget svært at skille materialerne ad, når de først er blevet sat sammen i komplekse apparater. Derfor er der en begrænsning i forhold til, hvor meget der kan udvindes; et problem, som dog delvist kan afhjælpes med smarte designløsninger og avanceret udvindingsteknologi.

Livscyklusvurdering


Hvis man ønsker at undersøge, hvor godt et bestemt produkt efterkommer den cirkulære økonomis ambitioner, så kan man lave en såkaldt livscyklusvurdering eller Life Cycle Assessment (LCA) af produktet. I en LCA kigger man ikke kun på produktionen på en enkelt fabrik eller virksomhed, men på hele produktkæden fra udvinding af råstoffer, til produktet smides væk. Lad os tage et tænkt eksempel: vand på flaske fra Frankrig. Vil man lave en LCA af vand på flaske fra Frankrig, skal man undersøge ting som:



  • Hvad er de miljømæssige omkostninger ved at pumpe vandet op?

  • Hvad er de miljømæssige omkostninger ved at producere plasticflasken?

  • Hvor meget vand og olie er der indgået i produktionen af flasken?

  • Hvor meget transport er der gået ind i den samlede proces, fra vandet pumpes op i Frankrig, til det står i en plasticflaske i et dansk supermarked?

  • Hvilke miljøproblemer skaber flasken efter brug?

  • Hvor havner flasken efter brug?

  • Hvor stor er sandsynligheden for, at flasken havner som plasticaffald i havet?

  • Hvor meget CO2 udledes, hvis flasken brændes?

  • Og hvor meget CO2 er der udledt i løbet af hele produktionsprocessen?


Når man har lavet denne analyse, kan man begynde at identificere muligheder for at gøre denne produktkæde mere cirkulær, altså:



  • Hvordan sænkes transportmængden?

  • Kan man genanvende flasken som drikkeflaske?

  • Eller er det bedre at lade plasticen blive til nye plasticprodukter?


I tilfældet med drikkevand på flaske er den mest cirkulære løsning imidlertid at gå over til dansk postevand i stedet. På denne måde undgår man miljøproblemerne forbundet med transporten samt produktionen og bortskaffelse af flasken efter brug. Her kan du læse mere om livscyklusvurdering: https://lca-center.dk/