Handel og globalisering

Inge Røpke

Forestillingen om, at frihandel er godt, kan ses som en af de idéer, der understøtter vækstmotoren. Men den forestilling udfordres, når man anlægger et økologisk økonomisk perspektiv. Dette afsnit giver et eksempel på, hvordan man ser noget andet gennem biofysiske briller end med mere traditionelle økonombriller.

Det er en meget udbredt opfattelse, at frihandel er godt. Det vigtigste argument er, at handel giver større muligheder for arbejdsdeling og specialisering. Dermed bliver den samlede produktion større, fordi ressourcerne udnyttes på den mest effektive måde. Hvert land kan specialisere sig i de brancher, det er bedst udrustet til, og gennem handel få adgang til en større mængde goder, end landet kunne have fremstillet i isolation. Især i små lande kan det være problematisk, hvis adgangen til større markeder hæmmes af barrierer, fordi det nationale marked kan være for lille til udnyttelse af stordriftsfordele. Desuden er det et argument for frihandel, at alle bliver udsat for konkurrence og dermed tvinges til at øge produktiviteten.

Forestillingen om frihandel som et gode for alle er blevet grundigt kritiseret, også uafhængigt af et biofysisk perspektiv. For eksempel kan forestillingen kritiseres for at tage udgangspunkt i et statisk perspektiv ved at fremhæve de fordele, der på et givet tidspunkt knytter sig til den aktuelle arbejdsdeling og specialisering. I modsætningen hertil vil et dynamisk perspektiv fremhæve handelens betydning for et lands udvikling over tid. For at gennemføre overgangen fra landbrugs- til industrisamfund er det i sagens natur afgørende at opbygge industri. Det kan være svært, hvis opbygningen ikke beskyttes mod konkurrence fra mere avancerede lande. Hvis overvejende råvareproducerende lande tvinges til frihandel, risikerer de at havne i en specialiseringsfælde, som kan være svær at komme ud af. Det er derfor ikke mærkeligt, at langt de fleste lande med en succesfuld industrialisering har gennemført den under beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Efterhånden som industrien bliver stærkere, kan landet åbne for konkurrence og dermed øge presset for effektivisering. Det kan også være afgørende for en succesfuld industrialiseringsproces, at staten regulerer sammensætningen af importen, så for eksempel maskiner til industrien får højere prioritet end forbrugsvarer. Det gjorde Danmark for eksempel efter Anden Verdenskrig.

Processen kan vanskeliggøres på mange måder. For eksempel har de industrialiserede lande benyttet sig af en form for asymmetrisk liberalisering af handelen ved at undlade at lægge told på import af råvarer som bomuld fra ulande, mens de lagde høj told eller mængdemæssige begrænsninger på import af færdigvarer som bomuldstøj fra de samme lande, som derved fik sværere ved at industrialisere. Også for eksempel EU’s statsstøtte til egen landbrugsproduktion og -eksport har gjort det svært for nogle ulande at videreudvikle deres landbrug. Samtidig har lokale magthavere internt i nogle ulande prioriteret at berige sig selv gennem råvareeksport frem for at satse på økonomisk udvikling.

Gennem de seneste årtier er det lykkedes for en del ulande at industrialisere og bruge handel som redskab i processen. Man hører ofte det argument, at handel og globalisering har bidraget til at bringe 300 millioner kinesere ud af fattigdom. Det er rigtigt, at reguleret handel (ikke frihandel) har været et vigtigt led i industrialiseringen af ikke mindst Kina, der har haft brug for at importere avanceret teknologi fra andre lande og har skaffet midlerne til importen gennem eksport af den type industrivarer, der kræver meget arbejdskraft (tekstiler, samling af elektronik, husholdningsredskaber, værktøj, legetøj). Fra et biofysisk perspektiv er det imidlertid problematisk, at udviklingsprocessen på den måde blev knyttet sammen med, at befolkningen i de rige lande øgede deres materielle forbrug. På grund af de meget lave lønninger i de nyindustrialiserede lande blev mange produkter meget billige, hvilket bidrog til at fremme brug-og-smid-væk-kulturen i de rige lande og til, at et givet beløb i kroner kan mobilisere en større mængde materielle ressourcer. Ydermere betød det for mange produkters vedkommende, at fremstillingen førte til mere forurening, fordi den kinesiske energiproduktion var baseret på kul fra mindre effektive kraftværker. Meningen med dette perspektiv er ikke at argumentere for, at Kina og andre lande ikke skulle industrialisere og bringe befolkningen ud af fattigdom, men derimod at vise absurditeten i, at det nuværende system kun muliggør processen ved at gøre de rige rigere og ved at undergrave miljøet. Et mere miljømæssigt rationelt og mere etisk forsvarligt system ville bringe folk ud af fattigdom uden at øge forbruget hos dem, der allerede har meget.

