Økologisk økonomis syn på værdier og priser

Inge Røpke

Samfundsøkonomiske analyser som cost-benefit analyser (CBA) forudsætter en fælles måleenhed i form af penge. Når fordele og ulemper gøres op i penge, kan der lægges sammen og trækkes fra, så der nås et samlet resultat. Set fra mainstreamøkonomiens perspektiv er det en udfordring for CBA, at ikke alle fordele og ulemper har en markedspris, der kan inddrages i beregningen. Hvis etableringen af en motorvej skader et naturområde, så er der ikke umiddelbart nogen markedspris på det, der går tabt. Derfor må man i gang med at anslå værdien af det tabte ved brug af forskellige metoder, som det er beskrevet i det første afsnit af dette tema. Bestræbelserne hviler på den forestilling, at markedspriser er et relevant udtryk for, hvad noget er værd, og at det derfor er relevant at konstruere erstatninger for markedspriser, når de ikke findes. Neoklassisk økonomi kan godt være kritisk over for markedspriser som værdimål, hvis de fremkommer på markeder, der ikke fungerer på den fuldkomne måde, som de bør ifølge teorien. På perfekte markeder skal der blandt andet være mange købere og sælgere (altså ikke monopoler), og der må ikke forekomme såkaldte eksterne omkostninger, hvor produktionen har utilsigtede bivirkninger for andre i samfundet, som producenten ikke betaler for. Men de uperfekte markeder ses som undtagelser, der ikke for alvor lægger hindringer i vejen for brug af markedspriser som værdimål.

Økologisk økonomi går mere radikalt til værks ved at argumentere for, at markedspriser ikke er noget relevant mål for værdi, heller ikke når markederne fungerer ”perfekt”. Som beskrevet i temaet om vækst har økologisk økonomi ikke noget bud på, hvordan samfundets årlige produktion af brugsværdier kan lægges sammen, så man kan måle produktionsresultatet. Der er ikke nogen fælles egenskab ved brugsværdierne, der gør det muligt. Økologiske økonomer ser usammenlignelighed som et grundvilkår.

Historisk set har det synspunkt ikke været tilfredsstillende. Ifølge de klassiske økonomer i 1800-tallet er goderne sammenlignelige gennem deres bytteværdi, der er baseret på den mængde arbejde, der er medgået til fremstillingen af goderne – dels det direkte arbejde i den aktuelle fremstillingsproces, dels det indirekte arbejde, der er medgået til at fremstille de anvendte råmaterialer og halvfabrikata og de maskiner, der gradvis nedslides over tid. I denne arbejdsværdilære er værdien altså baseret på indsatsen af arbejde målt i tid og er dermed udelukkende bestemt af forhold på produktionssiden. Som et beslægtet alternativ har andre argumenteret for en energiværdilære, hvor det direkte og indirekte energiforbrug, der er medgået til at fremstille goderne, bestemmer deres værdi. På grund af den store betydning, energi tillægges i økologisk økonomi, kunne man tro, at feltet ville tilslutte sig den tankegang. Men denne form for ”objektive” mål for et godes værdi, der alene er baseret på den ene eller den anden slags omkostninger ved at tilvejebringe det, er åbenlyst utilfredsstillende som mål for, hvad godet er værd for brugeren.

Hvordan kan det så vurderes, hvad godet er værd fra brugernes perspektiv? Her foreslår neoklassikerne, at nytten afspejler sig i brugernes betalingsvillighed på et givet tidspunkt. Som neoklassikerne selv er opmærksomme på, kan betalingsvilligheden imidlertid ikke aflæses i markedsprisen, for nogle af brugerne ville have været villige til at betale mere end markedsprisen (i neoklassisk teori kaldes det forbrugeroverskuddet). Dertil kommer, at betalingsvilligheden i høj grad er bestemt af evnen til at betale, der er meget ulige fordelt. Det betyder, at markedsprisen ikke afspejler den store værdi, som nogle goder kunne have for dem, der ikke kan betale. Endelig er betalingsviljen udtryk for individuelle præferencer snarere end kollektive prioriteringer, der kunne tænkes at tage mere hensyn til det fælles bedste og til etiske principper. Hverken betalingsvillighed eller markedspris kan ses som samfundsmæssigt relevante bud på, hvad goder er værd.

I praksis fremkommer markedspriser i et samspil mellem udbud og efterspørgsel, der igen afspejler mange forskellige forhold: en skæv indkomst- og formuefordeling nationalt og globalt, fysiske og sociale strukturer baseret på årtiers manglende prissætning af produktionens miljøeffekter, magtstrukturer og kulturelle forestillinger, der påvirker de relative lønninger for forskellige typer arbejde, og meget andet. Markedspriser er med andre ord historisk konstruerede og på mange måder påvirket af ulighed i fortid og nutid. Når vi skal foretage samfundsmæssige prioriteringer på miljøområdet såvel som på andre områder, kan markedspriser ikke ses som et ”objektivt” input i beslutningsprocessen. Desuden er det i grunden en højst mærkværdig bestræbelse at prøve at finde frem til de ”rigtige” priser på de goder, der ikke har en markedspris. Hvad goderne er værd for os, og hvad det har kostet at tilvejebringe dem, har ikke noget objektivt svar − men en række forskellige svar afhængig af den synsvinkel, man anlægger, og de prioriteringer, man har.

Samtidig er det ikke til at komme uden om, at vi i samfundet skal foretage prioriteringer, fastsætte målsætninger på miljøområdet og beslutte os for metoder til at nå målene. Når usammenlignelighed er et grundvilkår, må prioritering nødvendigvis være en politisk proces. Økologiske økonomer vil derfor ofte foretrække prioriteringsmetoder, der tydeliggør de politiske beslutninger frem for at skjule dem bag beregninger, der sigter på at fremstå ”objektive”. Der arbejdes derfor med nogle af de alternativer til cost-benefit analyser, der er beskrevet ovenfor. Herunder også med nogle af de problemer, der knytter sig til samtalemetoderne, som for eksempel, hvordan man sikrer repræsentativitet og modvirker den ulighed, der knytter sig til forskellige gruppers forudsætninger for at deltage i debatter.

I praksis vil en økologisk økonom ofte stå i den situation, at det kan være nødvendigt at deltage på den kampplads, som udformningen af cost-benefit analyser udgør, hvis man vil fremme en bestemt udvikling på et konkret område. Men som beskrevet i temaet om natursyn og etik, kan det være en problematisk vej at gå, fordi man dermed åbner for en logik, der altid vil kunne køre naturhensyn og etiske overvejelser over.