Det biofysiske perspektiv tilføjer også andre kritikpunkter. Det er for eksempel oplagt at bemærke de miljømæssige aspekter af transport. Den kraftige vækst i den globale handel er blandt andet baseret på lave og faldende transportomkostninger, fordi der er sket store effektiviseringer især i form af arbejdsbesparende teknologi. Selvom energiforbruget pr. transporteret enhed også er faldet, er energiforbrug og forurening ved godstransport betydelig – og disse omkostninger betales der ikke for. Hvis man skulle betale for miljøomkostningerne ved transport, ville handel ikke kunne betale sig i samme omfang som nu. De globale handelsstrømme bidrager også til at vanskeliggøre cirkulær økonomi for biomasse. For eksempel er det ikke særlig rationelt at eksportere soja fra Latinamerika som foder til danske grise med det resultat, at næringsstofferne ender i danske vandløb.

Økologisk økonomi har også fremhævet det problematiske i, at handel bidrager til at skjule de biofysiske grænser. På den ene side kan det ses som en fantastisk fordel, at landene komplementerer hinanden i biofysisk forstand. Når den økonomiske vækst i et land støder ind i biofysiske grænser – mangel på jord, vand, skov, mineraler, energi – så gør handel det muligt at overvinde barrieren og fortsætte væksten. På den anden side betyder denne proces, at alle ressourcer udnyttes til det yderste, og at menneskeheden nærmer sig mange biofysiske grænser på én gang. Muligheden for at omgå grænserne gør, at vi overser de faresignaler, der ellers kunne have været en feedbackmekanisme, som fik os til at ændre kurs.

Hidtil er handel blevet beskrevet, som om den foregår mellem lande, men det meste handel foregår mellem virksomheder. Staterne kan regulere rammerne, men efterhånden er mange virksomheder så store, at de har stor indflydelse på rammerne og kan spille stater ud imod hinanden. Teorien om, at handel er til gavn for alle involverede lande, er baseret på den forudsætning, at produktionsfaktorer som arbejde og kapital er bundet til et bestemt land på samme måde som råvarer. Men med den stigende liberalisering af især de internationale kapitalbevægelser siden 1980’erne er den forudsætning i stadig mindre grad opfyldt. De store transnationale selskaber organiserer forsyningskæder i hele verden, udnytter de absolutte fordele, der knytter sig til forskellige steder, og organiserer kapitaloverførsler, så deres skattebetaling minimeres. Globaliseringen udfordrer i høj grad de enkelte staters muligheder for at regulere produktstandarder og miljøforhold, ligesom fagforeningernes muligheder for at forsvare løn- og arbejdsforhold undergraves. Desuden prøver virksomhederne at gøre stadig flere områder til genstand for privatisering, så der kan tjenes penge på for eksempel vandforsyning, uddannelse og sundhedsvæsen, der i mange lande er eller har været organiseret kollektivt. Moderne diskussioner om handelsaftaler handler kun i begrænset omfang om at nedbringe toldsatser og fjerne mængdemæssige begrænsninger. Det handler mere om at udvide spillerummet for de transnationale selskaber, gøre flere områder til genstand for privatisering, hindre staterne i at stramme op på produkt- og miljøregulering og sikre virksomhedernes indtjening på intellektuelle rettigheder.

Selvom det gamle frihandelsargument er blevet undergravet af kapitalens mobilitet, vil liberalister fastholde, at frihandel er til gavn for alle, fordi det gør varerne billigst mulige: De bliver produceret der, hvor omkostningerne er lavest, og konkurrencen sørger til stadighed for at øge produktiviteten mest muligt. Der kan sikkert sættes spørgsmålstegn ved, om det holder i praksis, men vigtigere er det, at store omkostninger holdes uden for regnskabet: Miljøet lider skade, arbejdsforholdene undergraves, og velfærdsstaterne kan ikke finansieres. For den enkelte kan det opleves som en gevinst, at man kan flyve billigt med lavprisselskaber, men de kollektive omkostninger er klimaødelæggelse, forringede arbejdsforhold og afvikling af velfærdsstaterne.

Effekterne på fordelingen er kompleks. På den ene side kan det ses som et fremskridt, at indkomsten er steget for store grupper i fattige lande, men på den anden side har globaliseringen øget uligheden i mange industrialiserede lande, ikke mindst i USA og UK, hvor de rigeste er blevet rigere, mens middelklassen har tabt terræn. Når det ikke for længe siden har udløst protester, skyldes det formentlig kombinationen af lave priser på mange varegrupper og den kraftige kreditvækst, der har gjort det muligt at opretholde levestandarden – indtil den finansielle krise satte en stopper for det.

På længere sigt vil en økologisk økonomisk tilgang lægge op til, at økonomierne i biofysisk forstand bør blive mere selvbærende, så kredsløbene lettere kan lukkes, transporten reduceres, og begrænsningerne gøres mere synlige. På mange punkter har både den demografiske og den teknologiske udvikling gjort handel uundgåelig – i nogle områder kan der kun skaffes tilstrækkelig mad på den måde, og i Danmark er det for eksempel svært at forestille sig en økonomi uden elektronisk udstyr, som vi ikke selv har ressourcerne til at fremstille. Men regulering af miljø, arbejdsforhold, kapitalbevægelser og meget andet er nødvendig for at sikre, at handelen foregår på rimelige vilkår, og at vi ikke får varerne alt for billigt.